Hun har lært hele familien altid at have frø i lommerne. Så kan man altid tabe lidt, når man kommer forbi en velfriseret have

Forfatter Shëkufe Heiberg rækker ud efter et af de mange forrådsglas, hun har stående på en hylde i sin stue.

Glassene bugner af forskellige frø. Stokroser, morgenfruer, majs i alle mulige farver, hestebønner, jomfru i det grønne, evighedsblomster. Forsigtigt fisker hun en af sidstnævnte op i hånden.

– Det er ret utroligt, hvordan denne visne blomst kan blive til mange nye. Hvis man planter ét frø, kan det blive til tusinde frø.

– Se en gang, siger hun og klemmer blomsten, hvis tørre overflade krakelerer, så det vælter ud i hånden med aflange blomsterfrø.

– Er det ikke magisk? Naturen udviser den største generøsitet uden overhovedet at stille spørgsmålstegn. Uden at sige, hvad får jeg så til gengæld, ja uden noget som helst. Den bliver bare ved med at give og give, siger hun og lukker hånden, som bærer hun på noget meget kostbart.

– Jeg synes, det er så fascinerende! Og faktisk også inspirerende. Jeg tror, vi kan lære noget af naturen, ændre vores indstilling og så begynde at have den her generøse grundtanke.

Jeg besøger Shëkufe Heiberg i hendes lille, grønne træhus i Hvidovre, hvor hun bor sammen med sin mand og deres tre drenge. Her er naturen flyttet indenfor.

På hylder i glas står de mange frø, i vindueskarmene står små og store potter med alle mulige forskellige planter, på væggene mellem kunstværker og plakater hænger en sætterkasse fyldt med vættelys og andre sten. Desuden giver store vinduer os udsyn til en vinterhave med buske og træer.

Generøsitet

Vi skal tale om Shëkufes seneste udgivelse, “Nødder”.

En stor, orange roman, som egentlig handler om måneforskning og en måneekspedition, men som samtalen skrider frem, viser sig at handle om så meget mere.

– Jeg er begyndt at opleve luksus og rigdom som noget andet end at have to biler i carporten. For mig er dét her rigdom, siger hun og lægger frøene fra sig ved siden af den orange roman på spisebordet, som vi har sat os ved.

–Sikke en rigdom at have to glas fulde af morgenfruefrø.

Hun smiler og fortæller, at hun har lært hele familien altid at have frø i lommerne. Man ved jo aldrig, hvornår man kommer forbi en lidt for velfriseret forhave …

– Så kan man altid tabe dem ud af sin lomme. Ups …

Hun griner.

Handlingen kalder hun guerilla-gardening, en slags politisk havearbejde, hvor hun ved at kaste frø hjælper naturen ved at gøre byens rum grønnere.

Hun kan også finde på at tage sine børn med ud og lave kridtaktivisme, hvor de med kridt skriver navnene på de planter, der gror mellem fliserne.

– De bliver jo betragtet som noget, man bare kan træde på, altså noget, der i virkeligheden er et problem for fortovet, at der vokser en kamille eller en mælkebøtte op i mellem sprækkerne.

– Men hey, anerkend lige, at der faktisk er et levende væsen, der har kæmpet sig vej gennem de her to sten. Noget, som egentlig burde være umuligt. Altså, jeg synes, man burde hylde dem for at have lykkedes med det projekt, siger hun.

Shëkufe Heiberg kan godt lide at give tilbage af naturens generøsitet og tage hensyn til dens behov. Derfor har hun uddannet sig i permakultur, som er en måde at lave regenerativ havebrug.

– Jeg vil inspirere folk til at forstå, at vi skal sameksistere meget mere på lige fod med andre arter.

– Vi skal forstå, at et træ, der står ude i vores have, ikke bare skygger for vores udsigt, men jo faktisk gør et stykke arbejde, som er meget mere intelligent, end vi nogensinde er i stand til at blive, for vi kan ikke lave fotosyntese. Og det stykke arbejde er vi afhængige af.

– Vi skal forstå, at en myg, en flue eller en myre ikke bare er til gene, men har ret til at være her. Og måske endda har meget mere ret til at være her end os, der kommer med vores menneskepenge og køber et hus og en grund og tror, at så ejer vi det. For de var her, før vi kom.

– Jeg ejer ikke min have, men jeg kan understøtte den, være en form for vært. Jeg kan facilitere de andres trivsel og holde rum for livet ved at designe og hjælpe strukturerne og symbioserne bedre, siger Shëkufe.

Generøsiteten har hun forsøgt at væve ind i forlagsarbejdet. Shëkufe driver forlaget Uro, hvor hendes bog også er udkommet.

– Når hun er på messe, forærer hun folk frø. Og så samarbejder hun med Naturfonden om at frikøbe dansk natur. Hver solgt bog frikøber en kvadratmeter dansk natur og sætter den fri for evigt.

– Det kræver meget at ændre tankebaner så meget og så radikalt. Og det arbejder jeg på.

– Jeg synes, det er vigtigt at skrive fortællinger fra et sted, hvor det er anerkendt at give meget mere plads til naturen. Fordi jeg tænker, at vi kan ikke løse problemerne med klimaet, hvis vi bare skærer ned og gør sådan nogle nødbremse-agtige ting.

Stærkere fællesskab

De tanker vender vi tilbage til. Først skal vi kigge nærmere på måneværket, “Nødder”. Romanen er et økofeministisk værk om Månen, videnskaben, kvinden og håbet.

I bogen bliver vi præsenteret for en lang række sammenhængende måneteorier, når en gruppe forskere forsøger at lære månen bedre at kende.

Ved at samarbejde og anskue månen fra forskellige vinkler arbejder de sig tættere og tættere på månen for til sidst at stå over for et af de helt store videnskabelige gennembrud, der sender dem hele vejen til månen.

– Det første, vi møder oppe på himlen, når vi kigger op, er månen. Jeg er optaget af, at når det er fuldmåne, så trækker månen i tidevandet. Men jeg har læst, at det ikke kun er havet, den trækker i.

– Den trækker også i vandet i et badekar. Bare en lille bitte smule. Den trækker også i planterne, dyrene og os, fordi vi er fulde af vand.

– Jeg synes, vi har en tendens til at underkende den påvirkning, månen har på os, måned efter måned. Men går man videnskabeligt til det, er det jo et faktum, at vores krop og blod bliver trukket i retning af månen, når der er fuldmåne, siger Shëkufe og forklarer, at uden månen ville Jorden snurre meget hurtigt rundt, og derfor ville menneskene ikke kunne leve på planeten.

– Vi er enormt afhængige af, at månen er her, og månen er afhængig af, at Jorden er der, for at den ikke bliver slynget ud i himmelrummet.

– Så mange af de arter, der lever på Jorden – hvoraf mange er arter, som vi betragter som skadedyr eller ukrudt, og derfor sprøjter væk uden den mindste smule dårlig samvittighed – lever jo i et stærkt symbiotisk forhold med en anden art, som vi selv er afhængige af. Så når vi fucker med den ene, fucker vi med det hele, siger Shëkufe.

Hun går i stå og leder kort efter de rigtige ord. Så siger hun:

– Jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke bare kigger på det som kold naturvidenskab, men som en omsorgsrelation.

– Fuglenes relation til kirsebærret, som bliver modent, rødt og så flot, at en fugl kommer forbi og spiser det.

– Men fuglen flytter også kirsebærstenen et andet sted hen og plumper den ned, så der kan komme et nyt kirsebærtræ frem. Se, dét er intelligent samarbejde! udbryder hun.

Alle karaktererne i “Nødder” er kvinder, og de griber forskningen an på andre måder, end man tidligere har gjort.

F.eks. er de åbne for at inddrage kunsten i deres forskning, så et digt af en polsk forfatter og en børnetegning giver dem nogle nye erkendelser, der rykker dem et skridt videre i deres forskning.

Kvinderne ender også med at inddrage en heksekreds i deres forsøg på at forstå månen.

– Det, som bogen allermest handler om, er, at hvis vi stiller spørgsmål til verden på en ny måde, vil vi kunne få nogle andre svar. At hvis vi kigger på verden som levende og omsorgsfuld, opdager vi, at den rent faktisk er det.

– Og hvis vi samarbejder på tværs af fagligheder, kan vi løse de udfordringer, vi står med i den virkelige verden, siger Shëkufe og fortæller videre, at hun har fået øjnene op for, at meget af det, som vi definerer som neutralt og godt, faktisk er patriarkalsk og destruktivt.

Særligt videnskaben, understreger hun.

– Al videnskab er det nuværende stadie af, hvad vi ved. Det er ikke den endelige sandhed. Det ved videnskabsfolk jo også. Men alligevel er den nyeste sandhed jo den, vi navigerer efter.

– Lige nu udspringer de nyeste sandheder af spørgsmål stillet af den kapitalistisk-patriarkalske model, den maskuline videnskab, som instrumentaliserer ting og betragter jorden og arterne som dødt materie, man kan bruge til egen vinding.

– Den model har bragt os hertil, hvor vi står midt i en klima- og biodiversitetskrise. Så lad os gå alle andre veje end den, siger hun og fortæller, at hun synes, det er tid til at få andre spillere på banen.

Måske vi så vil komme frem til nye erkendelser, siger hun.

– For vestlig videnskab har skubbet mange andre former for viden ud af feltet, og sat sig tungt på ordet videnskab.

– Kvinders videnskab, ikke vestlige menneskers videnskab, alle arternes viden og intelligens. Det hele er blevet bagatelliseret og stigmatiseret, så meget at det nærmest er forsvundet. Det er derfor, jeg har en heks med i bogen.

– Den anden måde at gå til verden på, med åbent hjerte i stedet for med lup og pincet, den skal frem og have mere plads.

– Og vi skal have frem, at det, vi kalder videnskab, ofte faktisk kun tjener en meget lille gruppe mennesker – velhavende hvide mænd og kulturen omkring dem – som er i gang med at smadre resten af verden, mens de selv planlægger at flyve til Mars og smadre videre der. Men nysgerrighed og viden bør tilhøre alle, siger hun.

I bogen bruger de kvindelige forskere ordene kvin, kvindeske og bekvindede i stedet for man, som et redskab til at kunne sige, det kan godt være, at man ikke kan tænke sådan her, men det kan kvin.

Shëkufe og jeg rejser os for at strække benene lidt og går ud i familiens havestue, hvor store glasruder viser os vinterhaven, som er formet som en sol: I midten en græsplet, hvorfra gangstier stråler ud i alle retninger.

Imellem strålerne står buske og træer, lige nu brune og visne, men når foråret kommer, vil de alle have hver deres funktion i haven, fortæller Shëkufe. På den måde drager planterne omsorg for hinanden.

Mens vi står der og kigger ud, forklarer hun, at hun har opfundet kvinsk som det her meget omsorgsfulde sprog, fordi hun mener, vi har brug for et nyt sprog for at kunne være i bedre kontakt med os selv og naturen.

Faktisk var det en af årsagerne til, at hun i sin tid startede sit forlag.

Et sprog for liv

Som litteraturstuderende gik det op for hende, hvor få kvindelige forfattere og dermed hvor lidt kvindeligt erfaringsrum, hun blev introduceret til.

Hun blev både vred og chokeret over, hvor underbelyst kvinders side af menneskeheden var. Det var, før forfattere som Cecilie Lind, Liv Nimand Duvå, Dy Plambeck og Olga Ravn tog moderskabet under behandling i deres litteratur.

Det er ni år siden, Shëkufe stiftede forlaget Uro.

I 2017 skrev og udgav hun selv romanen “Æg”, der handler om at blive mor.

Romanen slutter med, at en gruppe kvinder, der alle sidder isoleret i hver deres barselsboble, finder ud af, at de mangler et sprog, der kan omfavne og løfte de oplevelser, der følger med det at bringe nyt liv til verden.

Shëkufe er meget inspireret af den amerikanske forfatter Ursula Le Guins essay “ Bæreposeteorien om fiktion”. I essayet går Le Guin tilbage til urtiden for at finde en forklaring på de dominerende fortælleformer.

Hun forklarer, at der i urtiden var jægere og samlere, dog langt flere samlere end jægere. Samlerne arbejdede cirkulært: Hver dag indsamlede de mad, tilberedte det og spiste det.

Dagen efter gjorde de det samme. Der var masser af mad. Derfor var der nogen, der begyndte at kede sig. Så de drog ud på jagt, og kom hjem med en nedlagt mammut og en heltefortælling.

– De fortalte, at først så de mammutten, så kastede de et spyd efter den, og så blev de jagtet af den, og så til sidst nedlagde de den, og det saftige og simple ved den fortælling gjorde, at den overtog pladsen som den eneste rigtige fortælling, mens samlernes cirkulære historie om at samle flyvehavre og mere flyvehavre, blev forvandlet til en ikke-historie, forklarer Shëkufe.

– Og de heroiske fortællinger er dem, vi stadig fortæller i dag, historier med den heroiske mand i centrum. Det er jo prototypen på Hollywood-fortællingen.

– At der skal være en progression, og der skal være et anslag og et klimaks. Og det er den, der har beskrevet vores måde at forstå en historie på.

Shëkufe ryster let på hovedet.

– Da jeg blev mor, oplevede jeg sådan en hjemløshed i den fortælling, siger hun og forklarer, hvordan hun – og mange andre kvinder – ofte har siddet til et middagsselskab, hvor bordherren har en god historie.

– Han er måske lige blevet forfremmet på sit arbejde. Selv er du måske nybagt mor og har “bare” skiftet, ammet og puttet hele dagen. Derfor siger du måske, jeg har ikke lavet noget i dag.

– Jeg har ikke lavet noget de sidste tre måneder. Jeg har “bare” gjort de her ting. Men “de her ting” er jo at opretholde et liv! Og det er jo en vild ubalance.

– Den ene gør noget helt vildt vigtigt, opretholder et liv, og den anden gør noget måske mindre vigtigt, går på arbejde og passer et lønarbejde, siger hun og tilføjer:

– Jeg tror faktisk, det er grunden til, at mange barslende føler sig ensomme, frustrerede og pludseligt identitetsløse.

– Hvis der var noget respekt omkring det og ikke mindst et sprog at fortælle de cirkulære historier med, ville det være nemmere at sidde og have en god følelse med, at man udfører det her vigtige arbejde, siger Shëkufe.

Puste liv i månen

Det er koldt i udestuen, så vi går tilbage til bordet igen. Mens jeg varmer mig på en kop kaffe, laver Shëkufe en lille frøbombe, jeg kan få med hjem i lommen.

Hun råber inde fra hylderne med frø, at det måske nok kan være lidt tragisk at tænke på, at vi har skabt en type fortællinger, der ikke passer til virkeligheden, men hun vælger at se det positive i det.

– Det opløftende er jo, at vi kan gøre noget ved det. Vi kan gå i gang med at tænke, hvordan kan vi lave cirkulære fortællinger, der er meningsfulde og ligesom en beholder, hvor vi putter noget i, så vi laver lag på lag-fortællinger, i stedet for fortællinger, hvor vi altid skal fra A til B.

Hun stikker mig en lille pose med alverdens frø og siger:

– Naturen har allerede vist os vejen, som er: Samarbejde mellem arter. Hvor alle går op i, at de andre er mætte og veltilpasse.

– Fordi vi mennesker også bare er bittesmå organer i et kæmpestort kredsløb. Men med den kapitalistiske patriarkalske dagsorden, har vi forvandlet os til små kræftceller, der ødelægger den krop, som huser os. Og det er slet ikke nødvendigt.

Interviewet blev første gang bragt i femina uge 12, 2023.