Hun er tidligere minister - og læser nu til sygeplejerske: Reaktionerne kom bag på hende

Christine Antorini havde selv regnet med et par dages medievirak, så ville interessen vel dampe af.

Hun havde bare glemt at kalkulere med, hvor usædvanligt det er i Danmark, at en tidligere undervisningsminister og toppolitiker frivilligt siger farvel til et vellønnet direktørjob for at læse til sygeplejerske som 58-årig.

– Det var helt vildt, hvad der kom udefra af reaktioner. Det var måske det, der blæste mig lidt bagover.

– Men jeg har jo ramt ind i noget. Nemlig, at der er utrolig mange, der går og har haft et langt arbejdsliv og måske også kunne tænke sig at prøve noget andet: Hold da op, hvis hun kan, skal jeg da lige undersøge, om jeg også kan skifte spor. Det har været helt fantastisk at få den reaktion tilbage.

Hun har lige været til sin første eksamen.

– Det gik simpelthen så godt, så jeg er meget glad.

Hun er for beskeden til at sige det selv, men så siger vi det bare: hun fik 12.

Royalt

Holmbladsgade på Amager i en tidligere lagerbygning, der engang tilhørte stormagasinet Illum. Nu lejligheder i industriel stil.

På væggen i køkkenet: to gulnede portrætfotos af daværende kong Frederik og dronning Ingrid med forgyldte kongekroner placeret øverst på rammen. Arvestykker fra Christines ”ærkekonservative og kongetro” farfar, der havde et mejeri i Gundsømagle.

Man fristes til at sige, at den tidligere socialdemokratiske undervisningsminister faktisk har været royal længe før andre i det parti:

– De billeder har jeg simpelthen haft med alle steder, hvor jeg har boet.

Christine har, bortset fra 10 år som single på Nørrebro, boet det meste af sit voksne liv et eller andet sted på Amager. Jan, som hun mødte for godt fire år siden, har boet hele sit liv dér, så Amager er blevet ”stedet”.

Og eftersom hun studerer så langt væk som i Hillerød, har hun, siger hun skraldgrinende, fået tildelt ”ungdomskort” til offentlig transport i hele hovedstadsområdet.

– Det er superdejligt. Vi stoppede med at have bil for at skære økonomien til. Vi har gået alt igennem, for jeg får jo ikke løn længere.

Hun får heller ikke SU.

Og for lige at få det på det rene: Christine tager ikke uddannelsen, fordi hun har tænkt sig at vende tilbage til politik med systemomstyrtende virkelighedserfaring.

Hun har heller ikke tænkt sig at gå efter posten som formand for Dansk Sygeplejeråd. Hun vil simpelthen ”bare” være sygeplejerske. Hun havde siddet som direktør for LIFE Fonden i fem år efter sit politiske exit, da hun slap nyhedsbomben.

– Det er desværre fordi, der er for få, der søger sygeplejerskeuddannelsen, at jeg at har kunnet søge den, selv om jeg har en videregående uddannelse i forvejen. Der var ledige pladser. Og jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke taler professionen OP?

– Det, der har drevet mig, er at lære et nyt fag rigtigt. Kunne håndværket. I mit hoved har jeg ”til jeg bliver 70”. Bare for at sige, at det er et pænt langt stræk, så jeg uddanner mig ikke bare for sjov, jeg uddanner mig, fordi jeg gerne vil bidrage på arbejdsmarkedet på et område, jeg synes, er spændende.

Christine har i mange år haft en særlig interesse i sundhedssektoren. Fordi den er vigtig for os alle sammen. Men også fordi hun selv har været både patient og pårørende.

– Min søn Thor fik som treårig konstateret leukæmi, dér havde vi vores faste gang i børnecancerafdelingen, og de var simpelthen så dygtige. Jeg mødte hospitalsvæsenet igen, da min mor var syg. Hun døde desværre, men da hun var på hospitalet i slutfasen af sit liv, mødte jeg et miljø, der emmede af dygtighed, respekt og menneskefornemmelse.

– Mit seneste møde var, da jeg selv faldt for halvandet års tid siden og brækkede min ankel ret alvorligt og var ti døgn på Riget.

Prestigefaldet

Hun havde bare aldrig tænkt, at hun ligefrem skulle arbejde der. Det var tankerne om seniorarbejdslivet, der startede processen. Og et kærlighedsmøde for godt fire år siden. Måske var det på tide at ændre på work-life balancen:

– Jan og jeg har jo mødt hinanden i en voksen alder. Og vi håber, at vi kan leve nogle rigtig gode år sammen, inden vi går hen og får nogle sygdomme, der er ikke nogen garantier, vel? Så vi regnede på, hvordan det ville se ud, hvis vi droslede ned i vores ambitioner og bare ville leve godt, uden at det var prangende.

– Jan har bakket totalt op, han syntes, det var megasejt, at jeg ville uddanne mig forfra, og så måtte vi jo få det til at gå med økonomien.

Hvad sagde folk?

– Jeg kunne godt mærke, at nogle af mine tætte venner, selv om de sagde ”Wauw, fuld af respekt”, tænkte: Har hun tænkt det der ordentligt igennem, det er jo helt tosset, hvorfor ikke bare fortsætte med at lave det, hun gør? De syntes, det var en lidt vild beslutning.

– Men nu hvor jeg har gjort det og er i gang, og de kan mærke, hvor superglad jeg er, siger de, ”Sejt at du gjorde det”. Hæ.

– Jeg har tænkt over det med prestigefaldet i det. For det var faktisk det eneste, Jan udfordrede mig på. Han sagde: ”Christine, det kan godt være, du siger, du ikke tror, det betyder noget, at du starter helt forfra og ikke længere er en del af de miljøer, du har været en del af. Men jeg tror, du skal give det en tanke, for jeg tror, det vil ramme dig”. Så det har jeg tænkt meget over.

– Jeg må også sige, at efter det kom ud, har det især været mænd i gode stillinger, som er kommet til mig og har sagt: ”Hold da op hvor er det modigt, det ville jeg ikke turde gøre selv, jeg ville simpelthen være bange for, hvad det ville betyde af prestigetab.” Men jeg kan faktisk godt være i det.

Hvordan reagerer folk i dit nye miljø?

– Der er nogle, der siger: ”Men det er jo den tidligere undervisningsminister, der kommer der!” Så det er noget med at finde en måde at italesætte det på, og jeg kan faktisk mærke, at de synes, det er sjovt, at de kender mig fra før, og så får man lige snakket lidt om det.

– Jeg var selv noget bekymret for, om patienterne ville tænke, det der er for mærkeligt, skal hun tage mit blodtryk? Men det synes de ikke. Det er meget hyggeligt.

Og hun har opdaget en side af sig selv, hun ikke var helt klar over, at hun havde med:

– Jeg har været sammen med mine forældre, da de døde, min søn har været alvorligt syg, jeg har selv været pårørende, jeg har selv grædt, jeg synes, jeg har meget af den slags med mig, så jeg synes ikke, det er svært at sidde med nogen, der har det svært.

– Jeg har en intuitiv fornemmelse af, hvordan jeg kan gå til patienter og hverken være for meget eller for lidt. At være i det professionelle rum, men også at kunne være i det som menneske. Og det har været meget fedt at finde ud af, at det er DET, jeg har med i bagagen.

– Og det giver bare noget at komme ind i nogle andre miljøer. Jeg synes, sådan et skift giver energi. Det er helt grundlæggende spændende. Jeg skal stå på tæer i naturvidenskab! Jeg skal studere med unge mennesker i 20'erne. Jeg er kommet i studiegruppe. Kæft, hvor er det sjovt.

P-piller

Jyllinge engang i 1960’erne. Christine var storesøster – og hendes lillebror var kun 11 måneder yngre.

– Min mor kom fra den italienske del af Schweiz, så hun brugte ikke p-piller, da hun blev gift med min far, derfor kom jeg hurtigt til verden. Og så brugte hun stadig ikke p-piller, det var hun jo blevet opdraget til ikke at gøre, men så kom min lillebror lige efter, og så argumenterede hun sig frem til, at hun godt kunne forklare Vorherre, når hun en gang kom derop, at det nok var okay, at hun ikke brugte p-piller. Så han er min katolske lillebror.

Fru Antorini var lærer. Christine siger, det har haft en stor betydning. For i det hjem var læring bare en del af opdragelsen. Man gik selvfølgelig på museer. Læste. Så TV-avisen sammen.

– Jeg kunne godt lide at læse. Jeg kunne også godt lide at gå i skole, så det røg ret nemt ind i mit hoved. Bortset lige fra matematik … Men jeg KUNNE godt, hvis jeg satte mig det for.

Hun blev politisk aktiv allerede i slutningen af folkeskolen.

– Og det gjorde jeg, fordi jeg fik lov til at komme ind i et miljø med nogle, der var lidt ældre end mig, og hvor det var okay at snakke politik og de store spørgsmål i 1980’erne om regnskoven, der blev ryddet og om oprustningen i verden.

Er der et savn efter politik i dig i dag?

– Ikke efter Christiansborg-livet. Der HAR jeg været. Jeg har været glad for det, selv om det bestemt også har været hårdt i perioder. Men jeg synes også, at jeg har været der længe nok nu.

– Det har givet en helt anden ro inden i mig selv. Jeg har det stadig sådan, at når der er en telefon, der ringer, og jeg ikke kan se, hvem det er, så tager jeg den ikke. For jeg vidste aldrig, hvad der mødte mig, og jeg tænkte, at hvis jeg ikke vidste det, så var det nok noget negativt.

– Det var også en meget hård periode med skolereformen, fordi den startede med en konflikt, jeg var i orkanens øje hele tiden. Jeg havde det virkelig sådan: Jeg skal bare ikke være i sådan en konfliktzone i LANG tid.

– Jeg har den dybeste respekt for de politikere, der overlever i systemet, og vi har virkelig brug for nogle, der har mange års erfaring inde i det. Det er et vigtigt sted. Men det er en kæmpe lettelse for mig at være ude af det hårde miljø. Jeg har det meget bedre indeni.

– Og jeg kunne mærke – og det må du godt skrive – at jeg blev for kynisk i den tid, hvor jeg var toppolitiker. Man er nødt til at have en vis portion kynisme, man bliver ikke toppolitiker uden. Fordi man hele tiden tænker strategisk. Og sådan … bliver man i al sin adfærd.

Det smitter af i hele livet?

– Ja, og jeg er ikke et kynisk menneske, men jeg blev kynisk på en måde, jeg egentlig ikke brød mig om af at være i politik. Så på et tidspunkt skulle jeg også ud af det.

Kynisme

Men der bliver selvfølgelig stadig diskuteret politik hjemme hos Christine og Jan. Ivrigt. Hun siger grinende, at det er ham, der er den følsomme og hende, der er den rationelle.

– Og han mærker med det samme, når der kommer de der kyniske betragtninger fra mig. Dét er noget, han har konfronteret mig med. Især i starten. Jeg øver mig! For man skal sgu også nogle gange se på, hvad der sker ude i samfundet uden at have de kyniske magtpolitiske briller på.

Du har også haft et skift i dit kærlighedsliv?

– Dét har jeg, og det er dejligt. Jeg havde jo levet alene ret længe og havde været uden sådan officiel fast kæreste i hvert fald i 10 år. At jeg mødte Jan er faktisk noget af et tilfælde og så alligevel ikke helt.

De var en gruppe kvinder, der vandrede sammen. En af dem arbejdede i Meyers Madhus og havde inviteret de vandrekvinder, der skulle på Roskilde Festival, på en flæskestegssandwich. Hun og Christine var lige ude og spise en middag sammen inden festivalen.

– Og lige på bagkant sagde jeg: ”Hvis du møder en eller anden spændende mand og tænker, at ham skal Christine da møde, så skal du sige til”. Så satte hun sig ned igen og sagde: ”Du skal da møde Jan, ej, hvorfor har jeg ikke tænkt over det?” ”Han skal være afklaret, fraskilt og have voksne børn – ikke mere med gifte mænd og deleordninger”, sagde jeg. ”Jamen det er han, han har ret voksne børn, er vist nok noget ingeniør, spiller masser af badminton, laver frivilligt arbejde og er en superfed fyr”.

Så ham ville Christine da gerne møde. Hvis der altså kom en anledning på et eller andet ikke nærmere defineret tidspunkt.

– Dagen før vi skal mødes på Roskilde, sender hun en sms: ”Nå men jeg har inviteret Jan med”. ”HVAD har du?” ”Jamen jeg har ikke sagt noget, så du kan jo se ham an”.

Sikke en ven?

– Det er lige det! Kirsten Giftekniv lyder altid lidt negativt. Men det at hun kendte både Jan og mig og tænkte, at der godt kunne være noget i det, var en KÆMPE gave. Han kom, og så faldt vi bare i hak.

– Det er det tætteste på kærlighed ved første blik, det vil jeg bare sige. Vi har været sammen lige siden. Så det er fem år til sommer.

På det tidspunkt havde hun faktisk ”opgivet”.

– Jeg var sikker på, at jeg da nok skulle møde nogle mænd, men jeg troede, at det ville blive sådan et liv, hvor jeg mødte en eller anden, men så havde jeg mit liv, og han havde sit. Du ved … Så møder jeg bare Jan, og så flytter vi nærmest sammen med det samme. Vi blev gift året efter.

Hvad har du lært om kærlighed?

– Jeg tror på kærlighed – også selv om jeg synes, at jeg har taget mine slag. Jeg har lidt for mange veninder på min alder, som bliver sådan ret bitre med alderen og ikke tror på mænd og ikke tror på kærligheden og bliver meget ultimativt afvisende, fordi de simpelthen ikke vil brænde nallerne mere. Sådan har jeg aldrig haft det.

– Jeg kan godt finde ud af at tage imod livet. Men jeg har godt nok også været ked af det. Så det er ikke fordi jeg IKKE har brændt nallerne …

Hvornår?

– Skilsmisser. Altså faren til mine to voksne børn har jeg heldigvis en rigtig fin relation til. Men det var jo ikke sjovt at blive skilt, det er aldrig sjovt. Og så har jeg været gift en gang mere, og det at blive skilt anden gang er næsten værre, for når man går ind i sit andet ægteskab, tænker man: Nu har jeg lært ALLE de fejl, man ikke skal gøre i ægteskabet.

– At det så alligevel ikke går, er simpelthen så deprimerende, trist, nedslående. Det var en meget hård skilsmisse for mig. Det er også derfor, der gik så lang tid, tror jeg. Jeg skulle simpelthen have nogle år, hvor jeg skulle på benene igen.

Taknemmelig

Jan havde været alene i seks år, da de mødtes. Kæmpe fordel:

– Jeg er bare nødt til at sige – ej, det sker nok også med kvinder – men altså MÆND, der står uafklarede og lige er blevet skilt … Men jeg mødte en mand, der havde været igennem alle de der ting, man laver i starten, inklusiv at prøve at finde en anden lynhurtigt.

– Jeg mødte en voksen mand, der hvilede i sig selv og havde sine egne venner, vidste hvad han kunne lide og gerne ville holde fast i. Det var helt fantastisk.

Hvad ser du, når du ser tilbage på dit liv?

– … Jeg har aldrig stået så dejligt et sted i mit liv, som jeg gør nu. Når jeg ser tilbage, synes jeg, at jeg har været ked af det for mange gange. Det er måske noget lidt underligt noget at sige, men jeg tror, det bliver tydeligt, når man er rigtig glad og er et godt sted.

– Jeg er enormt taknemmelig for, at jeg er hvor jeg er i dag.

– Når jeg har været ked af det, har det altid været noget med kærligheden. Jeg har jo haft det privilegium, at jeg har … du ved … haft de gode muligheder og mit hoved med mig.

– Jeg er i en ret tidlig alder egentlig kommet langt med uddannelse, job og karriere. Og jeg er virkelig meget glad for, hvad jeg har opnået arbejdsmæssigt.

– Men jeg HAR også brugt enormt meget tid på arbejde, det har fyldt meget, og det har haft sine omkostninger i forhold til kærlighedslivet. Og jeg tænker også nogle gange, hvad det har haft af omkostninger i forholdet til mine børn.

Har de sagt noget?

– Jamen de har jo været søde, jeg har et rigtig varmt og nært forhold til mine børn. Men der HAR været perioder, hvor jeg har været alene … jeg har været meget hjulpet af, at mine forældre trådte til, da de stadig var der, så børnene har haft mormor og morfar. Og også deres far selvfølgelig.

– Selv om vi var skilt, havde de også hans del af familien, som jeg også stadig ser. Alt, hvad der er af familiebegivenheder, gør vi stadig sammen. Så der har været et netværk af nære relationer omkring dem.

– Men jeg kan godt forstå, hvis de nogle gange har tænkt, at mor godt ku’ ha’ været der bare lidt mere. Jeg vil sige, at jeg har været fysisk til stede, men åndeligt fraværende. Det har jeg nok været meget.

– Min mor tog mig faktisk i skole på et tidspunkt, da børnene var mindre. Det gjorde hun ikke særlig tit, det her var en af de få gange: ”Christine, jeg er simpelthen nødt til at fortælle dig, at jeg kan se, når du er sammen med børnene, at du alligevel ikke er der rigtigt”. Hun sagde det på en meget fin og ordentlig måde.

– Men min mor er den vigtigste person overhovedet i mit liv og de få gange, hun har sagt noget til mig, kan jeg love dig for, at jeg bare har taget det til mig. Jeg vidste det jo godt, da hun sagde det. Børn skal ikke være sammen med en mor, hvor der simpelthen er for meget, der fylder oppe i hovedet – fordi jeg ikke har det nærvær, der skal til.

Du handlede på det?

– Jeg prøvede … Men jeg kunne godt se, at det var en stor udfordring. Jeg har virkelig meget været et hovedmenneske. Jeg gjorde noget, da jeg blev minister – da var børnene lidt ældre, og der var jeg også ked af det i mit kærlighedsliv og alt muligt.

– Jeg har aldrig været særlig meget til sport. Så prøver man lidt at løbe, men det har aldrig rigtig bidt på mig. Men jeg blev anbefalet at prøve hot yoga, og det var det BEDSTE råd.

– Mens jeg var minister, gik jeg til hot yoga tre gange om ugen. Ud over at det er meget rart fysisk, skete der det, at jeg simpelthen fik hevet min hjerne ned i kroppen. Jeg begyndte at mærke min krop igen.

– Men det var først, da jeg blev minister, at jeg begyndte at arbejde på det. Og sige til mig selv: Når du er sammen med børn, skal du ikke være ovre i det der andet, du skal være til stede nu, til stede i det, du er i.

Så:

– Når vi nu sidder her, så ER vi her. Og nu har jeg ikke mere et arbejde, hvor der er alt muligt, der fylder. Det har jeg tænkt meget over, og det er egentlig først fra december, at jeg for alvor har kunnet mærke, hvad det er for et skift, der er sket i mit arbejdsliv.

– Alt det med beslutninger, der skal tages, bestyrelsesmøder der skal forberedes, strategier der skal udarbejdes, medarbejderseminarer, personaleproblemer – det er især sådan noget, jeg har gået og tænkt på og har sovet dårligt om natten over. Pludselig kunne jeg mærke, hvordan alt sådan bare gled ud, og det jeg havde fokus på, var, at jeg var studerende. Energi, nysgerrighed og glæde!

– Jeg har simpelthen fået plads i hovedet, jeg er fokuseret på en god måde og har luft til andre ting. Det har jeg ikke haft i årevis.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 11, 2024. Dette er en redigeret version.