Først takkede hun nej. Så sagde hendes døtre noget, der fik hende til at prøve alligevel
Fotograf: Kamilla Bryndum
Jeg var i Italien til en forskningskonference, da jeg blev spurgt, om jeg ville være model. Det havde jeg ikke lyst til, for jeg så mig selv som forsker, men mine kolleger syntes, at det skulle jeg gøre.
Da jeg kom hjem, opmuntrede mine døtre mig også meget. De sagde, at jeg skulle gøre det, for nu havde jeg jo gået og snakket så længe om, at modne mennesker var cool. Så prøvede jeg det af, og jeg er virkelig glad for, at jeg gjorde det.
Jeg har haft fokus på emnet omkring modne mennesker i modebilledet i mange år gennem min forskning, men det er nogle gange nemmere at vise tingene, end at snakke om dem. Det har en helt anden tyngde at se eksempler.
Årets Kvinder 2022
Forfatter Tine Høeg, klimaaktivist Selma de Montgomery, politiker Margrethe Vestager og influencer Irina Olsen er alle fire kvinder, der arbejder med at skubbe til normer, love og regler, som strammer og gør det sværere at få lov til at være dem, vi er.
De udfordrer status quo og tør at tage de svære samtaler om, hvordan det føles, når livet er barsk, eller når verden og samfundet ikke er så sunde eller rummelige, som vi ønsker.
De er alle fire kåret som årets forbilleder 2022 sammen med mange flere kvinder, som sparker røv på hver deres måde.
Jeg vil gerne vise et eksempel på, at modne mennesker kan være smukke. Når man ser dem optræde som modeller, er det med til at vise, hvordan der er sket en stor ændring i, hvordan modne mennesker lever og opfatter sig selv.
Der er et kæmpestort gap mellem, hvordan man tror, modne mennesker er, og hvordan de i virkeligheden er.
Dem, som er modne nu, er jo bl.a. de gamle 68’ere, og det er en generation, som hele deres liv har skabt deres egen måde at gøre tingene på, og som har været i et opgør med tiden. Nu kommer den her meget store gruppe hertil, og så redefinerer de også det at være moden.
Mange har en meget udadvendt livsstil, er nysgerrige og deltagende og er ikke flove over deres udseende. De vil jo også gerne spejles i stedet for at glide over i usynlighed. Så det er en måde at sige: “Hey, vi er også med.”
Jeg orienterer mig meget mod Italien i forhold til rollemodeller. De har et helt andet forhold til modne kvinder.
Det ligger både i religionen med madonnaen og synet på mødre, men der er også kulturelt set en anden respekt omkring modne kvinder.
Der er en tradition for, at de gør noget ud af deres udseende, er velplejede osv. Det er inspirerende at se de italienske kvinder komme gående hen ad gaden med attitude, selvværd og de sidste nye solbriller fra Prada.
Modne kvinder har så meget at tilbyde til modebilledet. Det levede liv er jo spændende at se på. Og så lærer man heldigvis lidt hen ad vejen, så man har måske en anden selvaccept i forhold til, hvem man er, og dermed hvad man kan bidrage med.
Og så kan vi jo være med til at lave et statement om, at man kan komme, som man er, og dermed sætte gang i en snak om, hvad det vil sige at være smuk.
Om Dorrit Bøilerehauge
62 år.
Bosat i Aarhus.
Forsker i mode og sociale medier på Aarhus Universitet.
Arbejder som model hos Le Management og Instagram-influencer.
Iværksætter bag Silver Starter Initiative, der arbejder på at gøre modne kvinder mere synlige.