brevkasse
Liv

Mine roomies efterlader opvask og bruger det sidste toiletpapir uden at købe nyt. Skal jeg sige noget?

14. marts 2024
Af redaktionen
Illustration: Thit Thyrring
feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!

Kære brevkasse

Jeg befinder mig i et dilemma med mine roomies.

Der er flere småting, som har hobet sig op til en lille irritation, som snart giver mig nervesammentrækninger i mit højre øje.

For det første er der en af dem, som ikke bruger en svaber ude i badet, når personen har været i bad. Megairriterende, især fordi vi har en glasvæg, som man ved med sikkerhed bliver et kalkhelvede på et tidspunkt. Derudover åbner personen heller ikke vinduet efter bad, så man kommer ud til en omgang fugtigt toiletpapir.

Der er begyndt at blive bygget et tårn af opvask, som er rent, der bare ligger på et viskestykke ude i køkkenet. Her tænker jeg personligt over, hvorfor man ikke bare bruger 30 sekunder på at tørre det af med det samme, så det ikke fylder?

Den sidste ting er, at jeg i for nylig kom hjem, og så var der fandeme ikke mere toiletpapir. Jeg måtte simpelthen dryppe af i mit eget hjem? Jeg havde ikke været hjemme hele weekenden, og klokken var 22, derfor havde jeg ingen jordisk chance for at rende ned og købe noget.

Og nu til mit dilemma: Skal jeg skrive en besked inde i vores gruppechat og føle mig som en bussemand, eller skal jeg tage mig sammen, eventuelt meditere lidt, og bare lade det gå?

Hilsen hende med nervesammentrækninger i sit højre øje

Send os dit dilemma

Skriv dit "Kære brevkasse"-dilemma til brevkassen@femina.dk eller i vores DM på Instagram @feminadk

Svar 1

Kære du

Jeg vil starte med at sige, at jeg er præcis ligesom dig. Jeg bor sammen med min kæreste og er den i vores forhold, der har det største behov for rengøring og oprydning.

Min erfaring er, at det kan hjælpe at snakke om, hvordan man gerne vil bo sammen. Snak med dine roomies om, hvor ofte vil I gøre rent? Vil I lave en regel om, at man lige svaber glasvæggen og åbner vinduet? Hvordan skal man vaske op efter sig, så der er plads til, at den næste kan lave sine scrambled eggs? Og uden tvivl: Aftal da, at den, der tager den sidste rulle toiletpapir, suser ned efter noget mere.

Det er ting, som er helt fair at tale om – og selv om du er mega irriteret lige nu, kan det godt være helt udramatisk at tale om.

Til gengæld skal du være forberedt på, at de nok ikke har samme oprydnings- og rengøringsbehov, som du har.

Jeg har for eksempel selv en skør ting med at støvsuge, som min kæreste heldigvis ikke har. Så vi har aftalt, at hvis jeg har behov for, at der bliver støvsuget mere end én gang om ugen, så gør jeg det lige selv.

Hvis I aftaler, at der skal svabres efter badet, skal du nok også forberede dig på, at din roomie måske glemmer det igen. Det kan være ret svært at skabe nye vaner.

Men så har I til gengæld lavet en regel, som du stille og roligt kan henvise til.

Og så tjek dig selv: Måske gør du også selv nogle små mærkelige ting, der irriterer dine roomies. Det gør jeg i hvert fald selv.

Hilsen Katrine Rosenbæk

Nyhedsredaktør, der drømmer om mindre breaking generelt. Elsker at svømme langt, gense ”Our Planet”, spise spejlæg og læse avisen. Er ikke så kedelig, som jeg lyder.

Svar 2

Kære roomie med sammentrækninger i øjet

Jeg forstår dine frustrationer, og det korte svar er: Ja, du skal sige noget – både for din egen, men også for dine roomies skyld. For der er ingen, der gider bo med folk, der ikke gør de basale ting indenfor rengøring og husorden – heller ikke deres næste roomie.

Og det handler ikke kun om rengøring, men lige så meget om hensyn. Det sidste noget af det mest grundlæggende, når man bor sammen med andre. Og det er jeg sikker på, at dine roomies forstår og retter sig efter, når du siger det – både fra et hygiejneperspektiv, men særligt når det kommer til den forpligtelse, man helt naturligt har i et bofællesskab. De skal bare lige have en reminder.

Men jeg synes, at du skal sige det til dem face to face og ikke i en gruppechat. Det er altid bedre at se folk i øjnene og italesætte et problem med ord. Det andet resulterer kun i misforståelser og en stor lyserød (akavet) elefant i rummet efterfølgende.

Så indkald til et husmøde, læg svesken på disken uden sure miner, men sig som var det det mest naturlige i verden at efterleve. For det er det altså …

Hilsen Emilie Bech Zerlang

Digital redaktør og mor til to under fem år. Elsker alle film og serier der rimer på romantik eller forbrydelser og elsker at se mine yndlings igen og igen. 'Nikolaj og Julie' og 'Rejseholdet' ser jeg mindst én gang om året. Jeg misunder folk, der glæder sig til at løbe en tur og drømmer om at blive en af dem en dag.

Læs også