Kære brevkasse
Liv

Mine to gode veninder er blevet uvenner og blander mig ind i det. Hvad skal jeg gøre?

9. februar 2024
Af redaktionen
Illustration: Thit Thyrring
feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!

Kære brevkasse

Jeg skriver til jer, da jeg står i en irriterende og ærgerlig situation. Jeg er en del af en skøn og stor venindegruppe. I gruppen er vi tre piger, som især snakker meget sammen, men nu er mine to gode veninder blevet uvenner. Den ene har skuffet den anden, og de er lige nu ikke på talefod.

Det er selvfølgelig mest øv for de to involverede. Men jeg synes også, at jeg nu står i flere ærgerlige og svære situationer.

Da de begge er mine gode veninder, er de også begge interesserede i at snakke med mig om situationen. Jeg vil selvfølgelig gerne støtte og give råd til begge mine veninder. Dog kan det også være trættende at skulle forholde sig til to sider af samme sag – især når jeg godt ved, hvad de hver især synes og mener om hinanden og situationen.

Derudover frygter jeg især den kommende tid i forhold til det sociale liv i gruppen. Min ene veninde har på nuværende tidspunkt slet ikke lyst til at se den anden. Vi er flere veninder i gruppen, som holder af at drikke øl sammen, spise mad og gå i biografen.

Nu er jeg bange for at komme til at holde nogen udenfor, da det ser ud til, at man skal planlægge ud fra dette uvenskab, så de ikke ender til middag eller andet sammen.

Så kære brevkasse: Hvordan kan jeg bedst muligt støtte begge veninder og samtidig undgå at holde dem udenfor?

Kh en forvirret veninde

Send os dit dilemma

Skriv dit "Kære brevkasse"-dilemma til brevkassen@femina.dk eller i vores DM på Instagram @feminadk

Svar 1

Hej forvirrede veninde

Øv, det lyder som en værre kattepine, du befinder dig i.

Selv om det sikkert virker sådan, så har jeg lyst til at sige til dig, at det ikke er din kamp. Og det bliver nogle utrolig udmattende relationer, hvis I resterende veninder konstant og hele tiden skal gå på æggeskaller, fordi de to er uvenner.

Nu ved jeg ikke, hvad du allerede har sagt til de to veninder hver især, i forhold til hvor du står henne i alt det her rod. Men jeg ville starte med at hive fat i dem begge, hver for sig, og simpelthen fortælle min side af sagen. At dine ører er til rådighed, men at de også sætter dig i en utrolig svær situation, som en lus mellem to negle.

Forklar dem, hvordan deres uvenskab påvirker hele jeres vennegruppe, og hvor ked af det, det gør jer andre. Og så synes jeg, at du, og måske også de resterende to fra vennegruppen, der ikke er uvenner, skal gøre op med jer selv, hvad løsningen for jer ville være.

Om det er, at indtil de to uvenner har løst deres problemer, så bliver alle fem inviteret, eller også laver I tre måske nogle ting uden dem. For I har simpelthen ikke lyst til at vælge side.

Tag en stille og rolig snak og prøv at få dem til at se tingene fra jeres side. Jeg krydser fingre for, at det hele ender i forsoningskrammere og -øl, omend det tager lidt tid.

Hilsen Heidi Kirkeby Mogensen

Journalist, der starter hver morgen ud med et blødkogt æg og et nummer med Gilli for man skulle da være et skarn, hvis ikke man gjorde. Mit nytårsforsæt er at lytte til flere kvinder, nedbryde patriarkatet og læse bøger.

Svar 2

Kære forvirrede veninde

Mit bedste råd til dig er, at du skal hjælpe dine veninder med at få løst deres konflikt. Ingen af jer – og slet ikke dine to veninder – er tjent med, at konflikten bare får lov til at vokse sig større og større.

Jeg taler af erfaring, når jeg siger, at den slags (surprise) kun bliver sværere at løse, jo længere man lader dem marinere.

Så jeg synes, du skal tage mæglerrollen på dig. Måske kan du få hjælp af en af de andre veninder i jeres gruppe?

På den måde kan I nemlig hjælp de to, der ligger i konflikt, for det er garanteret rigtig svært for de to at få talt ud og skrive under på en fredserklærings uden jeres hjælp. Jeg tror desuden heller ikke, nogen af jer trives særlig godt i at være uvenner. Jeg synes i hvert fald selv, det er voldsomt ubehageligt. Det føles jo lidt ligesom at mangle en arm, når man ligger i konflikt med en af sine bedste veninder.

For guds skyld. Få løst konflikten. Lad være med at betragte det som en mulighed, at den skal fortsætte. I skal jo være veninder – og veninder er også dem, der hjælper hinanden videre fra konflikter. Bagefter bliver man typisk bare endnu bedre veninder. Og det er altså noget helt særligt.

Hilsen Katrine Rosenbæk

Nyhedsredaktør, der drømmer om mindre breaking generelt. Elsker at svømme langt, gense ”Our Planet”, spise spejlæg og læse avisen. Er ikke så kedelig, som jeg lyder.

Læs også