Min svigerfamilie kommenterer på andres vægt. Hvordan får jeg dem til at stoppe?
Illustration: Thit Thyrring
Kære brevkasse
Jeg vil gerne starte med at deklarere, at jeg elsker mine svigerforældre virkelig højt. Endda så højt, at jeg glædeligt bruger hele min sommerferie i deres selskab. Men der er én ting, der går mig på.
Næsten hver gang vi er sammen, kommenterer de på min kærestes eller andre i familiens vægt. Har nogen tabt sig, bliver det rost og fremhævet som den eneste præstation, der er vigtig, når vi taler om ting, der er sket for familiemedlemmer, siden vi sidst var samlet.
Omvendt bliver der også jokende konstateret, hvis nogen i familien har taget på eller er for tykke i deres øjne. Oftest oplever jeg, at de negative kommentarer bliver rettet mod min kæreste.
Min kæreste går også selv med på joken og deltager i at tale negativt og nedladende om sin egen krop. Det gør mig ked af det, da jeg ved, at han kæmper med sit selvbillede og forhold til egen krop.
Når han selv går med på joken, ser jeg det som en måde at afvæbne deres kommentarer. At han måske forsøger at skærme sig ved selv ved at gøre grin med sin vægt, inden de når at komme med yderligere kommentarer.
Jeg har selv taget en del på, siden jeg først mødte min kæreste og min svigerfamilie, men jeg lever et aktivt liv, er sund og rask og er glad for min krop.
De har, endnu ikke, kommenteret på min krop eller vægt. Men jeg kan mærke, at deres kommentarer om andres vægt, og deres idealisering af en slank krop, i stigende grad gør mig utilpas og får mig til at tvivle på, hvorvidt de kommenterer på min krop eller vægt, når jeg ikke er der, eller tænker ringere om mig, fordi jeg ikke er slank.
Til sommer skal vi som nævnt på ferie sammen, en del af tiden kun iklædt badetøj, og jeg kan slet ikke overskue, hvis kommentarer om krop og vægt også skal med på ferie.
Hvordan får jeg dem til at holde op?
Kh hende, der skal frabede sig kommentarer om andres kroppe
Send os dit dilemma
Skriv dit "Kære brevkasse"-dilemma til brevkassen@femina.dk eller i vores DM på Instagram @feminadk
Svar 1
Kære dig
Først og fremmest vil jeg lige sige wow over, at du glædeligt bruger en hel sommerferie i selskab med din svigerfamilie – det er alligevel noget(!), og det danner god grobund for den samtale, du helt sikkert skal til at have.
Jeg ved ikke, hvordan andre menneskers kropsvægt nogensinde blev et samtaleemne, men det er altså en af de ting, som mange synes, at det er ganske tilforladeligt at italesætte. Selv blev jeg af diverse familiemedlemmer i julen fortalt, at mit ansigt var blevet rundere efter en periode, hvor det åbenbart havde været for smalt. Altså hvad siger man til det? Tak? Hold mund? Jeg nikkede bare, sagde mhm og et par andre lyde.
Men det synes jeg ikke, du skal. Det virker til, at din svigerfamilies besættelse af den slanke krop og andre menneskers svingende mængde kilogram stammer fra en svunden tid, hvor sund, slank og succes uden spørgsmålstegn blev sat sammen. Og den myte skulle vi jo gerne snart have punkteret. Jeg synes derfor, du skal sige det ligeud, næste gang samtalen falder på vægt. Spørg, hvorfor de egentlig hylder den tynde krop, og sig, at andres menneskers udseende og omfang vel egentlig kun er deres egen sag.
Jeg håber, de forstår, og at I får en forrygende ferie i jeres smukke badetøjsklædte kroppe.
Hilsen Siri Franceschi
Digital journalist på femina og retfærdighedssøgende feminist i kvartlivskrise. Lever p.t. efter mottoet "this too shall pass".
Svar 2
Kære dig, der skal frabede sig kommentarer om andres kroppe
Hvor er det dejligt, at du har nogle skønne svigerforældre, som du gerne vil bruge en masse tid med, men hvor forstår jeg i den grad også godt, at det er sindssygt belastende med det evige fokus på vægt.
Det er, desværre, nok meget sigende for den tid, vi lever i, hvor der på trods af bølger af kropspositivisme, stadig hersker en idealisering af den tynde krop – se bare på, hvordan vægttabsmedicinen Wegovy nærmest bliver revet væk fra hylderne.
Men hvordan får du så dine svigerforældre til at holde op med at fokusere så meget på, hvor mange kilo folk har taget på eller tabt?
Det virker til, at det er blevet en form for default-emne, som de altid vender tilbage til uden at tænke videre over det – lidt ligesom de fleste, der bor i Danmark, nærmest dagligt har samtaler om vejret – så hvis det skal ændre sig, tror jeg, at der er nogen, der bliver nødt til at gøre dem opmærksomme på det og sige fra.
Enten kan du gøre det selv, næste gang I ses, og de (igen, igen) smider en vægtkommentar af sted, eller så kan du alliere dig med din kæreste. Det kræver selvfølgelig, at du snakker med ham inden og får afklaret, om han også synes, at det er lige så ubehageligt, som du gør.
Jeg er af den overbevisning, at man kan sige nærmest alt og stadig have en god og konstruktiv dialog, så længe man siger det på en imødekommende og ikke-angribende måde.
Så sig endelig fra næste gang, du ser dem, så I kan få en dejlig ferie sammen uden, at kommentarerne om vægt følger med som en ubuden gæst.
Hilsen Kristina Forná
Journalist med forkærlighed for litteratur og ligestilling. Ser alle realityprogrammer, der kan opstøves og er meget lykkelig over, at datingprogrammer er i høj kurs i øjeblikket. Desuden lidt late to the party, men har for første gang kastet mig over et strikkeprojekt – wish me luck!