Julie_Jeune
Kærlighed og sex

Min mand har mindre lyst til sex end mig. Det virker som om, jeg er den eneste i verden med det problem

21. september 2023
Af sexolog og parterapeut Julie Jeune
Foto: Mathilde Schmidt
"Bliv ved med at være det seksuelle væsen, som du er, vis ham, og fortæl ham om din lyst og din længsel efter ham uden krav og kritik." Læs Julie Jeunes svar om sexliv.

Kære Julie

Min mand har mindre lyst til sex end mig, og det virker som om, jeg er den eneste i verden med det problem.

Mine veninder fortæller, at hjemme hos dem, er det dem, der ikke gider sex, mens deres mænd altid har lyst. Hvad er din erfaring? Og er der noget, jeg kan gøre ved det?

Kære dig!

Velkommen i klubben! Altså, ikke den mest kendte af dem, hvor det er manden i forholdet, der har mest lyst. Men den hvor det er kvinden. For sådan én findes der nemlig også, og den bliver større og større.

Så det er du ikke ene om. Der er mange aspekter af det at være en seksuel kvinde, der har været undertrykt i århundreder, og som har gjort, at kvinder ret så selvfølgeligt har været meget mindre i kontakt med deres lyst.

Men i dag er kvinder i fuld gang med helingen og generobringen af dem selv som seksuelle og lystfyldte væsener. Og det er netop min erfaring, at flere og flere kvinder begynder at eje og elske dem selv som seksuelle væsener, og det giver seksuelt selvværd og masser af lyst.

For ved du hvad?

Vi kvinder har et meget stort sanseligt og seksuelt potentiale. Angående din mands manglende lyst, så start med at se det som et fælles problem, at jeres sexliv ikke helt spiller. Også selv om du måske synes, at han er problemet.

Vær nysgerrig på hans manglende lyst, og undersøg med ham, hvad du kan gøre for at vække den. Nogle gange har et menneske lysten, men der er et stykke vej derhen. Så find ud af, hvad du kan gøre for at hjælpe ham.

Samtidig skal I undersøge, hvad der står i vejen for hans manglende lyst, og hvad den faktisk handler om. Der kan være så mange årsager – både fysiske og følelsesmæssige – i ham selv eller mellem jer.

Det kræver selvfølgelig, at han selv er med på den rejse og har lysten til at have lyst og dykke ned i det.

I takt med den store udvikling, der er i dag omkring sex og kønsroller, oplever jeg flere og flere mænd, der er udfordret på deres sexlyst.

Og det kan faktisk være udtryk for en positiv udvikling, men det skal selvfølgelig ikke stoppe der. Du kunne også forslå ham at finde en sexolog, der kan hjælpe.

Husk, at lige så stærk og naturlig vores lyst er, lige så sårbar og påvirkelig kan den også være, og det er mange mænd ved at opdage i disse tider, hvilket kun er positivt.

Og sidst, men ikke mindst: Bliv ved med at være det seksuelle væsen, som du er, vis ham, og fortæl ham om din lyst og din længsel efter ham uden krav og kritik, men som et kærligt, sanseligt og seksuelt nærvær i jeres kæresteforhold.

Vær sanselig med ham, og giv ham masser af kys og kærtegn i løbet af dagen, så du vækker ham i små doser.

Artiklen blev udgivet i femina uge 37, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også