Julie_Jeune
Kærlighed og sex

Min mand har ikke lyst til sex - især ikke, hvis jeg starter det

20. oktober 2023
Af sexolog og parterapeut Julie Jeune
Foto: Mathilde Schmidt
"Hvorfor spørger du om, hvordan du skal skrue ned for din lyst, og ikke hvordan din mand kan skrue op for sin? Er kvinden altid forkert, både når hun ikke har lyst nok, men også når hun har masser af lyst?" Læs Julie Jeunes svar på sexlyst.

Kære Julie

Min mand og jeg er begge i slutningen af 40’erne, og vi har altid haft et godt sexliv. Men nu har han ikke så meget lyst mere. Og samtidig får jeg mere og mere lyst med alderen.

Han er sød og kærlig. Holder om mig og nusser. Men sex har han ikke lyst til. Og han har især ikke lyst, hvis jeg starter det.

Så mit spørgsmål lyder: Hvordan skruer jeg ned for mig selv, når min krop skruer op?

Kære dig.

Kvinder får ofte mere lyst med alderen og mænd mindre. Det er sjovt nok bare ikke noget, vi taler om. Måske fordi mænds manglende lyst er lidt af et tabu.

Men ikke desto mindre bliver mænds lyst ofte mindre med alderen, blandt andet fordi deres testosteronniveau falder, og deres bækkenbund og krop i det hele taget bliver svækket.

Manden mister også rigtig meget energi, når han får udløsning. Faktisk bør en mand oppe i årene ikke få udløsning særlig ofte, fordi han mister for meget energi. Så for at han stadig kan have et aktivt sexliv, er det en stor hjælp, at han lærer at mestre sin seksuelle energi og få orgasme uden at få udløsning.

Kvinder har ikke den samme udfordring med at miste energi, og vi kommer ofte mere og mere i kontakt med vores krop og lyst med alderen.

Vi slipper ungdommens tvivlen og fokus på det ydre og tør mere frit og frejdigt udfolde os seksuelt. Og fordi vi ikke på samme måde mister energi, er vi også mere naturligt multiorgastiske.

Vi kan helt naturligt fortsætte orgasme efter orgasme, hvorimod mange mænd har lyst til at sove efter første udløsning.

Men tilbage til dig og jer. Hvorfor spørger du om, hvordan du skal skrue ned for din lyst, og ikke hvordan din mand kan skrue op for sin? Er kvinden altid forkert, både når hun ikke har lyst nok, men også når hun har masser af lyst?

Jeg synes slet ikke, at du skal skrue ned for din lyst, men i stedet være tro mod din krop og nyde og elske den, alt hvad du kan. Jeg synes, du skal give den fuld gas og være det sprællevende seksuelle væsen, som du er. Og det er måske også det, der kan vække din mand og inspirere ham til at tage initiativ.

Men det betyder så også, at noget af din seksualitet er noget, du har med dig selv og for din egen skyld. Prøv at nyde din seksuelle energi og lade det stråle ud af dig.

Du kan bare mærke den og dens effekt på din krop og din livsglæde, uden at det fører til noget seksuelt. Men du kan også kærtegne dig selv og masturbere.

Invester i en virkelig god dildo, og så kan din mand måske være med noget af vejen. Han kan starte med at kysse, kramme og kæle for dig, som han gerne vil, og så kan dildoen (som han måske ovenikøbet kan styre) tage over.

Prøv at lade jer begge være rigtige i forhold til, hvor I hver især er. Men samtidig så vær meget nysgerrig på, hvad hans manglende lyst handler om, og hvorfor han ikke kan lide, når du tager initiativ – i stedet for bare at tilpasse dig tingenes tilstand og hans dagsorden.

Der er jo en vej at gå for ham, hvis han faktisk har lysten til at have lyst og lysten til at ære din.

Artiklen blev udgivet i femina uge 41, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også