christoffer
Kærlighed og sex

Min klap slog helt ned, da min date spurgte, hvor vi skulle mødes. Derfor vil jeg følge det her råd fremover

29. april 2024
af Christoffer Mygind Juul, vært på "Stadig Single"
Foto: Rita Kuhlmann
"Sandheden er, at den første date er den værste af alle," skriver Christoffer Mygind Juul i denne kommentar.

Kommentaren er udtryk for skribentens holdning. Christoffer Mygind Juul er vært på podcasten "Stadig single".

En god ven sagde for nylig til mig, at man skulle se den første date som et slags vibecheck.

En anledning til at tjekke hinanden ud på afslappet vis for at finde ud af, om man viber - altså om ens energier matcher hinanden. Gerne i afslappede rammer som en pre-dinner drink eller en spadseretur fra arbejdet, hvor det ikke gør noget, der er en bagkant.

Som for at sikre, at begge parter kan se værdi i for alvor at sætte gang i dating-spurten med hinanden med en første date 2.0.

Et sindssygt godt koncept, tænkte jeg, for det kan måske tage toppen af presset og nervøsiteten, der ellers ofte kan fylde op til en første date.

For sandheden er, at den første date er den værste af alle.

I hvert fald, hvis man - som mig - er en overtænker ud over det sædvanlige, og alle detaljer og potentielle skrækscenarier derfor bliver vendt og drejet i hovedet, inden daten skal stå sin test.

Alt fra det perfekte outfit til den mest velduftende parfume til stedet, vi skal mødes, og de historier, jeg vil fortælle, rumler rundt og får svedperlerne til at dryppe i panik over, om jeg nu er cool nok, sød nok, flirtende nok, pæn nok og sjov nok.

For i missionen om at vise mit bedste jeg frem - eller, let’s be real, vise den, jeg gerne vil blive opfattet som, frem - bliver den første date ikke bare et møde, den bliver også en repræsentation af, hvem jeg er som person. Og det gør kun presset endnu større.

Mens jeg elsker bodegaer og en god jukebox til at sætte den rette stemning og ser det som et mindst lige så romantisk sted at starte en relation som på en fancy cocktailbar, kan jeg jo ikke forvente, at min date vil synes det samme. Er jeg så villig til at tage chancen og invitere ud der, eller vil det allerede inden ankomst få min date til at skrotte mig og swipe videre?

Derfor er spørgsmål som “Hvad kan du godt lide at drikke?”, “Er du mest til bar eller bodega?”, “Hvor i byen befinder du dig bedst?” blevet nødvendige at stille sit digitale match forud for en date med frygt for at træde forkert, da valg af sted og aktivitet kan være et minefelt at begive sig ud i med en, du ikke engang ved, hvad hedder til efternavn.

For en tur på Fabro til pasta er nok ikke drømmedaten for en glutenallergiker, og et bord på Sticks kan ende galt for en, der nemt kløjes i rå fisk og sticky ris.

Når jeg i forvejen bruger al min tankekraft på at fremstå både sjov og autentisk på skrift, skal prøven for alvor stå på første date, hvor jeg ikke bare skal være tro mod det indledende billede, jeg har givet af mig selv, men også have øjnene og ørene åbne i forhold til min date.

Det er jo tæt på en olympisk disciplin, hvor alt bliver målt og vejet for til sidst at afgøre, om jeg går videre til de næste etaper.

Hvor det tidligere måske var givet, at den mere eller mindre dominate person i relationen tog sig af at finde tid, sted og aktivitet til første date, og den anden spiller derfor kunne læne sig tilbage og lade sig flyde med, er det i dag en mere kompleks opgave at få arrangeret, når begge parter vejer ind på at få det arrangeret.

Det kan tage noget af den gammeldags romantik af, når man skal arrangere daten med hinanden, som var det et fælles huskøb. Men sidder jeg med den alene, kan det altså nemt få håndfladerne til at sitre, for hvad hvis nu, jeg rammer helt ved siden af? Er der så mulighed for en chance til? Eller bliver jeg ubarmhjertigt dømt på baggrund af mine gode intentioner?

Hele dating-kulturen i dag er i forvejen fyldt med faldgruber, der kan få selv den mest hårdføre single til at bukke under og melde sig ud af spillet. At dømme ud fra det manglende engagement på Tinder, har de fleste allerede gjort det og dermed gjort den første date til en sjældenhed blandt mange.

Derfor prøver jeg nu at tænke mindre over alt det, der potentielt set kan gå galt på første date og i stedet være helt mig selv - komplet med nervøse svedperler og en dunst af for meget parfume.

For med et mindset om, at første date er mere et vibecheck, kan det måske være med til at gøre den til en mindre presset affære, der endda måske kan højne succesraten og tage toppen af nervøsiteten.

Læs også