monica
Kærlighed og sex

Læs listen: Parterapeutens 7 råd til et lykkeligt forhold

13. marts 2024
Af Christina Bølling
Foto: Abaca/Ritzau Scanpix
Det lykkelige parforhold kommer ikke af sig selv. Men måske er det ikke så svært at opnå, som man skulle tro. Den amerikanske parterapeut Wendy Newman står bag kurset ”Be Ridiculously Happy in Your Relationship”, og her kommer hun med syv enkle råd, der samler, hvor man ellers risikerer at blive skilt.

1. Nogle ting kan ikke ændres

”Hvis han elskede mig nok, ville han tage skoene af i stedet for at vade ind med beskidte sko, når jeg lige har gjort rent”.

”Hvis hun elskede mig nok, ville hun oftere tage initiativ til, at vi lavede noget sammen, også seksuelt”.

Ja, det er ofte sådan, vi tænker, når vores behov og ønsker ikke møder forståelse: At det handler om kærlighed og for lidt. For hvis bare partneren elskede os nok, ville han/hun ændre sig, ikke?

Par, der går fra hinanden, forestiller sig af samme grund, at deres ekspartner får et meget bedre nyt forhold. Glem det, siger parterapeut Wendy Newman, der har lavet kurset ”Be Ridiculously Happy in Your Relation-ship”.

- Folk er næsten altid lige sådan i deres næste forhold, som de var overfor os … Så når noget med partneren ikke fungerer, er det ikke din skyld.

Phew!

2. Sig det på den rigtige måde

Heldigvis er de fleste af os villige til at ændre nogle ting for parforholdets skyld. Det gælder typisk ubevidst adfærd. Det kan f.eks. være ting, som partneren simpelthen ikke er klar over, at han/hun gør.

- Det ubevidste er let at lave om, hvis man siger det på den rigtige måde, siger Wendy Newman.

Et eksempel: - Skat, ved du, at du krummer på gulvet hver dag, når du smører madpakke? Og hver morgen gør jeg rent efter dig …

3. Lev med det

Men husk: Du kan ikke ændre andre, hvis de ikke vil. Det er ikke, fordi kærligheden ikke er stor nok. Ikke engang frygten for at miste dig er nok til at få din partner til at ændre sig: Han skal være motiveret i sig selv.

Folk forandrer sig kun, hvis de vil. Hvis der er et problem, og personen ikke er motiveret, hvad gør man så? Lev med det eller gå din vej, anbefaler parterapeuten.

Om eksperten

Wendy Newman er amerikansk parterapeut og forfatter til bøger om parforhold, kærlighed, dating, sex og kurset ”Be Ridiculously Happy in Your Relationship” kan følges online.

4. Find ud af om der er noget at bygge på

Har I et forhold, der er værd at bygge på? Der er særligt tre ting, der skal være på plads.

For det første: Ønsker din partner af hele sit hjerte det bedste for dig? For det andet: Er din partner ærlig, siger vedkommende hvad han/hun mener – uden at guilttrippe, være passivt aggressiv, lyve eller aggressiv? For det tredje: Elsker han/hun dig? Hvis ikke, er det røde flag, som du skal reagere på.

5. Skæld ud virker ikke

Hvis vi skældes ud eller guilttrippes – for eksempel for at komme for sent til en aftale, finder vi på undskyldninger, i stedet for at tage ejerskab for, at vi har såret nogen, skuffet dem eller sat dem i en dårlig situation.

Vi skynder os at finde alle mulige ydre forklaringer på, at vi har begået fejlen, i håb om, at de så ikke bliver så vrede på os. Men det er ikke problemet.

Problemet er, at vi glemmer, at for den, der for eksempel har siddet og ventet på os, føles det, at vi fralægger os vores ansvar, som at vi ignorerer og negligerer deres følelser. Det kan let blive starten på en nedadgående spiral, fordi modtageren får en følelse af ikke at være vigtig og ikke at få anerkendelse.

6. Sæt dig i den andens sted

Har du gjort din partner vred eller ked af det, så start med at anerkende den indflydelse det, du har gjort, har haft på den anden, hvis du vil åbne en samtale.

Eksempel: Du kommer to timer for sent, og i stedet for at starte med at forsvare dig, sætter du dig i den andens sted, og siger: Jeg er ked af, at jeg kommer to timer for sent, og jeg er ked af, at jeg ikke engang fik ringet. Jeg har fået dig til at vente, og det må have været irriterende, og måske blev du nervøs. Det er jeg virkelig ked af. Hvad siger du til, at jeg forklarer, hvad der er sket, og så vi kan tale om det?

7. Er du tilfreds?

Et vigtigt spørgsmål alle i forhold bør stille sig selv er: Er jeg tilfreds?

Ifølge Wendy Newman er ubearbejdet utilfredshed noget af det, der underminerer forhold og får os til at bruge:

• Tavshed, kulde og afvisning

• Brok, kritik og at tale nedgørende

• Afsky, fordømmelse og bevidst at såre

• Blame-game: At give andre skyldfølelse og dårlig samvittighed

• Arrogance og perfiditet

• Kontrollerende adfærd

• Behov for at vinde og at have ret i stedet for at være fair

• Drilleri, som ikke er sjov, eller tilnavne

De former for adfærd bliver set og opfattet. Og selv om man måske selv føler, at adfærden gør, at man ”har vundet”, er den med til at ødelægge forholder, for det man mister er:

• Samhørighed

• Respekt

• Beundring

• Kærlighed

I stedet for at passe på dig, begynder partneren at passe på sig selv mod dig.

Artiklen blev udgivet i Psykologi 02, 2024.

Læs også