kære brevkasse
Liv

Jeg er blevet vild med min bedste vens roomie. Kan jeg rykke på det, uden det bliver akavet?

22. februar 2024
Af redaktionen
Illustration: Thit Thyrring
feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!

Kære brevkasse

For et stykke tid siden flyttede en af mine bedste venner til en ny lejlighed med to andre fyre, og nu er der sket det, at jeg crusher lidt på min vens ene nye roomie. Jeg ved ikke, om han har det på samme måde som mig, men jeg tror det lidt? Der er i hvert fald en slags flirt i luften…

Mit dilemma er, om jeg skal prøve at rykke på det? Jeg frygter, at det enten bliver akavet for mig at besøge min ven – eller akavet for min ven, at jeg dater hans roomie.

Please help!

Hilsen hende, der lige nu finder på alle mulige undskyldninger for at besøge sin ven

Send os dit dilemma

Skriv dit "Kære brevkasse"-dilemma til brevkassen@femina.dk eller i vores DM på Instagram @feminadk

Svar 1

Kære besøgende

Tillykke med crushet! Selv om du lige nu mest forbinder det med frygten for at skabe akavethed, så håber jeg, at du også føler glæde ved stadig at have evnen til at tillade dig selv at crushe på andre.

Dagens datingscene er brutal, der er langt mellem snapsene, og barren er sat i helvede (hører jeg fra mine single veninder), så det er skønt at læse, at du endnu ikke har barrikaderet dit hjerte bag høje mure.

Og måske endnu mere skønt, at du nu har mødt et menneske, som du synes er spændende, rart og tiltalende, også selv om det er din vens nye roomie.

Det faktum synes jeg ærligt talt ikke skal holde dig tilbage fra at undersøge, hvor gensidig flirten er. Så vidt jeg ved, findes der ingen sociale regler for, at roomies er off limit, med mindre det er din egen roomie.

Hvis frygten for, at din ven skulle have det på en måde med, at du dater hans roomie, er stor nok til at holde dig tilbage, så vend den lige med ham, inden du rykker på det.

Som din ven er jeg sikker på, at han under dig at undersøge, hvad dit crush kan blive til. Og hvis det slet ikke går mellem dig og dit crush, kan du og din ven jo altid mødes hjemme hos dig.

Hvor intet vover, intet vinder.

Hilsen Bonna Haagen Pedersen

SoMe-journalist på femina update og Vi Unge. En keeper – både i livet og på en fodboldbane (SVDB). Forsøger at embrace mit vinterhi, men glæder mig ekstremt til forår og varmer mig med at lære tyrkisk på aftenskole.

Svar 2

Kære dig, der rigtig gerne vil hjem til din ven(s roomie)

Først og fremmest vil jeg sige, at vi nok er mange, der har været, hvor du er lige nu.

Jeg har en god veninde, der har en ven, som jeg engang syntes var ret sød. Jeg spurgte hver gang vi skulle i byen, om nogle af hendes venner også var ude – og det var måske ikke megadiskret, når skuffelsen viste sig på mit ansigt, hver gang hans navn ikke var blandt de venner, hun nævnte.

Til sidst måtte jeg være ærlig over for min veninde og sige, at jeg crushede på hendes ven. Og hun syntes, det var fedt, og at vi ville passe godt sammen. Men jeg må være ærlig og sige, at jeg aldrig gjorde mere ved det.

Jeg syntes simpelthen, at det ville være for akavet og sårbart. Hvad nu hvis den ene havde såret den anden – hvad skulle min veninde så have gjort? Hvad nu hvis hun fortalte ham noget, som jeg havde fortalt hende i fortrolighed – eller omvendt?

Så jeg forstår godt, hvordan du har det. Og roomie-situationen gør det kun mere indviklet. Hvad hvis man slår op? Kan du så aldrig besøge din ven igen?

Men hvis du er vild med ham, kan du tage nogle små skridt for at se, hvilken retning det kan gå i. Det første skridt er at snakke om det med din ven, hvis du ikke allerede har gjort det. Måske er din ven helt vild med idéen?

Jeg ved godt, at man siger, at "kærlighed kender ingen grænser". Men der skal sættes nogle grænser. Du kan ikke ringe til din ven, hver gang roomien ikke svarer på dine beskeder. Det er at sætte din ven – og roomien – i en sticky situation.

Men ellers siger jeg go for it! Det kunne jo være begyndelsen på en fantastisk kærlighedshistorie.

Hilsen Marie Møllegaard Andersson

Storelsker af alt inden for popkultur og livsstil. Når jeg ikke holder mig opdateret på det nyeste indhold fra streamingtjenesterne, står jeg nok i hundestrækket i yogastudiet på Østerbro.

Læs også