pe
Liv

Hun skulle være mor for første gang. Men midt i det, der skulle være den lykkeligste tid, blev hun indhentet af fortiden

31. august 2023
Af Tine Bendixen
Foto: Kamilla Bryndum
Mette Bluhme Rieck var 27 år, da hendes mor døde af en kræftsygdom. "Det er sådan nogle år, man ikke ønsker for nogen, at de skal opleve. Det var bare to år, hvor alt røg på standby."

1930’er-villaen i Charlottenlund er stadig under ombygning. Mette Bluhme Rieck og Kasper Nielsen købte huset sidste år, men vejen mod målet har været brolagt med kommunale tilladelsesudfordringer, en hverdag med basale mangler – man kan godt vaske op under bruseren i ugevis – og håndværkere, der periodisk tror, de kan være på flere byggepladser samtidig, men nu kan man sagtens se funkishjemmet tage form.

Det bliver flot, præget af gennemtænkte løsninger og udsøgt kunst og uden overflødige dikkedarer. Så hvem skulle have troet, at den ene af de to voksne, der bor i huset, faktisk er lidt af en hoarder. Og det er ikke Kasper.

Næ, vi taler om en kvinde, der i flere år havde et voksende antal flyttekasser fyldt med loppefund stående i kælderen påklistret skiltet “Sommerhus” – uden at have et sommerhus. Og det er på en eller anden måde også rart at vide, at værten i DR’s nye “Danmarks næste tøjdesigner” har et nærmest kærlighedspræget forhold til sit tøj.

Hvor mange par sko har du?

– Åååh! 60-70 par, tror jeg. Jeg er virkelig dårlig til at smide ud og har virkelig mange gamle par sko. Jeg er en samler af Guds nåde. Helt vildt. Kasper lever jo af at købe og sælge ting (hos auktionshuset Bruun Rasmussen, red.), så han har et meget mere organisk og mindre sentimentalt forhold til ting. Det handler om at nyde dem i en periode, og hvis vi ikke bruger dem, er det videre.

– Jeg kan knap nok rydde op i mit skab, uden at det gør ondt i 14 dage. Men det er jo … mit issue. Jeg lægger minder og følelser i tøj og sko, jeg kan ikke bare give slip. Jeg har også virkelig meget gammelt tøj, som jeg aldrig får på. Jeg har kasser af det nede i kælderen, som skal sælges eller gives videre – når jeg er klar.

“Mettes tøjmindekasse” er der også en, der hedder. Den rummer f.eks. den trøje, hun engang vandt et volleyball-stævne i. Eller den bluse, hun bare måtte eje, da hun i 9. klasse stod i forretningen Mads Nørgaard.

pe

– Det bliver aldrig givet væk. Punktum. Det er en form for scrapbog for mig. Jeg er bange for, at minderne om de der perioder i mit liv forsvinder, hvis jeg skiller mig det. Men jeg ved godt, det kan lyde skørt, at en udtrådt sandal også kan være et minde, og jeg skal nok også få ryddet op. Nu er jeg lige flyttet, det er en god anledning til at få kigget lidt på det hele.

Well, hun har jo flyttet det hele med …

Da Mette var barn hjemme i Vestjylland, gjorde hendes ellers elskede mor en gang om året noget, som Mette fandt helt rædsomt. Hun afholdt Sorte Grydens Dag.

Det indebar, at hun lagde en stor sort sæk midt på gulvet, og så skulle Mette og hendes søster fylde den med alt det tøj og legetøj, de ikke længere brugte. Mette ville helst ikke af med noget som helst.

– Det var den mest forfærdelige dag på året. Sorte Grydens Dag var vitterligt en sort dag. Jeg kan stadig huske følelsen, det er nærmest et traume for mig. For det var bare ikke mig at skulle sortere ud på den måde.

Så tidens mantra om, at når man ikke har haft noget på i et år, så skal det ud?

– Det er jeg tydeligvis ikke fan af! Men altså, mode kommer jo tit igen, og så giver det også mening at gemme det.

Hun peger på sine vide cowboy-bukser, som var moderne i 1970’erne, i 1990’erne og er det igen nu.

Mette Bluhme Rieck

40 år, vært på DR’s “Aftenshowet” og lige nu også aktuel som vært i “Danmarks næste tøjdesigner”, hvor 50 designere i seks programmer a la Bagedysten” skal konkurrere om at få deres designs ud i butikkerne.

Privat kæreste med Kasper Nielsen, vurderings- og salgsdirektør hos auktionshuset Bruun Rasmussen. De bor i Charlottenlund med børnene Viggo på fire og Bille på et år. Kasper har to store børn fra et tidligere forhold.

– Også med den tid, vi lever i – miljø og klima – er vi nødt til at prøve at tænke anderledes med hensyn til tøj. I “Danmarks næste tøjdesigner” er der en hel generation af unge designere, og det er helt naturligt for dem automatisk at tænke bæredygtigt, det er slet ikke et tema.

– Jeg tænker efterhånden også selv over at investere i lidt bedre, dyrere tøj og mindre mængder af det, sådan lidt mere slow fashion – langsom mode.

Er tøjsamlermanien noget, I diskuterer herhjemme?

– Hmmm. Jamen, det er jo skørt, for vi bor egentlig rimeligt minimalistisk, men jeg finder jo opbevaringssteder. Det er sådan noget med at gemme det i mit skab og nede i kælderen. Det var også derfor, vi fik sommerhus i sin tid.

– Jeg gik og blev fristet af alle mulige ting på loppemarkeder, fordi jeg lavede en masse programmer med loppetema på det tidspunkt, og Kasper var sådan, “Jamen det skal ikke stå herhjemme” og “ikke flere af de der”.

– Kompromisset blev, at jeg måtte lægge det i en kasse og skrive “sommerhus” på. Da vi til sidst havde tre-fire kasser i kælderen med “Sommerhus” på, købte vi faktisk et på Falster.

Veto

Fælles fodslag i forholdet. Det er Mette, der hovedsagelig har været “byggeleder” på husprojektet, fordi hun har været på barsel med lille Bille. Men de endelige beslutninger tager de i fællesskab. Også indretningsmæssigt.

– Traditionelt set – sådan har det i hvert fald været igennem mine tidligere parforhold – er det kvinden, der primært går op i indretning. Sådan er det ikke hos os, jeg får kamp til stregen, vi er virkelig lige om det.

– Vi startede rimelig meget fra nul begge to, da vi mødtes, men Kasper havde alligevel nogle ting med, fordi han har været mange år i sin branche og ved en masse om kunst og kunsthåndværk.

– Indretning er helt klart en fælles ting for os. Det er ikke noget med, at jeg bare siger: “Vi skal have en pude i vinduet” og går ud og køber den. Næ, det er virkelig: “Skal den være i læder? Hvor lang skal den være? Og i den eller den kvalitet?” Vi skal virkelig blive enige om, at det er det rigtige.

De har simpelthen en regel: Man kan nedlægge veto.

– Det er oftest mig, der nedlægger veto, fordi Kasper tit slæber kunst med hjem, når han falder over noget og lige kommer til at byde på det, selv om jeg havde sagt, at det vidste jeg ikke rigtig…

– Men vores aftale er, at det må komme hjem, og man må give det tid – nogle gange et helt år – men så må man godt komme med det endelige nej. Nogle gange sælger han det bare igen med det samme.

Men så er der de andre gange …

– Hvor han har lagt det under sengen! Det opdagede jeg, da vi skulle flytte, der lå stadig nogle billeder, som jeg havde nedlagt veto mod for flere år siden, de lå bare inde under gæstesengen! Han håber stadig, at han en eller anden dag kan finde det der rigtige sted, hvor jeg også vil elske det røde og blå Victor Vasarely-værk.

Kompromis

Mette og Kasper mødte hinanden under optagelserne til DR’s antikserie “Guld på Godset”. Han var ekspert, hun var vært.

– Jeg havde ikke lige set det komme. Han er 12-13 år ældre end mig og havde to børn i forvejen, jeg tror ikke, han havde været med i søgekriteriet på min Tinder-profil, hvis jeg havde haft sådan en.

– Jeg blev egentlig ret overrasket over, at det var der, kærligheden gemte sig. Jeg tror ikke, jeg havde fundet ham, hvis jeg havde skullet stille mine kriterier op.

– Internettet og datingprofiler er jo en supergenial måde at møde hinanden på, det er bare også farligt, for det gør, at vi sætter kriterier op for, hvad vi selv tror, er det bedste for os.

– Men jeg tror ikke altid, at det, vi tror, er det bedste for os, faktisk er det bedste for os. Når kærligheden virkelig rammer én, er det ofte, fordi den er noget andet, end man havde regnet med.

Hvad har livet så lært dig om kærlighed?

– Orh … jeg vil sige, at jeg har lært om kærlighed, hvor meget det også er et kompromis. Jeg har lært, at kærlighed er et valg. Eller parforholdet er i hvert fald, hvis du gerne vil være i et over længere tid. For du træffer et valg hver dag om at ville være i den relation.

– På de store linjer: Er det os to sammen, og hvor vil vi hen med vores liv og vores børn osv.?

– Nede i detaljerne: Gider jeg brokke mig over det her, og er det måske egentlig lige meget, om skeen ligger den ene eller den anden vej? Mange gange er det lige meget.

– Nogle af dem, jeg kender, som har været singler langt hen i livet, selv om de har ønsket det anderledes … jeg synes, jeg tit kan høre, at de bliver så kritiske. En mand skal være mellem den og den alder og se sådan og sådan ud, og han skal ikke have børn, og så gad man ham bare ikke længere, fordi han gjorde sådan og sådan.

– Nå, okay. Men du gør vel også selv irriterende ting, ikke?

– Det er noget, jeg selv øver mig på, og Kasper er meget bedre til det end mig, for jeg kan godt stadig have en idé om, at der er en rigtig måde at gøre tingene på, og så skal jeg ligesom forsøge at få os begge to til at gøre tingene på den måde …

– Kasper er meget mere rummelig. Han er så rummelig, at han kan få mig til at glemme, at han jo også går på kompromis med mig – fordi jeg slet ikke mærker det.

– Men jeg må da også være lidt træls at bo sammen med, når jeg har så mange stærke holdninger til, hvordan tingene skal være. Dér tror jeg bare, han mere går med på nogle ting og tænker: Nå ja, hvad fanden, hvis det gør hende glad … jeg øver mig i at kunne gøre det lige så meget den anden vej.

pe

Parforholdet koster også noget?

– Det er jo det. Det er en transaktion på en eller anden måde. Fordi du også betaler. Du kan jo ikke kun få, så bliver din rygsæk også alt for fuld til sidst, du er også nødt til at give noget. Og specielt med sådan en samler som mig kan det godt være svært at skille sig af med noget af det, man ligesom har, men man er nødt til at give for at få.

– På den måde tror jeg, at kærligheden er et valg: Okay, i dag får jeg det her, men så vælger jeg til gengæld at give det her, det vil jeg gerne.

– Og den dag, man synes balancen er skæv, eller man ikke længere er villig til at give det, man skal af med, for at få det, man ønsker retur – ja så er man i bedste fald bagud med en snak om forventninger og i værste fald allerede mentalt trådt ud af relationen. Det er vel egentlig det, det kan koges ned til.

Hvorfor holder det her?

– Ja, 7-9-13 holder det i hvert fald endnu! Vi kan ikke blive skilt, fordi vi ikke er gift! Nej, vi plejer at sige, at vi ikke kan gå fra hinanden, fordi vi ikke kan blive enige om, hvem der skal have børnene.

Sagt med et grin.

– Der er jo udfordringer nok i sådan et parforhold med to små børn og et byggeprojekt og to job, der kræver meget af os hver især og på skæve tidspunkter, men jeg synes faktisk, at vi er rigtig gode til at tale om tingene. Sådan tage dem i opløbet og tage nogle mindre skænderier, inden de bliver til de store skænderier.

– Mine forældre sagde altid: “Skat, vi skændes ikke, vi diskuterer.” Det vil jeg faktisk også sige, at vi gør herhjemme. Vi kan godt sidde en aften, hvor det kan blive sådan ophedet, hvis vi virkelig diskuterer. Hvordan jeg har opfattet nogle ting, eller hvordan han synes, jeg i en periode har gjort sådan og sådan.

– Vi kan godt gå til makronerne. Men vi prøver at forstå hinanden, og jeg synes, vi hver især går og tygger på det og forsøger at rette ind bagefter. Jeg tror egentlig, det er meget sundt og det, der holder os på sporet.

– At man får lov til at sige tingene højt i stedet for, at man bare går og gemmer på irritationen. Det handler – igen – om at give og tage.

Og – meget vigtigt:

– At holde af hverdagen. Hamsterhjulet har fået sådan en negativ klang, hverdagslivet bliver associeret med det der hamsterhjul, som om det er forfærdeligt. Jeg synes, vi skal lære at holde af hverdagen.

– Der er edermame meget leverpostej, når man har små børn. Det gør så meget desto mere, at man skal huske at holde af alt det, der faktisk er.

Flov

Mette har efterhånden arbejdet mere end 20 år i tv-branchen. “Metoo”, siger jeg. Dét har de også diskuteret ivrigt i byggerodet. Og Mette siger:

– Vi har haft mange snakke om det herhjemme. Jeg har ikke på egen krop oplevet noget, men jeg har mange eksempler på små ting, jeg har set og hørt. Hvor man bare advarede hinanden lidt i stedet for at gøre noget ved det: “Du skal lige passe på ham der, når han er fuld”. Eller: “Hørte du, at hende der gik med ham på toilettet?”

– Hvor jeg først nu tænker, gjorde hun det egentlig frivilligt? Hvorfor var der ikke nogen, der undrede sig over det?

–Der er bare nogle ting, hvor jeg bagefter går helt i chok over, at vi ikke satte større spørgsmålstegn ved det, så jeg har en kæmpe taknemmelighed nu. Jeg synes, det er fantastisk, at vi er blevet bevidste.

– Jeg har været flov i den forbindelse, og jeg tror, mange af os tænker: Guuud, vi har jo godt vidst, at det her foregik, hvorfor har vi bare tænkt, at det ikke kunne laves om? Hvorfor har vi bare fundet os i, at det var sådan, vi gjorde eller sagde? Det er, som om vi kollektivt først nu er kommet i tanke om, at vi sgu da kan gøre noget ved det.

Og så taler vi om Lizette Risgaard, uden at tale om Lizette Risgaard. Vi taler bare om, at hun er den første kvinde i rækken af mænd, der er #MeToo-faldet herhjemme, og derfor siger Mette:

– Det handler ikke om køn, det handler om magt. Selvfølgelig skulle der komme en kvinde på et tidspunkt. Det har der jo ikke været. Altså … misforstå mig ret, det er altid en ulykkelig situation, når nogen er blevet krænkede, men … jeg har ligesom glædet mig til, at der kom en kvinde.

– For argumentet, som jeg har holdt højt både i diskussioner herhjemme og offentligt, er, at det ikke handler om mænd eller kvinder, det handler om en magtudnyttelse i en relation, hvor folk har svært ved at sige fra.

– Men når der hidtil kun har været mandlige eksempler, forstår jeg godt, at det er kommet til at handle om køn. Det eneste, jeg er ked af ved #MeToo, er, at det langt hen ad vejen er blevet misforstået som ét køn imod et andet, men det skal absolut ikke blive mændene mod kvinderne, det er lige præcis ikke det, det handler om.

– Det handler om, at vi er på samme hold imod en uretfærdighed og noget, der bare ikke skal ske. Der er nogle strukturer, vi alle sammen skal sige nej overfor. Men jeg synes, vi har en bevidstgørelse, der gør, at folk tør sige fra.

Samtidig med, at vi altså lige holder snuden i sporet:

– For i en brydningstid bliver tingene ofte meget ekstreme i en periode, og dér, synes jeg, vi er ved at være i det nu. Der er mennesker, der trækker sig fra stillinger, hvor jeg tænker: Var det nu nødvendigt? Der har på det sidste har været eksempler, hvor folk har været for krænkelsesparate.

pe

– Det kan godt være, man lige skruer lidt for meget på nogle ting her i starten, og vi skulle gerne lande et sted i midten på et tidspunkt, men jeg håber, at noget af det bedste, vi kan få med fra den her tid, er, at vi når så langt, at vi tør have øjnene åbne på en anden måde.

– Jeg kan godt føle, at jeg har gået med en slags sky for øjnene, og jeg synes, jeg ser nogle ting klarere nu.

Provokerende

Mette er oprindelig fra Jylland “med alt hvad det indebærer”. Begge forældre var folkeskolelærere.

– Med fødderne dybt begravet i den jyske muld. Jeg er rundet af leverpostejmadder og superdejlig god og jævn middelklasse i Esbjerg.

Der findes ikke mange billeder af Mettes mor, Rosa, for det var typisk hende, der tog familiebillederne, og de få, der er, siger Mette, “bor” hjemme i hendes fars skab. Der gik to år, fra kræften blev opdaget, til Rosa døde som kun 53-årig i 2011. Mette var 27.

– Det er sådan nogle år, man ikke ønsker for nogen, at de skal opleve. Det var bare to år, hvor alt røg på standby. Jeg passede mit studie, og det var det.

Kunne I snakke om alvoren?

– Ja, det synes jeg godt, vi kunne, men der var selvfølgelig ting, der var svære – særligt mod slutningen. Men … det provokerede mig helt vildt, at hver gang folk hørte, at min mor var syg, eller hvor det lakkede henad, havde de en standardsætning: “Nå, har I så fået snakket?”.

– Altså om hvad? Seriøst, det er min mor, vi har snakket sammen hele livet! Er det mon, fordi du har en stor hemmelighed i din familie? For det har jeg ikke.

– Eller havde jeg? På et tidspunkt prøvede jeg at vende den om: Bliver jeg så provokeret, fordi der faktisk er noget? Men det var tydeligt for mig, at jeg bare ikke havde et forhold til min mor med alle mulige issues og ting, der skulle tales ud om.

– Så jeg kom frem til, at det var dét, vi skulle snakke om: Måske skal jeg lige præcis takke hende for, at hun har givet mig et en opvækst og et liv, hvor jeg nu står her og ikke har alle mulige skeletter, der skal ud af skabet.

Mette satte sig til tasterne og skrev et brev til sin mor. Syv-otte tætskrevne sider. Det længste brev, hun nogensinde har skrevet.

– For man sætter sig ikke bare ned og siger: “Nå mor, nu skal vi tale om, hvordan jeg kommer til at savne dig og tak for hele livet.” Så jeg skrev det i stedet. Det er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort.

– Jeg læste brevet op for hende, mens min far og min søster også var der. Og bare det gjorde det på en eller anden måde nemmere efterfølgende.

– Brevet handlede om alt fra små hverdagssituationer, hvor jeg vidste, jeg ville komme til at stå og mangle hende – nu bliver jeg helt rørt igen … men også om de store ting i livet: “Når jeg får børn”. Det er det værste for mig … åh, selv om det er 12 år siden, altså … jeg kan slet ikke have, at hun ikke kender mine børn.

Sorgen sidder i stemmen.

– Jeg gik i lang tid og håbede … ej, jeg kan slet ikke snakke, er det ikke vildt, det er jo så mange år siden … men jeg håbede, at hun også havde skrevet et brev, som hun måske havde sagt til far, at han skulle give mig, når jeg fik mit første barn eller skulle giftes.

– Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun ikke har orket et midt i sygdommen, men … tænk, hvis hun havde gjort det. Tænk hvis der flere år efter kunne komme en stemme med nogle tanker fra hende.

– Da jeg skulle have Viggo, oplevede jeg, at min sorg kom igen. Det var helt forfærdeligt at skulle være mor, uden at hun var her, det var sådan dobbelt uretfærdigt, hun døde en gang til for mig. Lige midt i det, der skulle have været den lykkeligste tid, blev jeg bare ramt af en kæmpe sorg igen seks-syv år efter hendes død.

– Og der er kommet et helt nyt aspekt i det efter Viggo. Jeg synes, det er så svært. Hvordan giver jeg mine børn, der aldrig nogensinde har mødt hende og aldrig kommer til det, et forhold til en kvinde, der betyder så meget for mig?

– Jeg har aldrig påduttet Viggo noget, for jeg har syntes, det var svært. Men nu er han så nysgerrig, og han suger til sig, man skal passe på, hvad man siger.

– Han taler meget tit om det: “Åh, mormor blev meget syg.” “Ja det gjorde hun, skat.” “Og du prøvede alt muligt.” “Ja, det gjorde jeg.” “Og du bliver nogle gange meget ked af det, og vi savner hende.” “Ja det gør vi.”

Har hendes død gjort dig bange for døden?

– Hmm … jeg er blevet mere bange for at glemme at leve inden, tror jeg. Det var meget livsomvæltende for mig, det rystede mig i min grundvold, mit liv rystede fuldstændig, og jeg tror bare, det stadig sidder i mig.

Konklusionen er, at det vigtigste er at være tro mod livet:

– Gør da det, du har lyst til! Du ved ikke, hvor længe du er her. Der kommer ikke nogen til sidst og siger tak for, at du blev et sted, hvor du måske ikke var helt glad eller dagligt gik på kompromis med dig selv for en eller andens eller et eller andets skyld.

– Der kommer faktisk ikke nogen og siger tak. Du bliver ikke benådet, når du ligger dér som 53-årig: “Ved du hvad, du har faktisk været et rigtig godt menneske, du får lov til ikke at dø alligevel”.

– Det var ikke sådan, det var, det så jeg bare! For hvis nogen var et ordentligt og godt menneske, der huskede at gå til lægen og altid tænkte på alle andre før sig selv, var det bare min mor. Og det er ikke et romantiseret billede, jeg har af hende, sådan var hun virkelig.

– Så det var så uretfærdigt, som det kunne være, og det betød også, at jeg tænkte: Der er sgu ingen grund til ikke at gøre, hvad man har lyst til, hvis det altså ikke er på bekostning af andre, for der kommer altså ikke nogen og siger tak for, at du ikke gør det, der gør dig glad.

Bl.a. derfor er det helt okay, at Mette tager et smut til Kreta med børnene og en veninde. Midt i et halvfærdigt byggeprojekt. Mette griner og siger:

– Var det seriøst lige det, vi syntes, der skulle bruges penge på nu? Skide da være med det!

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også