Han var familiens diplomat og forsøgte at mægle. Men den rolle sætter sig i én

Alex Schulman har en god ven. For nylig talte de om, hvor de ville tage hen, hvis nogen opfandt en tidsmaskine og inviterede dem til at prøve den. Vennen ville indstille datoen til 22. februar 1986 og tidsmaskine-gps’en til Tunnelgatan i Stockholm.

– Der hvor Olof Palme blev skudt, forklarer Alex Schulman med henvisning til mordet på den svenske statsminister, der stadig sidder som et kollektivt traume i den svenske folkesjæl.

– Så ville han stå dér med et baseballbat og slå den her morder ihjel, så Palme ikke døde.

Alex Schulman nikker lidt – som for at sige, at det ville være en fin måde at bruge tidsmaskinen på. Men det er ikke 1986, den svenske forfatter helst selv ville vende tilbage til. Han vil genopleve 1983.

– Jeg ville tage tilbage til “torpet”, vores ødegård, og bare stå der med far og rense net og smide fiskene i en spand, siger han.

– Det er det, jeg savner. Den følelse går ligesom ikke over. Man siger, at tiden læger alle sår og alt det der, men i nogle tilfælde er det ikke rigtigt.

En diplomat på fem år

I sommeren 1983 er Alex Schulman syv år. Hans far, Allan, er 63. En far, som er ældre end de andre fædre og allerede har fire store børn og et forlist ægteskab i bagagen, da han i 1974 gifter sig med den 32 år yngre Lisette Stolpe. De får tre sønner – Niklas, Alex og Calle.

Faren fylder meget. På godt og på ondt. Han er journalist og tv-producer i Sverige – alle kender ham, og han kender alle. En levemand, en bulderbasse, en dramaqueen.

Derhjemme kan han være en sjov og kærlig far, men han kan også tænde af på et øjeblik og blive rasende og voldsom. Moren er alkoholiker og svinger også følelsesmæssigt fra den ene yderlighed til den anden.

Alex er mellembarnet. Den, der altid er lidt i klemme, og den, der tager opgaven med at mægle mellem både sine forældre og sine brødre – og mellem brødrene og forældrene – på sig.

– Min far var som regel i godt humør. Men han kunne også blive virkelig gal. Råbe og skrige og vælte rundt. Altså, han var helt oppe og ringe – sparkede til ting og kastede ting ind i væggen, fortæller Alex Schulman.

Han fortsætter:

– Og min mor kom også nogle gange ud af sit værelse og var vred. Jeg følte, at jeg skulle være den, der fik det hele til at glide. Jeg var diplomaten.

Han kommer i tanke om en anekdote, der understreger den rolle, han påtog sig allerede som helt lille dreng:

– Da vi var børn, havde vi til jul sådan en lille bænk, hvor der sad tre pyntenisser på, med sække til julegaverne. For 10 år siden fandt jeg den igen – og så åbnede jeg en af de her sække med det, der skulle forestille at være julegaver. Det viste sig at være små stykker avispapir, som var foldet, så det lignede firkantede pakker.

– Jeg foldede en af dem ud, fordi jeg tænkte, det var sjovt at se en avis fra 80’erne, og så stod der noget, jeg havde skrevet, på den: “Niklas og mor har skændtes. Men det ved far ikke noget om. Jeg glæder mig til i aften”, fortæller han.

– Det var det, der optog mig: At mor og Niklas er uvenner, at far ikke ved det, og at hvis han finder ud af det, bliver han sur. Og det er juleaften, og jeg glæder mig, for jeg er fem år. Det er nok det sandeste billede på min barndom, fortæller han.

Alex og hans brødre vokser op og flytter hjemmefra. De flirter alle med den mediebranche, som faren har været en superstjerne i.

Alex drømmer om at blive forfatter – det har han gjort, siden han var barn. Han skriver flere romaner, som ingen vil udgive, og søger job som journalist på både aviser og magasiner, men bliver afvist gang på gang.

I 2003, da han er 27 år, dør hans far. Allan Schulman er 83 år og har været syg og svag længe. En skygge af den store mand, han var engang.

Alex og lillebror Calle er ude og feste i det stockholmske natteliv, da de får nyheden. Fulde og dybt rystede kaster de sig i en taxa for at tage afsked med deres far.

Blikket bagud

Scenen med turen fra dansegulv til dødsleje er med i bogen “Skynd dig at elske”. Den første bog, Alex Schulman fik udgivet. Det var i 2009. Den er først for nylig udkommet herhjemme – efter det danske publikum tog begejstret imod hans senere forfatterskab, bl.a. “Overleverne” og “Brænd alle mine breve”.

Det er i den anledning, han besøger København. 20 år efter farens død og 14 efter hans drøm om at blive forfatter endelig gik i opfyldelse, da han udgav bogen, der har faren og deres forhold som omdrejningspunkt.

Mens vi tanker kaffe, fortæller jeg ham, at jeg også er opvokset med en far, som var “nogen” i mediebranchen, og at jeg godt kan genkende nogle af beskrivelserne af det miljø i 1980’erne, som Alex Schulman skriver om. Han spørger, om min far stadig lever, og jeg nikker.

– Er han stolt af dig? spørger han, og jeg tror ikke, at spørgsmålet handler om hverken mig eller min far, men mere om den anerkendelse, han aldrig nåede at få fra sin far.

For selv om det er 20 år siden, han mistede sin far, og at han i den tid er gået fra at være kendisblogger og festabe til velrenommeret forfatter og far til tre børn, er det tydeligt, at hans egen far stadig fylder.

– Jeg har svært ved at blive klog på min barndom. Jeg kan stadig ikke finde ud af, hvad det egentlig var, der foregik. Jeg bliver ved med at prøve at forstå det, siger han.

– Jeg begyndte allerede at tænke tilbage på min barndom, da jeg var 10 år. Jeg skrev tekster om min barndom, da jeg var 11. Jeg har altid haft blikket rettet bagud, forstår du?

Han siger videre:

– Jeg har altid været besat af det, der var engang. Jeg er ikke optaget af fremtiden og helt ude af stand til at leve i nuet. I fortiden trives jeg, fungerer jeg, der ved jeg, hvad jeg skal. Det føles trygt for mig.

Sammenbruddets triumf

I “Skynd dig at elske” fortæller han, hvordan han gjorde sig hård efter sin fars død. Han sørgede ikke, han græd ikke – han kørte bare videre i livet med 200 km i timen. Kvinder, fester, arbejde.

Hvorfor var det så vigtigt for dig ikke at bryde sammen?

– Det var nok en overlevelsesstrategi, ikke? Det var jo sådan, jeg havde lært, at man klarer sig.

– Dengang jeg sagde til min mor, at jeg ville begynde i terapi, sagde hun, at det skulle jeg være forsigtig med. “Sket er sket, lad være med at rive op i fortiden”, sagde hun. Men det er så det, jeg har gjort lige siden, siger Alex Schulman.

Da du så endelig knækker, kalder du det en triumf. Hvad mener du med det?

– Jamen, for mig er det helende at gå ind i de her ting. At stå ved sorgen, at turde være i den. Og så komme ud på den anden side. Det er jo en triumf at få det bedre. Når jeg er færdig, føler jeg mig lidt mere hel.

Alex Schulman fortæller om den type traumeterapi, som hedder EMDR, hvor man sammen med en psykolog, i en slags halv hypnose, bliver ved med at vende tilbage til en særligt skelsættende hændelse i sit liv.

– Ideen er, at man læger sig selv ved hjælp af det urtraume, man lever med. I mit tilfælde er det, at mine far flåede mig ud af den bil, vi alle sammen sad i, efterlod mig – sit lille barn – på en mark og kørte væk, fortæller han og fortsætter:

– Da jeg i terapien nåede frem til det her minde, som jeg ikke vidste fandtes, græd jeg i en time. Ugen efter talte vi om det igen. Vi blev ved med at vende tilbage til det. Uge efter uge. Og til sidst var den her hændelse så gennemtrampet, vi havde været i alle dens afkroge, at den ikke havde den samme magt længere. Den var ikke lige så farlig.

Og sådan er det også med bøgerne, fortæller Alex Schulman. Ud over bogen om sin far har han skrevet om sin alkoholiserede mor i “Glem mig” og sin koleriske morfar i “Brænd alle mine breve”.

– Når man skriver, er man også nødt til at gå helt ind i de her minder. Når man skriver om dem, bliver man nødt til at tænke på dem. Og når man har skrevet et kapitel om 100 gange, er det, der står, ikke så skræmmende længere.

– På den måde er det faktisk lidt ligesom terapi. Det er ikke for terapiens skyld, at jeg skriver, men jeg har opdaget, at det har den sidegevinst, fortæller han.

Lugten af jordbærtyggegummi

Han er heller ikke bleg for at gå på opdagelse i fortiden, når han rejser Sverige rundt til forskellige forfatterarrangementer og havner i en af de mange afkroge af Sverige, han har boet i som barn.

– Jeg har stoppet ved nogle af de huse, jeg har boet i, og bare ringet på og sagt “hej, jeg boede her engang, må jeg komme ind?”. Det er jo egentlig ret grænseoverskridende. Men så går jeg rundt i de her gamle rum og tænker. Jeg søger altid tilbage.

– Det er nok ikke kun sundt …, funderer han og fortæller videre, hvordan han for nogle år siden også opsøgte en mand, som nu ejede den blå Volvo, som familien Schulman kørte rundt i tilbage i 1970’erne og 80’erne.

– Jeg kørte tværs over Sverige, og den her mand tog imod mig og åbnede garagedøren, så jeg kunne se bilen, og det var det sygeste … Altså, dér stod den!

– Jeg åbnede døren til bagsædet, og det første, jeg så, var en klat tyggegummi, jeg selv havde sat fast i loftet engang i 1982 eller sådan noget. Jeg krattede lidt i det, og så duftede det af jordbær.

Alex Schulman besluttede sig på stedet for at købe bilen, selv om den slet ikke kunne køre mere. 5.000 svenske kroner, mener han, at han blev enig med sælgeren om, men så fik han sin kone, Amanda, i røret.

– Hun blev så gal. “Hvor skal du have den her bil? I Stockholm? Skal du købe en garageplads til den? Til en bil, du ikke kan bruge? Nu skal du holde op. Kom hjem”, sagde hun, fortæller forfatteren.

Og sådan blev det.

Du fortæller i bogen om din fars store arkivskab, hvor han gemte ALT: Produktionsplaner fra sit arbejde, tidsskrifter, regninger osv. Det der med ikke at kunne give slip på fortiden – har I det tilfælles?

– På en måde, ja. Men jeg gemmer ingenting! Da jeg fandt den lap fra juleaften, tænkte jeg, at det var det vigtigste, jeg havde. Og nu er den væk. Jeg kan ikke passe på ting. Det er sølle, men jeg har det ikke i mig.

Og så alligevel.

For da jeg spørger Alex Schulman, om det selv at blive far forandrede det billede, han havde af sine egen opvækst, siger han:

– Min opvækst var jo både lys og mørk. Det, jeg tænkte, da jeg blev far, var, at jeg ville ønske, at jeg kunne tage det lyse med videre og lade mørket tilbage. Men det er svært.

Én ting, han har taget med fra sin barndom, er den traditionsrige Coca-Cola Cup.

En fodboldturnering, der udspillede sig i ødegården hver sommer, og som han også skriver om i “Skynd dig at elske”: Far stod på mål, og de tre brødre skiftedes til at forsøge at score på ham. Fem forsøg til hver. Gik bolden ind, vandt de en cola. Der blev ført nøje regnskab med vindere og taber år efter år.

Turneringen lever stadig. Hvert år til midsommer udfordrer Alex sine børn – og sommetider også sine nevøer og niecer – til kamp. Nu er det ham, der er målmanden.

Han hiver sin telefon frem og viser et par billeder fra den seneste Coca-Cola Cup. Sønnen med sol i øjnene og en cola i hånden.

Han scroller lidt videre og vender telefonen mod mig igen. Det er en video. Af en eller anden form for byggeprojekt. En miniaturemodel af et landskab.

– Det er “torpet”, siger han.

Ødegården, hvor han tilbragte alle somre som barn.

– Her er selve huset, fodboldbanen, bedene med radiser. Og her er søen, siger han.

Søen hvor han fiskede med far. Stod på bredden og rensede net og smed fisk i en spand.

Han viser et par billeder mere. Det er smukt lavet, med mange fine detaljer.

– Jeg har arbejdet på den i et år, siger han om det, der ligner et stykke legetøj for voksne.

Et minde i fysisk form. Og en form for tidsmaskine.

Artiklen blev udgivet i femina uge 9, 2024.