Gravid
11. april 2024

Kobberspiral: Alt hvad du skal vide om den hormonfrie spiral

Er du træt af hormonel prævention, sig nej tak til hormoner med en kobberspiral – men hvordan virker den egentlig?
Af: Olivia Zypikoff
Kobberspiral

Foto: Shutterstock

En kobberspiral er en lille T-formet platiskgenstand med kobbertråde. Kobberspiralen er en hormonfri præventionsmulighed, der tilbyder langvarig beskyttelse mod graviditet.

Hvordan virker en kobberspiral?

Kobberspiraler frigiver små kobber-ioner, der gør det sværere for sædceller at nå ægget og forhindre graviditet. Kobberet nedsætter sædcellernes evne til at bevæge sig. Processen ligner måden hormonspiralen opererer, men kobberspiralen gør det helt uden hormoner. Læs her om, hvordan en spiral opsættes og fjernes.

Hvad er prisen på en kobberspiral?

En kobberspiral koster mellem 300 og 400 kr. uden tilskud fra Danmark og har en virkningstid på 5-8 år. Prisen kan dog variere afhængigt af mærket på spiralen.

I modsætning til hormonspiralen, der koster omkring 1200 kr., er kobberspiralen betydeligt billigere. Dette er endnu en god grund til at vælge kobberspiralen. Når det kommer til køb af prævention, hører vi, at flere par begynder at dele denne udgift mellem sig.

Fordele og ulemper ved kobberspiral

Før du vælger kobberspiralen som præventionsmetode, så er det godt at kende alle fordelene og ulemperne:

Fordele:

  • Den forhindrer gravidtet
  • Den indeholder ikke hormoner
  • Den har en levetid på op til 8 år

Ulemper:

  • Den kan give øget menstruationsblødning og smerter efter indsættelse
  • Den kan give kramper, uregelmæssig menstruation og øget vaginal udflåd
  • Den er ikke egnet til kvinder, der ikke tåler kobber

Kilde: Sundhed.dk

Har kobberspiralen nogle bivirkninger?

Kobberspiralen kan medføre en række bivirkninger, som er vigtig at være opmærksom på. Mange kvinder oplever kraftigere og længerevarende menstruationer samt mellemblødninger, især de første måneder efter indsættelse. Hovedpine og ømhed kan også forekomme, skriver minprævention.dk

Kobberspiral og vægtøgning

En af de bekymringer, mange har ved valg af prævention, er vægtøgning. Med en kobberspiral er risikoen for vægtøgning minimal, da den ikke indeholder hormoner, der kan påvirke kroppens stofskifte. Dette gør kobberspiralen til et attraktivt valg for dem, der ønsker effektiv prævention uden at bekymre sig om vægtændringer.

Gravid med kobberspiral

Selv om kobberspiralen er en af de mest pålidelige præventionsmetoder, kan der i sjældne tilfælde opstå graviditet med kobberspiral. Det er vigtigt at være opmærksom på symptomer som udebleven menstruation eller uventet blødning og kontakte en læge ved mistanke om graviditet. Kobberspiralen har dog stadig en meget høj succesrate på over 99 procent, hvilket gør den til en sikker præventionsmulighed.

Hvorfor vælge hormonfri prævention?

Hormonfri prævention påvirker ikke kroppens naturlige hormonbalance, hvilket kan være attraktivt for dem, der ønsker at undgå hormonelle bivirkninger eller foretrækker en mere naturlig tilgang til prævention.

Flere studier viser, at hormoner fra prævention kan have negative virkninger på visse kvinder. Et studie fra Rigshospitalet fortæller: "at hormonel kontraception generelt domineres af gestagen (et kunstigt progesteron), der generelt trykker kvinders humør, og øger risikoen for depression".

Hvordan påvirker kobberspiralen ens menstruation?

Ifølge Sundhed.dk giver kobberspiralen typisk kraftigere og langvarig menstruation. Kvinder, der bruger kobberspiral, kan opleve øgede menstruationssmerter, i modsætning til hormonspiralen, som typisk giver mindre blødning og færre smerter.

Kan man bruge tampon, når man har spiral?

Efter indsættelsen af ​​en kobberspiral bør du undgå tamponer, samleje og aktiviteter som karbad, svømning eller havbad i de første fire dage for at mindske risikoen for underlivsbetændelse. Brusebad er tilladt. Efter de fire dage, er det tilladt at bruge tamponer igen. Hvis din partner oplever gener fra spiraltrådene, kan disse justeres af din læge.

Ballerine perlespiral med kobber

Ballerine perlespiralen har et unikt design med små kugler (perler) på en fleksibel tråd, hvilket gør den mere smidig og formbar sammenlignet med den typiske T-formede kobberspiral. Udover at indeholde kobber, som virker som et præventionsmiddel, består Ballerine perlespiralen også af et polymermateriale, der gør den mere fleksibel og tilpasselig til livmoderens form.

Ballerine perlespiralen kan være egnet til kvinder, der tidligere har haft problemer med traditionelle kobberspiraler på grund af størrelse eller komfort, og den kan også være et alternativ for kvinder, der søger en hormonfri præventionsmetode.

Prævention er dit eget valg

Når det kommer til prævention, er der flere forskellige muligheder at overveje: Kobberspiral, hormonspiral og ballerine perlespiral er tre ud mange muligheder. Hver type spiral har sine egne fordele og ting at overveje, så det er vigtigt at vælge den, der passer bedst til din krop og livsstil.

I sidste ende er valget af prævention dit eget, men kroppen er kompleks – søg læge og få en samtale om valg af spiral eller andre former for prævention.

Kilder: sundhed.dk, rigshospitalet.dk, minprævention.dk

Læs også