Baby
Familieliv

Ny forskning: Det kan være godt for babyer at se TV

10. oktober 2022
Af Aja Nøhr Larsen
Foto: Johner Images/Johner/Ritzau Scanpix
Nyt studie viser, at det ikke kun har negative konsekvenser, når små børn ser TV. Det afhænger nemlig af programmet og konteksten.

Hvis du har små børn, er chancen stor for, at du på et tidspunkt har placeret dem foran skærmen for at få et øjebliks ro.

Chancen for, at du har mærket et lille stik af dårlige samvittighed, er sikkert lige så stor.

Det kan måske skyldes anekdoter fra bedsteforældre, som synes det hele var bedre, dengang børn måtte få det bedste ud af et stykke legetøj af træ, eller den mor i mødregruppen, som prædiker om den skadelige effekt, det kan have på barnet at se TV, hvorfor hun har indført skærmfri tid derhjemme.

Og hun har til dels ret, for ifølge flere studier kan det skade børns sproglige udvikling, deres evne til at lege, og ting som hukommelse og koncentrationsevne, hvis de ser for meget fjernsyn.

Og børn ser mere og mere TV - fra 1997 til 2014 fordobledes tiden, som børn i alderen nul til to år ser fjernsyn. Det skriver videnskab.dk.

Men ny forskning viser, at det også kan have positive effekter, når de små børn ser TV.

Det kommer nemlig an på tv-programmets kvalitet og den kontekst, barnet ser det i.

- Svagt narrativ, hurtig klipning og komplekse stimuli kan gøre det svært for et barn at få information fra et program. Men når indholdet er passende for barnets alder, har det ofte en positiv effekt. Især når det er designet til interaktion, siger Eszter Somogyi, der er psykolog og en af forskerne bag projektet, til videnskab.dk.

En afgørende faktor er også, om børnene ser programmet med en forælder eller anden voksen.

Hvis den voksne engagerer barnet og stiller spørgsmål omkring programmet, kan det styrke børnenes læring, fordi de bedre husker og forstår, det de ser.

Tv’et kan dog ikke erstatte andre vigtige aktiviteter som socialisering, understreger forskerne.

Læs også