Molly og Søs Egelind: ”Vi synes begge to, at den anden skal være tankelæser”

For et par år siden overraskede Søs Egelind datteren Molly med en fødselsdagstur til yndlingsstorbyen, Amsterdam. De skulle cykle rundt, spise lækker mad og ”være åndssvage”, som Søs siger.

– Vi har en historie sammen med den by, fortæller hun.

– Vi var ude at spise, og sommelieren syntes, vi skulle have hele turen. Efter middagen sagde Søs: ”Nej, jeg vil ud at synge karaoke”. Så endte vi på en karaokebar, indrettet som en gyde i Tokyo med neonskilte og elledninger, hvor man swipede for at vælge sange og drinks på en iPad. Jeg væltede på cyklen på vej hjem, husker Molly.

Det er et godt billede på forholdet mellem Molly og Søs. Næsten lige så meget veninder som mor og datter. Men der er aldrig tvivl om, hvem der er den voksne. Det er Søs. ”Nu er jeg jo voksen”, siger hun somme tider.

– Ja, jeg har aldrig skulle tage ansvar for dig, siger Molly.

– Jeg tror, det er meget naturligt at gøre noget andet end det, man selv er opdraget med. Min egen mor kunne godt lade ansvaret være for meget op til mig, fortæller Søs.

Forfængelighed og selvkærlighed

Molly, hvad er det vigtigste, du har lært af din mor?

– Søs har lært mig altid at gøre mig umage. Hvis jeg skulle være kassedame, så ville jeg være den fedeste kassedame nogensinde. Det, man er i, må man lægge sin energi i fuldt og helt. I vores fag kan man ikke være forfængelig med, hvordan man ser ud. Man må gøre sig umage med karakteren, siger Molly.

– Vi er jo begge to forfængelige mennesker privat. Men vi er aldrig forfængelige på vores arbejde, siger Søs.

– Jeg kan huske, at der kom en stylist hjem til dig med kjoler i rødt og grønt og blomsterprint, da du var syg, fordi du var for dårlig til at gå ud. Men der skulle noget energi ind, fortæller Molly.

– Åh, det er en god idé at pleje sit udseende, især efter en lang dag, siger Søs.

– Du kan stå i fem minutter og smøre dig ind i creme hele vejen ned til décolleté. Jeg har lært af dig, at det sagtens kan være enormt selvkærligt at gøre noget ud af sig selv – når det ikke er med henblik på at skulle være noget andet, end hvad man er, siger Molly.

– Min mor var foregangskvinde inden for hudpleje, for det har hun sagt til mig, så længe jeg kan huske: "Din hud skal have fugt, og du skal rense den". Det har jeg lært af min mor, og det kan jeg se på min hud nu. Det har jeg givet videre til mine børn, fortæller Søs.

Jeg kan også det, du kan

Hvad gør du for at passe på din hud, Molly?

– Jeg bruger produkter med Q10, som er hudidentisk. Derfor er jeg glad for NIVEAs Q10-cremer. Missionen er ikke, at vi skal slette vores alderstegn og gå rundt og ligne babynumser, men det handler om at gøre huden så sund, den kan være. NIVEAs produkter er ekstremt demokratiske, fordi du kan få dem alle steder, de koster ikke det hvide ud af øjnene, og de kan let blive en del af rutinen. Rens af, giv noget fugt og husk solcreme, fortæller Molly.

Søs, har du også lært noget af Molly?

– Solcreme! Helt sikkert. Men Molly har så mange talenter. Du har lært at være handywoman …

– Det har du lært mig, siger Molly.

– Ja … Men der er så mange ting, jeg er inspireret af. Som mor har jeg været mere stresset med at tørre af og rydde op. Du er mere ligeglad – ikke i forhold til dine børn – men du siger bare, bring it on, frem med leret, og op i gardinerne. Det kan jeg kun anerkende, siger Søs.

Hvordan har Molly rykket sig i voksenlivet, Søs?

– Jeg tror, du fandt dig selv, da du endelig fandt din hylde og blev skuespiller. Da var der mange ting, der faldt i hak. Du brugte mange år på at undgå at blive skuespiller, siger Søs.

– Med alt, hvad jeg magtede! Det var jo det første rigtige skift i magtbalance – at skulle være et voksent menneske og sige, nu skal vi være kollegaer og ligeværdige. Jeg tror, det var en ydmyghed over for, at du er min mor, der holdt mig fra at blive skuespiller. Det var en forløsning endelig at turde sige: Jeg kan også det, du kan, siger Molly.

– Ja, for fanden, hvor jeg godt kan forstå dig, siger Søs.

Snakkede I om det?

– Ikke før det blev aktuelt, siger Søs.

– Du har faciliteret min egen opdagelse af det ved at stille helt andre spørgsmål. Det var en svær periode, fordi alle mine veninder vidste, hvad de skulle efter gymnasiet. Så havde vi nogle snakke, hvor du ikke nudgede – men hvor jeg kom frem til, at det jo var skuespiller, jeg ville være. Og så sagde du, jamen, så skal du gøre dig umage, fortæller Molly.

Lige stædige og lidt passivt aggressive

Selv om Søs bor på en gård 45 minutters kørsel fra Mollys lejlighed på Amager, hvor vi befinder os, har de daglig kontakt i en fælleschat med Mollys søster.

– Så ser vi Vild Med Dans og diskuterer, hvilken kjole der er grim, og hvem der danser dårligt, siger Søs.

– Ej, du er så negativ, udbryder Molly.

– Nej, nej, vi taler kun om gode ting, siger Søs med påtaget alvorlig mine.

Det lyder, som om I er meget tætte …

– Familielivet kan jo være en blindtarm på resten af livet, men Søs har været mor på en måde, hvor jeg altid bare har været med på arbejde, rejser og til fester. Det har givet mig en følelse af at være værdifuld, fra jeg var helt lille. Jeg tror, det er derfor, vi er så stor en del af hinandens liv, fortæller Molly.

– Men da du var i puberteten og i dine følelsers vold – du kunne tænde mig af sådan dér, siger Søs.

Hun knipser med fingrene.

– Og i lige måde! Vi er jo lige stædige, siger Molly

– Følsomme, hysteriske, kloge, vidunderlige, indskyder Søs.

– … Og lidt passivt aggressive. Vi synes begge to, at den anden skal være tankelæser. Når begge regner med, at den anden kan gætte, hvad der er galt, kan en konflikt godt trække ud, siger Molly.

– Den anden vil heller ikke gætte det, hvis det skal være på dén måde. Men vi er blevet dygtige til at lægge mærke til det, hvis vi gør det. Vi kender hinanden rigtig godt, det tror jeg nok, man må sige, fortsætter Søs.

– Jeg er også blevet ældre, så jeg kan bedre rumme, at du også er et menneske, og ikke kun er ”mor”. Når man er yngre, har man en forventning om, at moren også er en funktion. Min mor kan også have ting, der fylder, som gør, at hun måske er i hammerdårligt humør, når hun tager telefonen. Det tænker mine børn da ikke særlig meget over, og det skal børn heller ikke. Jeg er blevet mere øm over for min mor, siger Molly.

– Det kan jeg godt mærke, nikker Søs.

Permanente tuscher

Molly, har du opdraget dine børn anderledes, end din mor har?

– Jeg ved, at min mor har gjort noget bevidst anderledes end min mormor, for min mormor blandede sig i alt. Alt! Min mor har også meninger om alt, men hun deler dem først, når hun bliver spurgt, hvilket jeg synes er ret fint. Min mor har altid fulgt sin egen mavefornemmelse i sin opdragelse, og det har jeg været meget inspireret af, siger Molly.

Hvad har været vigtigst for dig at give Molly med i livet, Søs?

– Det må være det med at gøre sig umage. Jeg skal give et eksempel: Jeg var i Panduro Hobby for at købe tuscher til at skrive kort. Der stod en ung kvinde, og da jeg spurgte om tuscherne, sagde hun ikke ”ja, de ligger derovre”. Hun fulgte mig derhen. Så tog hun hætterne af en efter en og lagde tuscherne ned på armen med et lille vift, så jeg kunne se, hvor spidse de var, fortæller Søs.

– Du fik lyst til at købe det hele, siger Molly.

– Sikke en service! Et menneske, som er forelsket i tuscher. Hun havde sat sig ind i sortimentet, og jeg elsker det, siger Søs.

Molly: – Det har også gennemsyret mig, for jeg bliver så tiltrukket af mennesker, der kan noget, som gør sig umage, og som er stolte af det.