Kære mor. Det er sket flere gange, at folk har antydet, at det var lidt "træls" at bo så tæt på jer midt i noget alvorligt

Kære Karen. Kære datter.

Jeg synes, det er min tur til at stille dig et spørgsmål.

Jeg håber, du vil svare mig kærligt:

Hvad har det betydet for vores relation, at du har skullet hjælpe mig og være den stærke, da din far blev syg?

Det hele startede for snart et år siden.

Din far blev fra den ene dag til den anden sendt i kræftpakke, og vores liv var med et forandret. Siden har vi haft perioder med store bekymringer, operationer, stråler og samtaler om døden.

Det har været svært at skrive klummer til femina – i det hele taget har der været mange både personlige og professionelle ting, der skulle gøres, som i perioder har været umulige at finde energien til.

Jeg har heldigvis haft friheden til at skrue ned for mit arbejdsliv, når jeg er allermest fuld af bekymring, og når jeg skulle give særlig omsorg og opfinde praktiske løsninger på alting.

Denne sommer har vi boet dør om dør i fire år her i den gamle præstegård, og jeg ved, at din fars sygdom også har fyldt rigtig meget hos dig. Fordi vi bor så tæt, har du og din familie også været tæt på alvoren hver eneste dag.

Sådan er det nok for de færreste voksne børn, alle dem, der er flyttet langt væk.

Jeg husker, da min egen far blev alvorligt syg, og der var en togrejse på to timer mellem mig og mine forældres hjem. Jeg var i begyndelsen af 20’erne, og afstanden gav mig mulighed for at opretholde en vis form for normalitet i mit liv midt i bekymringerne.

Jeg husker, at jeg talte meget med min mor i telefonen, og at jeg følte et ansvar for at passe på hende.

Hun skulle ikke passe på mig, for hun havde rigeligt i at passe min far.

Måske har jeg forventet det sammen af dig – det føler jeg i hvert fald ofte blev udfaldet i de første måneder: at du bevarede roen og overblikket og gav mig plads til at være i uroen og kontroltabet, der fulgte med.

Det var en underlig følelse for mig, som mor, at give slip på det ansvar, der følger med forældreskabet. At du skulle være den store. Men det klarede du så fint. Og hvor er det dejligt, at der er nogen, der griber én, når man i en periode ikke kan stå selv, men falder sammen og bliver hjælpeløs.

Alle vores børn og svigerbørn har sluttet kreds om os. Der er meget at være taknemmelig for.

Ikke mindst at din far stadig er en aktiv farfar og morfar, spiller på sin elskede kontrabas til koncerter og med sine bands – og at vi i det hele taget har fået mere tid til at leve det gode liv med venner og familie her på Mols.

Men… er det ind i mellem for hårdt at bo dør om dør med din far og mig, nu hvor sygdommen også er flyttet ind i vores hverdag?

Kh Mor

Kære mor

Jeg husker ikke hvem, men det skete mere end én gang i sommer, at folk, jeg talte med, antydede, at det måske var lidt ”træls” eller ”besværligt” at bo tæt så tæt på jer midt i noget så alvorligt.

Man kan let dømme det som selvoptaget eller egoistisk.

Men i virkeligheden tror jeg, spørgsmålet bunder i noget dybere end behovet for en pause fra noget besværligt, og mere om det uoverskuelige i at leve side om side med døden i en periode og bevidstheden om, at vi skal miste dem vi elsker.

Måske særligt vores forældre.

Og ærligt – det har da været mega hårdt. Én ting er at bære min egen sorg og bekymring og sammen med jer få dagene til at gå uden at gå i stykker – der er også en flok børnebørn, der skal skærmes og et job, der skal passes.

I begyndelsen krævede det al min energi og mere til. Det er blevet lettere med tiden.

Alligevel har jeg aldrig tænkt, det kunne være anderledes. Det har været så meningsfuldt for mig at følge både far og dig helt tæt.

Der er ikke gået en dag, siden far blev syg, hvor jeg ikke har takket de højere magter for det held, at vi netop var flyttet fra København til Mols for at bo dør om dør med jer i tide til at kunne være der for jer, når I havde allermest brug for os.

At bo dør om dør med dig og far igennem en svær krise og få tilladelse og adgang til jeres sårbarhed, dødelighed og afmagt er den største tillids- og kærlighedserklæring, I har givet mig.

Ved at lade mig have de bredeste skuldre for en stund, fik jeg lov til at se og elske jer helt.

Det er hverken perfekt eller praktisk – det er sygdom, den gryende alderdom, et nye kapitel i jeres ægteskab og et kig ind i jeres kamp for at gå igennem det sammen.

Jeg mærker en kæmpe styrke og en ro i denindsigt, der følger med at bo sammen flere generationer.

Kære mor. Du giver mig indblik i livet som kvinde i en alder, jeg ikke kan forestille mig endnu, og vores relation vil udvikle sig, så længe vi holder vores samtaler i gang, husker at lytte til hinanden og vover at lukke hinanden ind i det sårbare og bede om hjælp, når fundamentet vakler.

Det vil jeg huske, når jeg engang selv har voksne børn.

KH Karen