For fem uger siden blev Lise Baastrup mor igen. Snart overtager hendes mand barslen
Foto: Hanne Juul
Denne artikel blev først bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.
For fem uger siden blev 39-årige skuespiller Lise Baastrup mor for anden gang. Om en måned trækker hun atter i arbejdstøjet, når hun skal optage anden sæson af DR-serien "Orkestret".
– Så tager Jacob over. Han kommer med de lange dage, og hvis bare jeg skal af sted i nogle timer, så malker jeg ud, siger Lise Baastrup til Se og Hør.
– Jeg er på barsel, indtil vi skal optage “Orkestret” om en måned, så tager Jacob over, siger Lise. Hun har børnene Laura og Elin med sin mand Jacob Dahl, 56. Foto: Hanne Juul
Til den tid er datteren Elin to måneder, og hun er derfor stadig afhængig af Lises mælk.
– Det lyder som en malkeko, men det føles også som om, at jeg er en malkeko, når jeg gør det, griner den bramfri skuespiller. Hun nyder at være blevet mor for anden gang, og er ikke i tvivl om, at det er en nem pige, hun har født.
– Det er en sød baby. Hun har sine spring, hvor kraniet vokser, og hun udvikler sig, og hun har ulvetime om aftenen, siger den populære skuespiller, som blev mor til Laura for fire år siden. Men hun har allerede glemt, hvordan det var.
– Det er meget mærkeligt. De første par måneder, hor man bare ammer, det er lidt i en døs fra første gang, forklarer Lise.
Sidste forår blev Lise og Jacob gift i Budolfi Kirke i Aalborg. Parret har datteren Laura på fire år og nyfødte Elin. Foto: René Schütze
Foto: Fotograf René Schütze
Fødte på 12 minutter
Fødslen af Elin husker hun stadig, selv om den foregik i rekordfart.
– Jeg fødte på 12 minutter, og det er 10 gange så voldsomt, når man føder så hurtigt, vurderer skuespilleren.
Hun havde glædet sig til fødslen, da hun var håbede, at hun ville sanse mere denne gang. Men sådan gik det ikke.
– Vandet gik, og det begyndte at murre (i maven, red.). Så ringede jeg, og på sygehuset sagde de: “Kom i morgen tidlig”. Så ringede jeg fem minutter efter og sagde: “Vi kommer nu”, husker Lise.
Det var en god beslutning, for hun nåede kun lige ind på sygehuset, før Elin sagde hej til verden. Det positive er, at smerten hurtigt var overstået, og så kunne hun tage hjem og nyde sin lille familie.
– Vi var der et par timer, hvor vi slappede lidt af. Jeg må indrømme, det er lækkert at føde på Hillerød. Der er klavermusik og en kæmpe skærm med solopgang. Og det var fandeme også et godt personale, roser Lise.
Sjovt at være skurk
I påsken er hun aktuel i DR’s “Troldehjertets Hemmelighed”. I syv afsnit får seerne endnu engang lov at følge livet i landsbyen Lindestrup, hvor Lise Baastrup spiller den bryske oldfrue Miriam.
– Man kan se det som en skurk, som en der gerne vil stoppe alle børnenes mål, forhåbninger og glæder. Oldfruen lever efter de regler, der er, og sørger for, at de bliver overholdt, forklarer hun.
– Skurken er altid sjov at spille, for det er det, man ikke må være i virkeligheden.
Hun elsker at lege som skuespiller, og det får datteren Laura på fire år også glæde af.
– Jeg øver meget overfor min datter. Hvis jeg skal lave tegnefilm, så laver jeg stemmer for hende. Så kan jeg se, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Det sætter også min fantasi i gang.