Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Kom med i Sofie Münsters terapirum for forældre

Familieliv

Far føler sig utilstrækkelig: Min søn vælger mig fra, når han vil trøstes

27. juni 2023
Af Trina Nielsen
Foto: Unsplash
I andet afsnit af podcasten Forældreterpai åbner en far op om de svære følelser, han får, når hans søn dagligt fravælger ham. Psykologen fortæller, hvordan begge forældre er med til at fastholde et mønster.

– Han siger, at han vil have mor. Og at det kun er mor, der dur. Det vækker helt klart en følelse af utilstrækkelighed og afmagt i mig. Jeg bliver ked af, at jeg som forældre ikke kan være tilstrækkelig over for vores barn og være den støtte, jeg godt kunne tænke mig at være over for ham.

Sådan fortæller en far i andet afsnit af podcasten Forældreterapi. Her bliver vi inviteret med ind i et rigtigt terapirum, når psykolog Sofie Münster hjælper forældre, der kæmper med konflikter og bekymringer.

Det er rigtige mennesker med rigtige og sårbare dilemmaer, og forældrene er anonyme i podcasten.

Det forældrepar, man som lytter er til terapi med i denne uges afsnit, fortæller, at de har en søn på fire år. De vil gerne have hjælp til at få et mere ligeligt forældreskab, så de begge kan for eksempel kan trøste ham og hjælpe ham.

– Mange af de praktiske dagligdagssituationer er der også en ulighed i forhold til, at han intuitivt vælger mor frem for far.

Ny podcast: Forældreterapi

Sofie Münster er psykolog med speciale i familier, par og børn. Hver dag sidder hun over for forældre, der kæmper med konflikter og bekymringer. I femina updates nye podcast bliver du inviteret med ind i et intimt rum mellem hende og en forælder, som hun ikke har mødt før, men som står over for et problem, som de fleste forældre vil kunne spejle sig i.

Lyt med til “Forældreterapi”, der hvor du lytter til podcast.

Psykologen spørger faren, hvordan han reagerer, når sønnen fravælger ham. Og han fortæller, at han godt kan finde på at trække sig, fordi det er lettest.

Følelsen af utilstrækkelighed, der hænger over ham som en blyklods, er ikke kun i forhold til sin rolle som far, men også som partner til sin kone, siger han.

Fordi han er nødt til at overlade håndteringen af så mange situationer til sine kone.

De har netop fået en nyfødt, og med nu fire børn i alt, ville han ønske, han kunne hjælpe og aflaste.

– Det er helt normalt, at børn i perioder foretrækker den ene forælder frem for den anden - men det kan også skabe nogle uheldige og fastlåste mønstre i familien - det er nok det, vi ser her. Når faren ender med at trække sig, bliver han mindre følelsesmæssigt tilgængelig for barnet. Så søger drengen over mod mor, og så har vi det vedligeholdte mønster, siger Sofie Münster henvendt direkte til lytteren.

Det er virkelig modigt, at faren tør lukke os ind i den her følelsesmæssige verden, fortæller psykologen videre - fordi det ikke er en verden, han er vant til at føle sig så tryg i.

Hun fortæller forældrene, at de begge spiller en rolle i at vedligeholde det her mønster, som på den måde også bliver en vane for sønnen.

Lyt til både første og andet afsnit af podcasten Forældreterapi her:

Læs også