Tak fritidsjob. Du har lært mig om livet, frituregryder og at hårdt arbejde betaler sig.

“Started from the buttom, now we’re here," rapper Drake.

Og det er nogenlunde den følelse, vi sidder med, når vi ser tilbage på de mange hårde og til tider mærkværdige fritidsjob, vi havde, før vi ramte voksentilværelsen og satte os ved hæve-sænke-bordet her på redaktionen.

Vi har samlet 10 af de mest spændende (og skøre) fritidsjob, vi har haft gennem tiden.

Listen vidner blandt andet om lovende karrierer inden for løgopsamling og knækbrødsbagning til årets julefrokoster - man skal jo have noget at falde tilbage på, ikke?

Maria, digital journalist

Da jeg var teenager, arbejdede jeg i det nu hedengangne supermarked Kiwi. Iført fuldstændig grøn uniform, grønne Crocs, grønne arbejdsbukser, grøn polo og grøn fleece gik jeg og fyldte op på hylderne og sad i kassen.

Engang fangede jeg en tyv ved at trykke på den silent-alarm, der sad under kassen. Min chef pågreb ham, og jeg fik en bakke flødeboller som tak.

En anden gang tabte jeg en hel kasse Gammel Dansk på gulvet, så lageret stank af sprit og urter i flere uger.

Derudover oplevede jeg også engang, da jeg sad i mit grønne outfit i kassen, at en kunde spurgte mig, om jeg ville med på date. Det blev et nej tak, tusind tak.

På et tidspunkt skulle vi tælle alle varerne i butikken op og sætte små post-its med antal ud fra hver vare. Jeg ville gerne optimere vores post-its-forbrug, så jeg besluttede mig for at skære min post-it blog over.

Jeg lagde post-it blokken på mit knæ, tog min hobbykniv og skar igennem både post-its, grønne arbejdsbukser og lårhud. Det blev til tre gode år og et stort ar.

Rita, digital redaktør

Mit studiejob var egentlig meget almindeligt. På en grillbar på havnen i Hirtshals.

Vi var kendt for vores gode stjerneskud og store bøfsandwiches med råstegte kartofler on the side. Og så var det et sted, der tiltrak mange interessante typer. Fra folk, der pakkede fisk på havnen til glade (og ofte lidt halvfulde) turister, der skulle med færgen.

En dag kom Jønke forbi, ja ham, og skulle have en bid mad. ”Tror du ikke sådan en stor fyr som mig, kan spise to ribbensandwiches?” spurgte han mig kækt. ”Jo, selvfølgelig!” svarede jeg. Til dessert skulle han have en varm kakao med flødeskum på toppen.

Tine, journalist

Som barn … da jeg var omkring 10-12 år, havde jeg en tjans på landet med at grave løg op i oktober. Det var vådt, koldt og muddersnasket. Gummistøvlerne hang i, fingrene blev iskolde, marken virkede uendelig og jeg havde vildt ondt af mig selv. Jeg tjente, så vidt jeg husker, 13 kroner. På en halv dag.

Det blev ikke et fast job …

Freja, digital journalist

Da jeg var 14 år, cyklede jeg rundt i byen med medicin til eks-alkoholikere og svage/ældre mennesker.

En af dem ville altid forære mig sin kuglepen, som hun savlede på, når hun skrev under på modtagelsen, hvilket resulterede i, at min taske var altid fyldt med kuglepenne.

En anden inviterede mig flere gange ind i sin stue, hvor han havde en hel vægreol fyldt med pornofilm. Den krøllede halvtredser, han fiskede op fra baglommen, gjorde, at det var det hele værd. Det var tider.

Sofie, journalistpraktikant

Jeg har haft et job i en kinesisk ravbutik i Bredgade, hvor der kun kom kinesiske turister ind, som selvfølgelig kun kunne tale kinesisk.

Mit job bestod blandt andet i at stille op til selfies med dem, samtidig med at jeg skulle gå rundt med en 100.000 kroners ravhalskæde.

Katrine, digital journalist

Mit første job var hos købmanden i den lille vestjyske by Staby. Her stod jeg som 13-årig og pakkede varer ud med en fyr fra klassen over mig, som jeg var lidt vild med, men han havde desværre allerede været kærester med min søster.

I baglokalet, hvor vi pakkede varer ud, sad byens single-mænd plus 50 med alkoholiske tendenser og drak ”bananer”.

Hos samme købmand lærte jeg at, at et blomkål med et dårligt blad eller en mørk plet ikke skal ud – det skal bare lige snittes til. Sådan gør en rigtig kjø’mand.

Når vi skulle spise frokost, foregik det hos købmand Flemmings søde kone, der havde en blomsterforretning ved siden af. Det var det kolde bord med alt det pålæg, der findes i verden.

Staby er desuden en lille by med 200 mennesker, så alle sagde: ”Du da den mindst ne’ fra Rosenbæk” – og det var jeg.

Mange af de ting, jeg lærte der, bruger jeg stadig i dag.

Dorte, redaktør

Jeg var motorbud for Jyllands-Posten … Jeg kørte rundt om natten og efterleverede de aviser, som budene havde glemt, og som folk klagede over.

Maria, studentermedhjælper

Da jeg gik i folkeskole og i starten af gymnasiet, havde jeg en sjov tjans op til jul. Jeg bagte knækbrød til en lokal restaurant i julefrokost-sæsonen. Det var meget efterspurgt på ostebordet.

Så jeg var det, man kunne kalde knækbrødsleverandør.

Katrine, digital journalist

Jeg boede i Paris og arbejdede på en café, hvor jeg en dag faldt i snak med en meget smuk ung mand. Jeg gav ham mit nummer, og vi mødtes samme aften.

Han var på besøg fra Sydafrika, men blev en dag ekstra i Paris for at være sammen med mig, før han tog videre til Portugal for at mødes med nogle venner.

Inden han rejste hjem til Sydafrika, tog han tilbage til Paris for at bruge endnu en weekend med mig. Og jeg troede i lang tid, at jeg skulle flytte til Sydafrika og gifte mig med ham, men det blev desværre ikke til noget.

Birgitte, journalist og rejseredaktør

Jeg har ikke haft studiejobs siden sommeren 1977 …

Det var lige efter gymnasiet. Jeg arbejdede som advokatsekretær-vikar hos et meget anerkendt firma i Aalborg. Det var en totalt ukendt verden for mig.

Mit job bestod mest i at renskrive breve og dokumenter for firmaets to advokater. Dengang – midt i 70’erne – foregik arbejdet ved hjælp af en båndoptager med fodpedal og en skrivemaskine med udskifteligt kuglehoved – meget avanceret teknik efter den tids standard.

Så der sad jeg, 18 år gammel, og skrev efter indviklede skøder på hushandler, breve til parterne i hårde skilsmissesager og noter om grimme voldssager.

Det var noget af en øjenåbner for mig, hvor skrappe breve en advokat kan sende og fortsat skrive ”Med venlig hilsen” nedenunder.

Jeg tog dog den hilsen til nye højder, da jeg en dag lavede en slåfejl i den ene advokats navn i signaturen på et brev. Han hed Knud til fornavn – men jeg havde skrevet ”Med venlig hilsen Knus …”

Heldigvis blev fejlen fanget, før brevet kom i postkassen, men jeg blev drillet resten af sommeren.