Bridget_Jones
Se, lyt & oplev

Vi labber romantiske komedier i os igen. Men de er ikke helt, som de plejede at være

5. oktober 2023
Af Louise Kidde Sauntved
Foto: MEGA & PR
Den romantiske komedie har i mange år været betragtet som en lidt underlødig genre, der havde sin storhedstid i 1990’erne og starten af 00’erne. Men efter et par år med corona-nedlukninger er den tilbage for fuldt blus – med mere på hjerte end nogensinde.

I er mit livs store kærligheder.

Sådan siger Jane Fondas Viv til sine tre bedste veninder, inden hun går ind for at sige “I do” til manden i sit liv, Arthur, i “Book Club – Rejsen til Italien”.

For den romantiske komedie handler ikke længere kun om, at dreng møder pige – for i 2023 er kærligheden ikke længere så let at sætte på formel.

I mange år lå formlen ellers helt fast – med et solidt afsæt i eventyrets “happily ever after”: Dreng møder pige – eller omvendt – og efter at have overvundet en række mere eller mindre store udfordringer får de hinanden til slut. Og lever, må det formodes, lykkeligt til deres dages ende.

Kaerlighed

Ofte er det venner, der finder ud af, at de i virkeligheden elsker hinanden, eller modsætninger, der mødes, og er lidt længe om at kunne høre den søde musik.

Og så er der selvfølgelig klassikeren om storbykvinden, der flytter tilbage til barndomsbyen langt ude på landet og falder pladask for enten barndomskæresten eller den lokale tømrer, der dufter så sensuelt af høvlspåner.

Romantisk, rart og forudsigeligt. Med lige tilpas doseret spænding og lidt til tårekanalerne.

Stort eller småt

Den romantiske komedie har eksisteret stort set lige så længe som filmmediet, men fik for alvor vind i sejlene med kæmpesuccesen “When Harry Met Sally” fra 1989, der i løbet af 1990’erne blev fulgt af bl.a. “Pretty Woman”, “Notting Hill”, “You’ve Got Mail” og “Sleepless in Seattle” – titler, der stadig den dag i dag bliver flittigt set på diverse streamingtjenester, og som gjorde Julie Roberts og Meg Ryan til kæmpestjerner.

Også herhjemme var vi godt med på bølgen med nyklassikere som “Den eneste ene” og “En kort en lang”.

Formlen var ufejlbarlig – nærmest sikret succes ved billetlugerne.

Lige indtil den ikke var det mere.

For efter årtusindskiftet begyndte den romantiske komedie at miste sit tag i publikum. Med bl.a. 9/11 krøb en ny alvor ind i publikums bevidsthed.

Tiden var ikke til at tage det let, og selv om vi måske nok havde brug for det, var tiden heller ikke til håb. I hvert fald ikke på biograflærredet, hvor dramaerne dominerede.

Samtidig var streamingstjernerne begyndt at gøre deres indtog, og med dem skrumpede biografpublikummet til film, der hverken kunne prale med 3D, bulder, brag eller effekter, der helst skulle ses på det store lærred for at give mening.

Holdningen syntes at være, at hvis man lige så godt kunne fange en film derhjemme, hvorfor så bruge penge på at se den i biografen?

De store filmstudier valgte derfor at satse på enten store effekttunge blockbusters eller indiefilm lavet på et mikroskopisk budget.

Den romantiske komedie forsvandt ikke, men den blev skubbet ud på et sidespor, og de følgende 10 år samlede mange manuskripter støv på hylderne hos uvillige produktionsselskaber, der ikke troede på deres markedsværdi.

Stjernerne er tilbage

Derfor kan det også virke lidt paradoksalt, at det faktisk også var streamingstjenesterne, der banede vejen for, at genren igen fandt vej til første række.

I 2018 kunne Netflix rapportere til branchebladet Variety, at over 80 millioner abonnenter havde set romantiske komedier i løbet af sommeren. Ikke mindst de klassiske romantiske komedier var populære.

Det stod lysende klart, at seerne ikke havde mistet interessen for hverken grin eller kærlighed.

Det betød ikke alene, at de romantiske komediemanuskripter blev støvet af, men det lykkedes også at lokke nogle af de helt store stjerner fra genrens storhedstid tilbage: Julia Roberts over for George Clooney i “Ticket to Paradise”, Reese Witherspoon over for Ashton Kutcher i “Your Place or Mine” eller Owen Wilson og Jennifer Lopez i “Marry Me”.

For bare at nævne et par af de titler fra de senere år, der har lukreret på en af de helt store faktorer i den romantiske komedies tilbagekomst: Nostalgi.

Længslen efter det der, set i bakspejlet, lignede en mere enkel verden. Længsel efter det trygge og genkendelige og ukomplicerede.

Film, der forsikrer os om, at lige meget hvor meget verden siden er gået op i sømmene, så skal det hele nok få en lykkelig slutning.

Men den romantiske komedie anno 2020’erne bryder også på flere måder med formlen.

“Dreng møder pige, og sød musik opstår” er ikke længere nok til at holde vores opmærksomhed fanget, de romantiske komedier skal kunne noget mere.

Se bl.a. en film som Shekhar Kapurs vellykkede “What’s Love Got to Do With it”, der tilføjede et mulitikulturelt twist til historien om to barndomsvenner, der vokser op i hver deres kultur, med hver deres forestilling om, hvad deres romantiske fremtid vil bringe.

Uden at kunne se, at lykken måske befinder sig lige på den anden side af hækken. Eller “Bros”, der følger alle de traditionelle genrekonventioner, men med et homoseksuelt par i hovedrollerne.

Eller den danske “Elsker dig for tiden”, af Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag, der gør op med tanken om den eneste ene i en verden, hvor det måske er mere realistisk at satse på “den seneste ene”. Og at det også er helt okay.

– Jeg har altid gerne ville lave film og tv-serier, der tog afsæt i virkeligheden. Hvor humor og drama lå i, at det skulle være genkendeligt.

– De romantiske komedier fra 00’erne er fantastiske, men vi manglede nogle, der passede til vores generation og til de udfordringer, vi synes, der er med kærligheden i dag, siger Julie Rudbæk om baggrunden for, at hun og Jesper Zuschlag lavede “Elsker dig for tiden”.

– De romantiske komedier har altid en “happy ending”, men det interessante er jo i virkeligheden, hvad der sker bagefter, når forventningerne til kærligheden møder virkeligheden. Det er i parforholdet, det virkelige arbejde ligger. Og hvad sker der så?

– Vi ville gerne undersøge, hvorfor kærligheden er så svær i dag, og om vi stadig tror på “for evigt”. Og det var dejligt meta-agtigt at lave den præmis i en romantiske komedie, fordi det jo også er de romantiske komedier, der sammen med musik og bøger har været med til at forme vores høje forventning til, hvad kærligheden skal være.

Julie Rudbæk oplever, at tiden lidt er løbet fra den meget rosenrøde fortælling om ukompliceret kærlighed.

– Der har været så mange datingprogrammer og realityprogrammer om kærligheden og parforhold, at publikum har en højere forventning til, at kærlighedsfilm skal kunne noget mere.

– Det er da dejligt at se en romantisk komedie, men det er mere interessant, hvis den både har det, vi går og drømmer om, men samtidig hiver virkeligheden ind, så publikum kan føle sig spejlet. For vi drømmer stadig om, at vores kærlighedsforhold ser ud som på film, men vi ved jo godt, at det ikke gør det. Og det clash gør, at mange bliver skuffede i kærligheden.

Vennekærlighed

“Elsker dig for tiden” handler ikke kun om parforholdet, men også om venskaber. Og lægger sig derved ind i en anden trend i forhold til den romantiske komedie, nemlig film hvor den helt store kærlighedshistorie ikke er parforholdet, men venskabet.

Ikke mindst i form af veninder, der udgør en alternativ familie, med alt hvad det indebærer af svigt, hjertesorger og stor kærlighed.

En fortælling, der for alvor blev sparket i gang af serierne “Sex and the City” og “Friends”, og kun har bidt sig mere grundigt fast siden.

Som i den aktuelle “Greatest Days”, hvor en kvinde mødes med sine ungdomsveninder igen efter 25 år, og opdager, at det er dem, der gør hende hel igen. Ikke den ellers temmelig vidunderlige og dedikerede kæreste, der har stået ved hendes side hele vejen.

– Da vi lavede “Elsker dig for tiden”, snakkede vi meget om, hvorfor samfundet kommer parforholdet så højt op på en piedestal, når flere og flere lever som singler, siger Julie Rudbæk.

Kaerlighed
Fra filmen "Elsker dig for tiden"

– Jeg tror, at venskaber er meget højt prioriteret i min generation. Og det er jo også et langvartigt kærlighedsforhold. Som man i øvrigt skal kæmpe for, på samme måde som man gør det i et parforhold, ligesom det er den samme sorg, der kan være, når et vennepar slår op.

Endelig har den romantiske komedie smidt udløbsdatoen langt væk.

Gråhårede kvinder i 60’erne er modeller for alt fra briller til sexet undertøj, og på film forsikres vi om, at det kan være lige så forvirrende, men fantastisk, at forelske sig i livets efterår, som når man er 20 og først lige skal til at gå i gang med det hele.

Måske endda mere – for var man ikke lige blevet færdig med det pjat? Jane Fonda er i hvert fald ikke meget for at blive trukket op til alteret i “Book Club – Rejsen til Italien”.

Men så har hun heldigvis de livslange veninder, der kender hende bedre, end hun kender sig selv.

Men uanset om det gælder vennekærlighed eller romantiske møder på tværs af køn, alder og kulturskel, er der én ting, den romantiske komedie stadig tilbyder, nemlig et afbræk fra den helt store alvor i verden.

En stund, hvor det kun handler om det nære og kære. Og måske er det lige hvad vi trænger til i en tid med pandemier, krig og miljøkatastrofer.

– Jeg har i hvert fald kunnet mærke en efterspørgsel i branchen i kølvandet på de senere års coronaepidemi, krig i Ukraine og dårlig økonomi, siger Julie Rudbæk og fortsætter:

– Jeg tror helt klart, at der er mange, der gerne vil i biografen for at se feelgood eller grine. Der er stor efterspørgsel efter komedier og romantiske film, fordi verden på nogle områder er blevet hårdere og sværere at navigere i.

– Vi har brug for at holde fast i nogle fortællinger med håb og noget feelgood, der giver et afbræk fra den virkelige verden.

Artiklen blev udgivet i femina uge 39, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:


Læs også