REJSER | Bo med kunst i Miami
Rejser

REJSER | Bo med kunst i Miami

24. maj 2017
af Anne Axholm
Elsker du kunst og vil se noget andet end de traditionelle kunstbyer Paris, Barcelona, London og Madrid? Så er Miami i USA noget for dig. Byen sprudler af kreativ energi og stormer frem med nye gallerier, kreative ildsjæle og et hotel, som er et kunstværk i sig selv.

Mange fra den kreative klasse i USA har allerede vendt New York ryggen til fordel for Los Angeles’ palmer, solskin og billigere huslejer. Men Los Angeles får konkurrence fra en ny og anderledes kant. Designere, reklamefolk og kunstnere sætter kursen mod Miami i Florida, som ellers mest er kendt for eksilcubanere, partyglade studerende på ‘spring break’ og solhungrende pensionister og charterturister.

Hvert år, når kalenderen viser december, slår den omrejsende karavane af verdens førende gallerier fra Nordamerika, Latinamerika, Asien, Afrika og Europa sig ned i Miami med Art Basel-messen. Det er kunstens modeuge, som viser det nyeste og mest nyskabende inden for skulpturer, installationer, malerier, fotokunst og film. Musik- og filmstjerner kommer dagen før den officielle åbning med deres private kunstrådgivere og udpeger, hvilke værker de er interesserede i – og her bliver langt det meste solgt. Dagen efter åbner Art Basel for almindelige besøgende.

https://imgix.femina.dk/madogbolig/miami-3.jpg

Se flere billeder og læs om Miami i galleriet nederst

Det er dog ikke længere kun den ene gang om året, at kunstscenen sætter sit aftryk på Miami. For et af byens hoteller, Faena, er et slags levende museum, fyldt med nogle af de største nulevende moderne kunstnere, og passionen for kunst har spredt sig som ringe i vandet i byen.

Popstjernen og kunstelskeren Madonna holder eksklusive koncerter på hotellet – klædt ud som en voksen dukke. Hollywood-skuespilleren og miljøforkæmperen Leonardo DiCaprio tjekker jævnligt ind på hotellet. Det samme gør en af verdens mest velhavende kunstelskere, den russiske forretningskvinde Dasha Zhukova, der er gift med multimilliardæren Roman Abramovitj, der ejer den engelske fodboldklub Chelsea.

Dasha Zhukova sidder i bestyrelsen for Los Angeles’ kunstmuseum, hvor Leonardo DiCaprio også har en plads. Hun udgiver sit eget kunstmagasin, Garage, og har grundlagt et moderne kunstmuseum i Moskva. Nogle af Dasha Zhukovas yndlingskunstnere er Jeff Koons og Damien Hirst, som bl.a. skriver for hendes magasin.

Derfor må det føles helt hjemligt, når Dasha Zhukova overnatter på Faena-hotellet. For her står en afpillet mammut belagt med guld – ‘Gone but not Forgotten’ (2014) af Damien Hirst. Og Jeff Koons er repræsenteret med værket ‘Coloring Book’ (1995-2007).

Blandt hotellets andre kunstnere er Alberto Garutti, Gonzalo Fuenmayor, Manuel Ameztoy og Juan Gatti, som bliver kaldt ‘Faenas Michelangelo’. En del af hotellets møbler er designet af skuespilleren Brad Pitt, der er kendt for at elske dansk design fra 1950’erne og 1960’erne.

https://imgix.femina.dk/madogbolig/miami-2.jpg

Se flere billeder og læs om Miami i galleriet nederst

Faena-hotellet er opkaldt efter den 53-årige argentinske ejer, Alan Faena, der tjente sin formue på tøj. En del af overskuddet brugte han i første omgang på at indrette et design- og kunsthotel i Buenos Aires i samarbejde med den franske designer Philippe Starck. Han gentog så kunststykket i Miami og har allieret sig med den ukra-inske kunstsamler, entreprenør og milliardær, Len Blavatnik, der ejer de fleste værker på hotellet.

Til daglig er han bosat i London, men Len Blavatnik forelskede sig i art deco-hotellet Saxony fra 1947 på Ocean Drive-promenaden, som i dag huser Faena. Hotellets storhedstid var i 1950’erne og 1960’erne, da Hollywood-stjerner som Frank Sinatra, Marilyn Monroe og Dean Martin underholdt gæsterne, mens Elizabeth Taylor poserede i den udvendige elevator – af glas.

Hotellet blev omdøbt til Faena, og til at indrette det hyrede venneparret filminstruktøren Baz Luhrmann, der er kendt for film som ‘Moulin Rouge’, som kreativ direktør. Og det er næsten som at være med i en film at bo på hotellet med de hvidklædte butlere, de stærke farver i indretningen og søjlerne, som er beklædt med guld.

I dag er Faena meget mere end et hotel. For Alan Faena og Len Blavatniks ambitioner stoppede ikke ved et hotel. Nu har de udviklet et helt kulturkvarter i Miami med en rotunde, der er bygget af Rem Koolhaas og som også er et centrum for performance-forestillinger, og der findes sågar en Faena-kunstpris.

I modsætning til museer i resten af verden er der ikke længerevarende udstillinger, men i stedet en slags pop-up-forestillinger.

Også danske Bjarke Ingels, som amerikanerne har udråbt til at være én af verdens mest talentfulde arkitekter, har sat sit præg på Miami med twistede tvillingetårne, som er et besøg værd.

For kunstelskere i alle aldre har Miami masser at byde på, og byen afspejler verden af i dag – lige nu. Ikke kun i forrige århundreder.

https://imgix.femina.dk/madogbolig/miami-1.jpg

Se flere billeder og læs om Miami i galleriet nederst

Gode steder i Miami

  • Vintagetøj
    Versace, Chanel, Emilio Pucci er kun nogle af de brands, som du finder hos C. Madeleine’s
    13702 Biscayne Boulevard - cmadeleines.com
  • Arkitektur & kunst
    The Grove at Grand Bay – twistede tvillingetårne af Bjarke Ingels
    groveatgrandbay.com
  • Kunstcenter Faena Forum
    faena.com
  • Gallerier og streetart
    Wynwood Art District, fx Northwest 2nd Avenue
    wynwoodmiami.com
  • Cocktails & mad
    Her er cocktails opkaldt efter forskellige streetart-kunstnere
    wynwoodkitchenandbar.com
  • Versace villa
    Designeren Gianni Versaces gamle villa er blevet omdannet til hotel
    vmmiamibeach.com

Se flere billeder og læs om Miami her i galleriet:

LÆS OGSÅ:

https://imgix.femina.dk/madogbolig/in_news_2017_05_3.jpg

Læs også