https://imgix.femina.dk/madogbolig/media/websites/madogbolig-dot-dk/website/4.-rejser/telaviv-a.jpg
Rejser

Rejseguide til Tel Aviv

5. oktober 2012
af Christina Bølling og Peter Nørby
Tel Aviv er et af de hotteste steder i verden lige nu. I hvert fald i følge kunstner og kunstprofessor i Düsseldorf Tal R, som besøger byen hvert år.

1. Oplev Bauhaus, gallerier og cafeer i Den hvide by
Den hvide by i Tel Aviv er spækket med gode cafeer og en usædvanlig koncentration af Bauhaus-bygninger - typisk hvide. En stor del Tel Aviv er nemlig bygget efter 1930'ernes populære arkitektoniske stil, der blev forbudt under nazisterne.

Hotel Montefiore er et meget smukt og børnevenligt hotel, som heller ikke er særlig dyrt. Hotellets restaurant er kendt for sit franske køkken. Besøg også et af de spændende og aktive gallerier, fx Sommer Gallery på Rothschild Boulevard. Lige overfor ligger en fantastisk café, Bar 12, hvor man blandt andet får en fremragende morgenmad, og rundt om hjørnet ligger den georgiske restaurant Nanuchka, der er en hel lille kabaret i sig selv at besøge.

Det er også et absolut must at besøge Tel Aviv Museum of Art med sin fantastiske nye fløj, og så anbefaler jeg at se en danseforestilling hos Suzanne Dellal Centre for Dance and Theatre. En af områdets gode oplevelser er Made in TLV, en herligt atypisk souvenirbutik, hvor du virkelig får lyst til at hive kreditkortet frem.

2. Nap frokosten i Shenkin
Shenkin Street, som ligger tæt på Tel Avivs hovedåre Allenby Street og Rothschild Boulevard, er en af byens mest populære til shopping og slentring. Restauranten Orna & Ella i Shenkin Street er en god restaurant med gode kager. Det er værd at fremhæve de fantastiske pandekager lavet med søde kartofler.

3. Få byens bedste hummus i Jaffa
Jaffa er den gamle arabiske bydel i det sydlige Tel Aviv. Her finder man restauranten Hummus Abu Adham, der serverer én ret, hummus. Du kan til gengæld vælge den med eller uden bønner. Den bedste hummus, du kan få. De lukker, når gryden er tom. Vær opmærksom på, at alle i Tel Aviv har deres særlige yndlingssted og synes, at de andre er skod. Hvis Abu har lukket, fordi gryden er tom, så prøv restauranten med udeservering, der ligger på et undseeligt hjørne. Du kan se på publikum, der sidder udenfor, at stedet trods sin beskedne udformning tiltrækker de funky (sultne) drenge.

4. Find alt på byens markeder
Det siges, at man kan få alt på markedet i Tel Aviv, og det skal nok passe. Byen har flere fantastiske markeder. Det er altid en stor oplevelse at besøge det traditionelle Carmel Market i Tel Aviv, hvor du kan købe alt fra fine hæklede kalotter, engangslightere og T-shirts til frugt, musik, blomster og oplevelser for en slik. I Old Jaffa ligger Shuk Hapishpeshim, hvor Tal R's hustru Evren Tekinoktay gerne finder tøj i de mange vintage- og secondhand-butikker. Andre butikker har det hele - og det, du måske ikke lige kan se i butikslokalet eller foran på gaden, gemmer sig sandsynligvis på fjernlageret, oppe på bliktaget eller i et baglokale.

5. Tag en promenade langs vandet
Det stærkeste kort for Tel Aviv er placeringen langs Middelhavet. Der er over ti kilometer strandpromenade, som strækker sig fra det nye hippe havnekvarter i nord til Jaffa i syd. Et beskedent Rio de Janeiro. Mellemøstens Nice. Promenaden er genstand for al slags aktivitet fra løbere i solopgang til et sent aftendyp i havet.

Læs også