sverige
Rejser

Gourmet i den svenske skov

4. juni 2020
af Christine Persson. Redigeret til web. / FOTO: PR
Den svenske natur kan være storslået, og med Visit Swedens nye koncept kan du nyde lokal gourmetmad ved træborde- og bænke på nogle af de mest idylliske steder i Sverige.

Nogle gange skal man ikke rejse så langt, før det føles anderledes og eksotisk. Hos vores svenske naboer er skovene større og vildere – fyldt med vilde dyr og alverdens svampe og bær.

Ifølge Sveriges forfatning har man en allemandsret, der giver alle mennesker lige muligheder for at færdes stort set overalt i naturen og tilladelse til at plukke mad, bær og planter, så længe de gør det med respekt og ansvar for naturen.

Nu er det blevet nemmere at udnytte denne ret til at plukke af naturens eget spisekammer, lave mad over åben ild og spise med den allerbedste udsigt.

Visit Sweden har nemlig opsat træborde- og bænke på nogle af de mest idylliske steder i Sverige – lige fra de dybeste skove i Småland og Dalarna til skærgården i Stockholm og en søbred i Lapland. Konceptet er enkelt, kaldes Edible Country og handler i hovedtræk om at gå på opdagelse efter råvarer i Sveriges skønne natur og derefter tilberede og spise den selvsamme sted.

Edible Country

Bordene er placeret tæt på det beværtningssted, som har ansvaret for bordet, og der er kun det ene bord hvert sted. Det betyder, at bordet skal bookes i forvejen, og at du samtidig kan tilvælge forskellige services, som leveres af beværtningsstedet.

Med opskrifterne i hånden kan I fokusere på at finde svampe, bær, krydderurter, nødder og alt det andet, den storslåede svenske natur har at byde på. Edible Country tilbyder også udlejning af en naturguide, som kan hjælpe jer med at lokalisere de forskellige råvarer, der kan fourageres og spises.

Opskrifterne er udviklet af kokkene på beværtningsstedet, der varetager bordene, og der er taget udgangspunkt i de råvarer, som findes i naturen omkring det enkelte bord på den pågældende årstid.

Spis blandt fyretræer i Småland

Spiseplads i skoven

Et sted, hvor det er oplagt at afprøve Edible Country, er i Småland ved Asa Herrgård, tre timers kørsel fra København. Her kan du sidde blandt store fyrretræer og lange søer og spise fra naturens spisekammer.

Dessert med bær og scrumble

Indholdet af naturens forrådskammer varierer lidt afhængigt af årstiden, men i løbet af sensommeren kan der på turen ud til bordet i skoven plukkes spiselige blomster og planter som kløverblomster og rølliker samt nødder og bær.

Madlavning i skoven

I løbet af sensommeren er området proppet med tragtkantareller og de klassiske kantareller i så stort antal, at den ellers grønne mosbund skifter farve til orange.

Krebsegilde ved søen

En times kørsel fra Asa Herrgård ligger Wallby Säteri, som også er med i Edible Country-konceptet. Her er bordet placeret på en stenklippe med udsigt over søen Skirösjön og den hvide herregård.

Spiseplads ved vandet

Wallby Säteri har specialiseret sig i at servere en af Sveriges mest elskede hofretter, krebs, i deres restaurant, og de tilbyder tilmed deres gæster at tage med ud på søen for at fange dem.

Mere om konceptet

Sæsonen for Edible Country er fra maj til september, da det er i denne periode, der kan findes gode råvarer i naturen.

Bordene er opsat flere steder i Sverige, og der er flere borde på vej i 2020. Borde bookes på visitsweden.com/ediblecountry.

Visit Swedens nye koncept tilbyder også udlejning af en naturguide, som kan hjælpe jer med at lokalisere de forskellige råvarer, der kan fourageres og spises.

Priserne på bordene varierer fra sted til sted, men starter så lavt som 100 kr. pr. person.

Læs også