https://imgix.femina.dk/storage_1/media/1330_en_aegte_lovestory_art.jpg
Rejser

En ÆGTE lovestory på græsk

26. juli 2013
Tekst og
foto: Susanne Gustafsson (som hvert år holder ferie på sin paradis-ø Tilos)
Kan man forestille sig noget mere romantisk end at finde sit livs elskede på en lille stille græsk ø og at skulle giftes i den lillebitte kirke, som ejes af hans familie? Ikke rigtig, vel? Danske Ann-Marie fandt sin Filippos på paradisøen Tilos for knap 3 år siden og brylluppet skal stå d. 28.9. i år. Suk!

FEMINAs madredaktør Susanne Gustafsson er netop hjemvendt fra sommerferie på den lille græske ø Tilos, hvor hun stødte på denne lille romantiske historie fra det virkelige liv. Den synes vi ikke, I skal gå glip af:

Ann-Marie Christensens liv har ikke altid været så rosenrødt, som det tegner lige nu. Kort før hun fylder 40, falder hendes daværende mand om af et hjerteslag og dør for øjnene af hende. Ikke sådan lige til at komme over, men Ann-Marie passer engageret sit job som skoleinspektør i Jylland.

Så nemt skal det bare ikke gå, så for godt 3 år siden bliver Ann-Marie efter 22 år som skoleinspektør ramt af en massiv depression pga. udbrændthed, der gør at hun stort set sover døgnet rundt. OG for at det ikke skal være løgn får hun også brystkræft. Ifølge hende selv er det ikke rigtig til at sige, om kræften eller depressionen kommer først. Ned med flaget går hun i hvert fald for fuld skrue og bliver trukket igennem det store tunge behandlingsudtræk med strålebehandling og det hele.

Læs også: Rejseguide: Luksussejlerferie i Grækenland

BANG!

Ann-Marie har, som så mange af os andre, altid elsket og rejst meget i Grækenland, så da den sidste strålebehandling omsider er ovre, beslutter hun at tage en uges charter-ferie til "en eller anden" græsk ø. Da øen Symi bliver udsolgt for næsen af hende, vælger hun en anden af de Dodekanesiske øer, nemlig undertegnedes helt private yndlingsø, Tilos.

Her går Ann-Marie afkræftet rundt uden hverken at kunne svømme i det turkisblå hav eller vandre i det skønne landskab, så det bliver til en del timer på en af cafeerne på torvet i Livadia, den ene af øens 2 byer.

Som ene kvinde - og dansker - overværer hun en fodboldkamp i TV mellem græske Panathikaikos og danske FCK, og gudhjælpemig om ikke FCK vinder, så Ann-Marie bliver aftenens heltinde. Cafeejeren trækker hende begejstret til side og siger, at han har en ven, hun skal møde. Så Ann-Marie møder Filippos - og BANG! Kærlighed ved første blik/ ouzo.

I de mellemliggende 3 år har de 2 rejst frem og tilbage mellem Grækenland og Danmark, og første gang stakkels Filippos besøger Danmark er i november 2010, hvor sneen vælter ned - næppe lykken for en græker, der er vandt til temperaturer mellem 10 og 16-17 grader på en vinterdag.

Ann-Marie genoptager sit arbejde, indtil hun må indse, at den voldsomme omgang har sat sig for alvor, så hun må opgive arbejdet helt, så 31.8. 2012 holder hun afskedsreception på skolen, og 1. september tager hun til Grækenland, hvor hun har boet siden.

Filippos har en lejlighed i Rodos by, men er ved at genopbygge barndomshjemmet på Tilos, hvor han er født, og hvor det er meningen, parret skal bo - i hvert noget af året. Jeg glæder mig vildt til at se det smukke stenhus færdiggjort, når jeg kommer til Tilos næste år - og måske byder parret så på et lille terrasseglas?

Læs også: Tilos: Min græske paradisø

BRYLLUP PÅ TILOS

Ann-Marie fortæller mig, at traditionen byder, at brudgommen er hos sin familie og bruden hos sin på selve bryllupsdagen, men da hun ingen har på øen, bliver hun holdt med selskab af sine 2 brudepiger Nicki og Ismini. Brud og gom klædes på fra inderst til yderst og gøres i stand, mens der synges sange, der er digtet til hovedpersonerne a la vores festsange. Seremonien tager timer og er en stor del af brylluppet, som holdes om aftenen. Parret skal vies i den lillebitte kirke Agios Pavlos - eller rettere udenfor, for der kan højst være 6 mennesker i kirken, og så skal de heller lide af klaustrofobi.

Bryllupsfesten holdes på hotel Kastellania, der også ejes af Filippos familie. Her råder man over en af de få traditionelle stenovne, der stadig er i brug, og som kan rumme 5-6 geder, der får lov til at ligge derinde og hygge sig i timevis sammen med de traditionelle krydrede kartofler. Og så står den ellers på musik og traditionelle, græske kædedanse natten lang. Ville jeg lige gi’ en hel del for at opleve det?

Ann-Marie er 59 år og forelsket som en 25 årig.

Filippos er blikkenslager og som så mange andre grækere arbejdsløs det meste af tiden, for ingen jobs hænger på træerne hernede. Jeg møder parret, fordi Filippos også er sanger og musiker og underholder på min stam-restaurant Taverna Michalis en fløjlsblød aften i min sommerferie.

Er det ikke bare romantisk?

Læs også: Athen - storbyferie og badeferie i én

Læs også