algarve
Rejser

Besøg Algarvekysten - væk fra turisterne

12. juli 2018
af Charlotte W. Brixen / Foto René F. Hansen og Charlotte W. Brixen
Tag på eventyr på Algarvekysten, og find de skjulte perler. Vi har samlet 9 ting du skal opleve væk fra turiststrømmene.

Drømmer du om at opleve Algarvekysten i Portugal langt væk fra turiststrømmene, så tag på et roadtrip langs A 22 fra Sagres i vest til Tavira i øst.

Her er masser af eventyr at rejse ind i: Du kan bade i et blågrønt vandfald, spise friskfangede sardiner med de lokale og gå på opdagelse i gaderne med graffiti, kakler og lyserøde huse i de gamle byer langs kysten.

1. Det ikke-turistede Lagos

Ved første møde kan Lagos godt virke ret turistet, men søger du lidt ud i de små gader og stræder, væk fra hovedstrøget og mylderet, kan du sagtens finde kulturelle åndehuller.

Byen er centreret omkring havnen, levede tidligere af fiskeri og har et stort fiskemarked, Mercado Municipal de Lagos, på Avenida dos Descobrimentos, hvor de friskfangede forsyninger landes direkte fra Atlanterhavet og langes ivrigt over disken. Her kan du opleve mange typer fisk og skaldyr, købe frisk fisk med hjem eller bare nyde de lokale mænd og koner handle ind og få sig en lille sludder.

Markedet er livligt, men ingen stress og jag. Kom først på dagen, da det er her, de lokale går på indkøb, og der er mest at kigge på bag diskene ved de mange stande.

Besøg Algavekysten - væk fra turisterne

2. Spis som de lokale

I en turistby som Lagos skal du lede lidt efter de gode og sjove spisesteder, hvor de lokale selv kommer. På den lille café Snack Bar Maré, som ligger på et solskinshjørne på Rua Silva Lopes 33 lige bag pladsen Praca Infante dom Henrique, mødes damerne efter formiddagens indkøb og spiser kager, og de unge drikker et glas lokal øl.

Hver dag serverer caféen en ny lokal spise til frokost, og du kan være så heldig at ramme dagen med friske, grillede sardiner, som serveres sammen med røde ris og en lille let salat.

Ellers er der altid den portugisiske specialitet bifana på kortet, og den går du ikke fejl af. Bifana spises i hele Portugal og minder lidt om en sandwich, der består af en bolle med meget tyndtskåret svinekød, sennep og krydderiet piri piri, som er prikken over i’et og giver svinekødet et lækkert pift.

Det er en fornøjelse at sidde udenfor og kigge på mennesker, der passerer i alle retninger, og bare nyde smagen af Portugal.

Besøg Algave-kysten - væk fra turisterne

3. Vandretur til hemmelige strande

Hvis du får lyst til en badetur, så tag en afstikker ned til Praia dona Ana eller Praia do Camilo, som bare er to af byens mange, små, eksotiske strande, der ligger omgivet af klipper og har det klareste vand.

Du skal ned ad en masse trapper for at komme til stranden, men fornøjelsen er de mange trin værd. Fortsæt turen langs kystvejen mod Ponta da Piedade, og du ender midt i den vilde natur, helt ude på sydspidsen af Lagos ved Ponta da Piedade.

Et landskab af gyldne klipper, hemmelige strande, som du skal kæmpe lidt for at komme ned til, magiske stenformationer, neongrønne kamæleoner, kaktusser og udsigt ud over det blå Atlanterhav åbenbarer sig – kun 45 minutters vandring væk fra byens travle gader.

Besøg Algavekysten - væk fra turisterne

4. Øllen og byen Sagres

Næsten så langt mod sydvest, som du kan komme, ud til den yderste vestlige spids af Algarve, ligger den lille by Sagres. Og selv om byen ikke er stor, er den ganske betydningsfuld.

Det er her, den lokale øl, Sagres, der drikkes i hele Portugal, bliver brygget og hældt på små, brune flasker. Det var også her, de opdagelsesrejsende gjorde deres sidste stop, før rejsen fortsatte ud på Atlanten og ud i den store verden.

Tag turen ud til det gamle fort Fortaleza de Sagres, som oprindeligt er grundlagt af den portugisiske kongesøn Henrik Søfareren, manden bag de mange opdagelsesrejser, der udgik fra Portugals kyster, og som var med til at sætte Portugal på verdenskortet som seriøs søfarernation.

Gå en tur fra fortet ad stierne gennem den vilde natur, helt ud til den yderste klippespids, og bliv blæst godt igennem. Der er råt her på kanten af det europæiske kontinent.

Klipperne er høje, naturen er utæmmet, blomster vokser vildt, og vinden er kraftig. Det er et poetisk sted, som har inspireret mange forfattere, blandt andet den portugisiske Fernando Pessoa, som besynger naturen på smukkeste vis. Læg mærke til de små plader med hans digte, der sidder langs stien rundt på den yderste klippe.

Det er også her, de lokale fiskere sidder med deres fiskestang og venter tålmodigt på fangst helt ude på klippekanten, der går lodret ned. Ikke et sted for folk med højdeskræk. Husk at gå en tur ind i den lille, hvide kirke Igreja de Nossa Senhora da Graça, som ligger lige ved fortet.

Besøg Algavekysten - væk fra turisterne

5. Spis is i den hvide by

Kører du videre østpå, kommer du til Tavira, den elegante, hvide by, der ligger bare 25 kilometer fra den spanske grænse. Maurerne har sat deres tydelige aftryk i byen med de traditionelle, hvidkalkede huse, buede porte og små, snørklede gader og kroge, som du bør gå på opdagelse i.

Den lokale isbar Delizia da ponte på R. 5 de Outubro 9 byder på en lækker hjemmelavet is − prøv den helt mørke og cremede chokoladeis, der næsten slår den italienske, eller isen med figner, som er en variant, du nok ikke møder så ofte.

Midt gennem byen løber floden Rio Gilao, der deler den i to. Kryds floden via den gamle, romanske bro, og nyd udsigten i alle retninger og de små, farvestrålende fiskerbåde, der ligger på floden.

Læg mærke til de gamle portugisiske huse med mønstrede kakler og de mange hyggelige pladser, der ligger rundt om i byen.

Besøg Algavekysten - væk fra turisterne

6. Find søen bag det grønne

Tæt på byen Tavira, østpå mod den spanske grænse, ligger vandfaldet og den hemmelige sø Pego do Inferno. Legenden fortæller, at en hestevogn kørte i søen, og dykkere aldrig fandt hverken fører eller hestevogn på bunden.

Man mente derfor, at søen var bundløs, og den fik navnet Pego do Inferno, som betyder noget i retning af 'hullet til Helvede'. I dag er søen med vandfaldet et yndet udflugtsmål for lokale og nysgerrige rejsende og en frodig lille oase, hvor børnene springer ud fra klipperne og svinger sig i reb over søen med det blågrønne vand.

Du kan også nøjes med en rolig svømmetur og bare nyde sceneriet omkring dig. Hvis du har lyst til at opleve søen, skal du afsætte tid til at finde frem, for den ligger godt gemt i alt det grønne.

Til gengæld får du en tur gennem det østlige Algarves gyldne og bløde landskab med masser af oliventræer og vinmarker.

Langs vejen ligger gamle, støvede huse fra en glemt tidsalder og masser af frodige appelsinplantager med orange appelsiner, der hænger tæt på grenene som lysende glas-
kugler på et juletræ.

Forbered dig på, at gps’en driller (prøv at indtaste Estr. EN514-2, Santo Estevao) og stopper med at vise veje på kortet, og du må stoppe op og spørge lokale om vej.

Turen kræver lidt tålmodighed, og du skal ud på en snørklet gåtur fra 'parkeringspladsen' og ned til vandfaldet, som ikke er for gangbesværede, men er du til eventyr, vil du ikke fortryde det.

Besøg Algavekysten - væk fra turisterne

7. Flamingoer ved Ilha de Tavira

Tæt ved Tavira ligger desuden nogle af Algarvekystens fineste sandstrande beliggende på en 11 kilometer lang tange, Ilha de Tavira. Her kan du være så heldig at se flamingoer. For at komme ud på tangen skal du sejle med en lille færge eller gå via en gangbro fra byen Santa Luzia.

Stop op i fiskerbyen Fuseta cirka 20 kilometer vest for Tavira. Byen er lille med små pastelfarvede fiskerhuse og masser af lokalt liv.

Et lille torv er byens samlingssted. Her dominerer en majestætisk bygning med høje vinduer og lysindfald, hvor de ældre mødes og spiser og drikker og nyder hverdagen.

8. Spis skalddyr på torvet

På torvet finder du også fiskerestauranten Restaurante Capri med adressen R. Ten. Barroso 63, hvor tjenerne stiller borde op udenfor, og her er en hyggelig landsbystemning.

Selvom her er travlt, er tjenerne venlige og imødekommende. De taler ikke syv forskellige sprog, og menukortet står ikke både på tysk, fransk og skandinavisk. Heldigvis. Her er en dejlig afslappet atmosfære, og maden bliver lavet fra bunden af friske råvarer, så du skal være lidt tålmodig, hvis du vil smage på køkkenets specialiteter.

Prøv den store, smagfulde skaldyrsgryde med rejer, muslinger og mange andre skaldyr, urter og perfekt kogte ris toppet med en ordentlig håndfuld frisk koriander.

Drik kølig vino verde til, og sid her og nyd de lokale, der spiser lørdagsmiddag og snakker lystigt med hinanden. Midt på torvet er der en isbod, hvor de små børn henter is, som de tager med hen på restauranten og spiser − det er der ingen, der siger noget til.

9. Castelo de Tavira

Tavira virker mere autentisk og uspoleret end mange af byerne mod vest. Den er ikke så kommerciel, og her er heller ikke så mange turister. Byen er mere sin egen: rolig og afslappet.

Langs floden ligger Jardim do Coreto, en lang plads eller have med bænke og træer, hvor de lokale mænd mødes over et spil domino, mens damerne spiser is og drikker kaffe.

Castelo de Tavira er byens middelalderborg og byder på byens bedste udsigt over området med de gamle hustage og havet som en blå stribe i horisonten. Her finder du også en lille have med blomster og planter − en rolig og skyggefuld oase. Der er gratis adgang indtil klokken 17.

Besøg Algavekysten - væk fra turisterne

Sådan 
kommer du dertil

Du kan flyve med Norwegian til Faro, som ligger midt på Algarvekysten. Alternativt til Lissabon eller Porto. Lej en bil i lufthavnen, fx hos det portugisiske biludlejningsfirma Guerin Car Rental.

Hvis du skal køre langt og er i lejebil, er det et godt råd at få sat en lille chip i forruden, så du kan køre lige gennem betalingsanlæggene uden at holde i kø og skulle huske at have småpenge parat. Chippen registrerer din motorvejsafgift, og du betaler alle afgifter samlet, når du afleverer bilen.

Der er god skiltning på vejene, gode forhold på rastepladser, og det er i det hele taget nemt at være bilist i Portugal, som er landet med de mange rundkørsler og brede motorveje.

Planlæg gerne de store linjer til dit roadtrip hjemmefra, så du har en råskitse til turen. Men det er en rigtig god idé at være tålmodig og kunne lide at fare vild og komme på afveje – gps’en kan ikke altid vise vej.

Her 
skal du bo

Vælg en base for dit roadtrip. Du kan fx leje en bolig gennem Airbnb, der har mange boliger i udbud i hele Algarve-regionen, og kør ud derfra.

Strækningerne på Algarvekysten er ikke længere, end du kan køre ud og hjem samme dag. Fx tager det ca. 1½ time at køre ad A22 fra Sagres til Tavira.

Læs også