Pernille Fischer Christensen: Mine forældre døde af den samme sygdom

Arbejdet har en form for terapeutisk effekt for mange kunstnere, for i det univers kan man helt konkret få bearbejdet ting. Det gælder til dels også Pernille Fischer Christensens film ”En familie”, som meget tog udgangspunkt i hendes fars død, fortæller hun til FEMINA.

- Med min far var det så chokerende. Jeg kunne slet ikke forstå det. Jeg var en virkelig lille pige.

Hun var slet ikke flyvefærdig, og det var helt forkert kun at være 28 år og se sin far blive dødeligt syg.

- Da min mor blev syg to år efter, var jeg blevet voksen. Så havde jeg allerede prøvet det en gang. Ikke at det gjorde det lettere. Men det var et helt andet forløb emotionelt. Men jeg mistede begge mine forældre alt for tidligt. Min mor døde for tre år siden, men var syg meget længe. Og hun døde af samme sygdom, som min far. Det er en meget mærkelig historie. Min far døde af en hjernesvulst. Han fik kræft i hjernen og… to år efter fik min mor den samme sygdom. Hun døde bare ikke af den. Hun blev hjerneskadet og alt muligt og levede i syv år. Det er sådan… en meget trist historie med hende. Noget man ikke ønsker for noget menneske, at de skal opleve, siger 44-årige Pernille Fischer Christensen til FEMINA.

Det er sådan livet er. Vi får alle sammen vores, erkender Pernille Fischer Christensen. Hun fik det bare tidligt. Og i en usædvanligt voldsom grad. Så hun måtte tage en dag ad gangen i lang tid.

- Med min mor handlede det meget om, at jeg skulle passe hende. Hun kunne jo slet ikke klare sig selv. De sidste mange år var hun sådan helt en grønsag. Deeet… må man finde ud af. Man har en styrke, som man kan blive overrasket over igen og igen. Hvis jeg for mange år siden havde vidst, at det var sådan, det skulle gå mine forældre, havde jeg tænkt: ”Det kommer jeg ALDRIG til at klare. Det vil jeg ikke. Jeg vil ikke!” Men man klarer det alligevel. Og prøver at gøre det så godt som muligt, siger Pernille Fischer Christensen til FEMINA.