sonja richter
Kendte

Sonja Richter: Måske behøver man IKKE at være så fikseret på det dér parforhold

Sonja Richter har aldrig haft lange forhold, og det kan da godt undre hende – men det gør hende ikke så meget. For der har ikke været meget plads til kærligheden i hendes liv, og når den har været der, har det ikke været særlig lykkeligt.

Hvis alt går efter planen, sidder Sonja Richter i Hollywood, når denne artikel bliver bragt. Hun er nemlig kommet i stald hos en af de største agenter, efter hun indspillede filmen ”The Homesman” med Meryl Streep og Tommy Lee Jones. Samtidig kan vi se hende i den tredje i rækken af ”Alle for én”-komedierne, nemlig – pudsigt nok – ”Alle for tre”, hvor hun spiller over for trekløveret Mick Øgendahl, Rasmus Bjerg og Jonathan Spang.

 

Privatlivet har der ikke været meget tid til at pleje.

– I alt det her har der slet ikke været plads til noget kærlighedsliv, og det har heller ikke interesseret mig. Det er lidt underligt, men sådan har jeg haft det. Det er flere år siden, jeg sidst havde en kæreste, og jeg har ikke haft noget ønske om det. Der er så mange, der taler om det biologiske ur og den dér stress, når man er i min alder. Det har jeg slet ikke mærket.

– Jeg har set de artikler, hvor der står: Derfor har Sonja fravalgt børn! Men det har jeg aldrig nogensinde sagt. For det har jeg ikke. Jeg har ikke aktivt valgt børn hverken fra eller til – det er bare ikke sket. Og jeg har heller ikke gjort noget for at tvinge det frem – som nogle gør. Dér har jeg slet ikke været. Jeg har en veninde, som taler meget om, at hun vil have et barn alene, og det sætter selvfølgelig mine tanker i gang, men jeg kan mærke, at det bare ikke er højest på min ønskeliste dér, hvor jeg er lige nu. Det kan være, det kommer.

LÆS OGSÅ: "Jeg kan godt lide at være grim", har Sonja Richter tidligere sagt i et interview med femina

Har du tænkt over, at det lige pludselig kan blive for sent?

– Ja, det har jeg da tænkt over. Og det kan jeg godt leve med. Det var faktisk sjovt at opleve, at i USA er det ikke noget, folk spørger så meget ind til, som de gør her i Danmark. Fordi det er meget mere almindeligt, at folk ikke har børn derovre. Der var en stemning af, at der er rigtig mange måder at gøre tingene på, og det var en stor frihed, synes jeg. Herhjemme spørger folk straks: ”Hvorfor har du ikke børn?! Synes du ikke selv, det er mærkeligt? Er du ked af det?”. Jeg bliver så træt. Og jeg forstår ikke, hvorfor det er så interessant.

Jeg dør nok ikke i ensomhed

For nylig, da Sonja Richter skulle være gæst på morgen-TV, og studieværten rullede børne-smøren ud, blev hun så irriteret, at hun vendte hele samtalen om.

– Jeg spurgte ham, om han havde børn – ja, jeg har to, svarede han, og så spurgte jeg ham hvorfor. Han blev helt forvirret. ”Jamen, det er da bare noget, man har”, sagde han. Det synes jeg ikke, det er. Så når folk spørger, om jeg har TÆNKT over, hvorfor jeg ikke har VALGT at få børn, kan jeg lige så godt spørge dem, om DE har tænkt over, hvorfor de har valgt at få børn. Det har langt de fleste nemlig ikke. De har jo ikke sat sig ned og holdt et møde om, at nu skal vi have de to børn her, og så skal vi gøre sådan, og så skal vi gøre sådan.

– Det er slet ikke tanker, jeg har været nede i, så det er virkelig grænseoverskridende at blive spurgt om det hele tiden. Og få at vide, at man ikke ved, hvad kærlighed EGENTLIG vil sige, hvis ikke man har børn: ”Du kender hverken til frygt eller kærlighed så ...”, kan folk finde på at sige.

Det var dog noget sludder ...

– Ja. Men det er noget, vores kultur har bildt os ind. At hvis vi er barnløse, er vi nok også virkelig ensomme og kommer til at leve i stor sorg. Selv mine gode venner, som jeg elsker højt, kan finde på at spørge, hvad jeg vil gøre, når jeg bliver gammel. Hvad jeg vil gøre? Ved du hvad, jeg tror nok, det hele går alligevel, haha. Det kan da godt være, jeg har fået et barn, når vi mødes igen, og det ville da bare være dejligt. Men hvis jeg ikke har, så kan jeg leve med det. Jeg dør nok ikke i ensomhed.

Jeg er svær at flytte på

Når man er fyldt 40, har man en mand og minimum ét barn – eller man er skilt, har en ny mand og minimum ét bonusbarn. Det er normalen. Sådan er reglerne. Er man hverken gift, skilt eller mor i den alder, falder man uden for kategori. Eller gør man? Er det i virkeligheden bare de normer, vi slår hinanden oven i hovedet med, men som ikke har noget at gøre med virkeligheden?

Det ser i hvert fald sådan ud, når man kigger på statistikkerne: I 2015 boede 37 procent af alle voksne danskere alene – hele 58 procent af dem under 30 år og 30 procent af de 30-59-årige. Parforholdet er ingen selvfølge længere – og hvor vigtigt er det egentlig, for at vi kan føle os glade og ”lykkelige”?

LÆS OGSÅ: "Folk ser mig som en trussel", siger Sonja Richter også om at være single

Det er en pæn sjat år siden, Sonja Richter selv var i et længerevarende forhold.

– Jeg har aldrig været en, der har haft lange forhold. Det gør mig ikke så meget, men det kan godt undre mig. Jeg skal ikke dømme nogen, men når jeg kigger mig omkring, kan jeg se, der er nogle mennesker, der finder sig i meget. Og jeg ved, at jeg er sådan en, der er rigtig svær at flytte på. Det har jeg haft enormt svært ved at forstå, men de fleste af mine kærester har sagt det til mig: ”Du stiller så høje krav!”, har de sagt.

Savnet bliver lidt fiktivt

Gør du det?

– Det føler jeg ikke selv. Men jeg kan godt se, hvad de mener. For jeg stiller rigtig høje krav til mig selv – og selv om det ikke er det samme som at stille dem til andre, så BLIVER det det. Bare det at være i lokale med et andet menneske, som stiller høje krav til sig selv, gør, at man også selv gør det. Så jeg kan godt se, at i forhold til parforhold er jeg måske ikke det nemmeste menneske i verden.

– Det er længe siden, jeg har været rigtigt forelsket, og jeg ved ikke ... Jeg er bare ikke så fikseret på det. Måske behøver vi ikke at være det? Det dér med parforhold bliver nemt sådan en mærkelig fiktion for mig. Jeg har ikke haft sindssygt mange forhold, de har ikke været ret lange, der har været langt imellem dem, og de har ikke været særlig succesfulde eller lykkelige. Så reelt er der ikke noget at savne for mig.

– Min lykkeligste tid har nok været i min fantasi om et forhold – det, jeg forestiller mig, det skal kunne være, hvis det nu var ”rigtigt”. Så det dér savn bliver lidt fiktivt – det er en fiktion, jeg går og savner. Det kan være, jeg får lov at prøve det engang, men indtil nu har det ikke været nogen særlig stor succes i mit liv. Det har nærmere været en klods om benet, noget, jeg har brugt mange kræfter på, når de har været der, og utrolig meget tid på at komme mig over, når det har været slut. Jeg synes faktisk, det koster mere bagefter end den reelle tid, man har haft sammen, så prisen er enormt høj.

– Det er også derfor, der i de sidste mange år ikke har været noget, for jeg synes – hvis jeg skal være grov – at det er spild af tid.

Så vi har en hel masse forestillinger og normer om, hvordan vi skal leve vores liv, som ikke har noget med virkeligheden at gøre?

– Ja, ligesom med parforholdet. Vi går og laver en film inde i hovedet om, hvordan det skal være: Så skal vi have sådan og sådan et liv, og så skal han sidde dér, og jeg skal stå dér, og om sommeren skal vi ... Og sådan er det bare ikke. Han gider ikke snakke, og hunden pisser på gulvet, og det hele er røvsygt, haha! Og man går og vrisser ad hinanden og tænker: Årh for helvede, gider han ikke bare skride hjem til sig selv, så man kan slå en prut!”.

– Men jeg tror ikke, man kan blive forelsket uden at lave den film inde i hovedet. Som Marcel Proust sagde: ”It’s our imagination that is responsible for love, not the other person”.

 

Læs mere om: