Mascha Vang
Kendte

Mascha Vang: Det skal ikke være min kavalergang og mit smil, der tiltrækker mænd

For 10 år siden var blogger Mascha Vang pinupmodel og havde en fest på byens klubber. Men i dag ville hun bestemt ikke bryde sig om at sidde en lørdag aften på et diskotek med ’patterne skubbet op under hagen’.

Mascha Vang om alder

- Jeg føler mig egentlig ret godt tilpas med den alder, jeg har nu. Både hvor jeg er mentalt og fysisk, og hvor jeg er i livet. Jeg er et sted, hvor jeg har lært en hel masse ting, og jeg har ikke lyst til at lave de samme ting, som jeg lavede for 10 år siden.

– På det tidspunkt var jeg pinupmodel og rendte rundt i byen og havde en fest. Jeg kan huske, jeg tænkte, at det måtte være virkelig træls for dem, der var 10 år ældre, og nu tænker jeg, hold kæft hvor er jeg glad for, jeg er fri for det dér. Jeg ville synes, det var virkelig træls at sidde på en klub en lørdag aften og have patterne skubbet helt op under hagen, men for 10 år siden var det bare det vildeste. Jeg tror, det er en helt naturlig udvikling.

 

 

– Der var meget, der ændrede sig, da jeg blev mor. Men jeg tror også, at jeg blev mor på det tidspunkt, fordi jeg ikke gad det liv mere. Jeg gad ikke stå og suge maven ind i noget undertøj, for at der var nogle, der skulle synes, jeg var lækker. Det er helt jo klassisk, men jeg hviler mere i mig selv nu. Dengang betød det meget mere for mig, at mænd vurderede mig på mit udseende. Hvis de gør det nu, så kan jeg ikke tage dem seriøst. Det skal ikke være min kavalergang og mit smil, der tiltrækker mænd. Det skal være det, jeg indeholder.

– Det ydre har stor betydning i samfundet, men jeg synes ikke, det har FOR stor betydning. Der bliver tit set lidt ned på folk, der går op i at være sunde og slanke, men det kan vi simpelthen ikke blive ved med at køre rundt i. Det bliver ikke anderledes. I dag er det jo nærmest ikke mere underligt at få Botox end at gå til tandlæge.

 

LÆS OGSÅ: Julie Berthelsen fik restylane: Folk skrev, at de var skuffede over mig

 

– Jeg har også selv brugt Botox, men bruger det slet ikke så meget nu, som jeg har gjort tidligere. Det hænger måske også sammen med, at jeg godt kan lide min alder. Jeg har ikke noget imod at se ud, som jeg gør. Jeg er 37 nu, og mit ansigt må gerne bevæge sig. Men det er ikke, fordi jeg har noget imod at bruge Botox nu, det er bare en smagssag.

– De ting, jeg vælger til og fra, gør jeg meget efter, om det gør mig glad. Om det giver mig oplevelser og gode minder. Jeg kan godt lide at lave noget, der giver mening for mig, og så har der måske ikke været nogen koordineret rød tråd gennem det hele. Jeg er bare gået efter min mavefornemmelse.

– En ting, jeg godt kan ærgre mig over, er, at familielivet ikke har hængt sammen fra starten. Hvis jeg skulle have et barn mere, burde det måske have været på plads nu. Jeg bliver jo alligevel 38. Det bliver hårdere at starte forfra, jo ældre jeg bliver. Det havde været nemmere lige at snuppe dem i rap.

 

LÆS OGSÅ: Cecilie Beck: Jeg savner at have nogle at drage den enorme omsorg for

 

– Da jeg gik fra min datters far, stod jeg lige pludselig alene med et kolikbarn. Det var et frygteligt år. Når man står i sådan en situation, så finder man ud af, hvad man som menneske egentlig kan. Hvad man kan stille op, hvad man kan rumme, og hvad kærlighed og had er. Det rykkede mig virkelig.

– Selv om jeg har det virkelig godt med, hvor jeg er nu, glæder jeg mig faktisk lidt til at blive 40. Jeg synes, der er noget status i det, og så er man ”rigtigt” voksen. For lidt tid siden lavede jeg nogle reklamebilleder, hvor jeg står i dametøj, og da jeg så de billeder, tænkte jeg: Jeg ligner sgu en på 40, and I like it. Så 40 kan bare komme an.

Mascha Vang, 37 år

• Blogger, TV-personlighed og tidligere model

• Hendes blog er en af Danmarks mest læste, og i 2013 var hun den mest googlede person i Danmark

• Kæreste med Rasmus Jarlov og har datteren Hollie Nolia med ekskæresten Nicolas Kiesa