Martin Buch: Jeg er simpelthen så glad for, at jeg nåede at få børn

martin buch

Den 46-årige skuespiller troede egentlig ikke, at han skulle nå at prøve det der med at blive far. Alligevel er familielivet blevet den ultimative kærlighed for Martin Buch. Men han øver sig stadig på ikke at blive såret, når ungerne sætter farmand bagerst i køen.

Onsdag, 10. februar 2016 - 10:03 - af Tine Bendixen, redigeret af Thea Ronex, foto: Ulrik Jantzen

Martin Buch er en tilknappet mand, med tidligere telefonfobi og en tendens til at holde lidt igen med tilliden til andre mennesker. Men når det gælder hans egne børn står døren til hans følelseskammer pivåbent. Det fortæller han om i et interview med FEMINA.

Den 46-årige skuespiller og far til to havde egentlig lukket døren til blespande og godnathistorier.

- Lige meget hvad der sker, så er jeg simpelthen så glad for, at jeg nåede at få børn. På en eller anden måde er det et mirakel. Sådan føles det i hvert fald. Midt i alt det med to års mellemrum og alt det arbejde der er forbundet med det .. så mærker man altså lykken på en eller anden måde. Jeg har også en dyb følelse af, at jeg ligesom er en af bagmændene bag to nye liv. Når jeg har lavet en film, kan jeg kigge på den, og den er fin, men når jeg går ud af biografen, er den væk igen. Med børn forsvinder alt andet.

”Jeg skulle have et barn for at blive voksen”, fortæller komikeren Christian Fuhlendorff på femina.dk

- Jeg havde også tænkt, at det med børn ikke skulle overgå mig. Jeg tænkte: Okay, det kommer ikke til at ske. For med hvem og hvorfor og hvordan skulle jeg kunne sådan noget? Og hvad var jeg? 41-42 år? Det er og bliver det vildeste i mit liv, siger Martin Buch.

Altid lidt i skyggen af mor

Men rollen som far er også kompleks. Især når den ubetingede kærlighed ikke altid kan mærkes retur.

- Lige nu går det virkelig godt. Og der er en eller anden udvikling mellem mig og min søn, som sikkert er helt efter bogen. Men der er også et eller andet symbioseagtigt med ham og moren, som er svært at komme med i, og det synes jeg er hårdt. Det gør pisse ondt. Man bliver netop den lille oversete dreng, ikke? Gudskelov har han en mor, som kan se det og siger, jeg skal være stor og voksen og bare sprede kærlighed og være overbærende. For det er ikke noget jeg har indflydelse på. Jeg har måske indflydelse på det, hvis jeg begynder at vende ryggen til ham, for så er man ude på et skråplan, som man muligvis ikke kan komme tilbage fra.

- Det er muligvis det, der sker med nogle fædre. Det er bare en teori, jeg har. At man simpelthen bliver såret, fordi ens egen indre lille-bitte dreng, som selv er blevet såret, nu bliver såret af éns egen søn. Men jeg kan mærke det fordi min søn meget hellere vil sin mor: ”Jeg vil kun puttes af mor”; ”mor skal gøre det”. Hele tiden. Man dur grundlæggende ikke. Det er skide hårdt, men normalt, har jeg fået at vide. Og nu er jeg blevet meget bedre til det. Man skal ligesom sige: Fint nok. Og de kloge siger, at der sker rigtig meget i forhold til sådan noget mande-noget i fire-femårsalderen. Jeg kan mærke at vi begynder at mødes. Men når jeg er alene med dem, er det mig der har den, så dur jeg til alt, så kan jeg alt. Så snart mor er der, så fucker det op på en eller anden måde.

Eva Kjer Hansen er langdistancemor, men har ikke dårlig samvittighed, fortæller hun på femina.dk

Og nogle gange – bare nogle gange – får farmand lov til at ligge øverst på ønskelisten.

- Min datter insisterer nogle gange på at blive puttet af mig. Så bliver man altså glad. For det sker ikke så tit. Haha, siger Martin Buch til FEMINA.