Hella Joof
Kendte

Hella Joof endte i en shitstorm: Jeg bliver ked af det, hvis folk tror, jeg er et dårligt menneske

Hella Joof havnede for nylig i sit livs første shitstorm. Her fortæller hun, hvordan det føltes.

”Indianerne brænder hele lortet ned hvert syvende år”, udtalte Hella Joof i maj som medlem af regeringens Disruptionråd. Og dén kommentar sendte fluks den folkekære filminstruktør, forfatter og debattør  ud i en mediestorm af de store.

Kommentaren var et billede på, at man nogle gange skal tage den modige ja-hat på, rydde op og starte forfra – også i det danske samfund. Men da Hella pludselig stod med ”Go’ aften Danmark” i røret, begyndte det at gå op for hende, at det bestemt ikke var sådan, hendes udtalelse var blevet tolket.

– ”Go’aften Danmark” spurgte: ”Vil du komme ind og snakke om det, du har sagt med, at du vil brænde velfærdssamfundet ned?”. ”Hvad??? Jeg refererede til en bestemt indiansk ceremoni, der hedder potlatch, det var bare et billede på, at en gang imellem skal man gå fremtiden i møde uden ”man” og ”plejer”. Der var da ingen, der troede, jeg mente det med benzin og tændstikker, vel?”. Jo, det var der ... Så tænkte jeg bare: Åh nej ...

Og så gik det ”helt amok” både i nye og gamle medier.

– Jeg blev fremstillet som sådan en halvfascistisk type. Jeg stod på en bar i Aarhus, lige da det var allerværst, da en, godt nok meget fuld, kvinde sagde ”nazist” til mig. ”HVAD?”, sagde jeg så. Hun havde læst et eller andet grimt på Facebook.

Det går ud over æren

– Min datter Olivia sagde: ”Mor, det er også, fordi du har været alle steder, du er i ”Mads & Monopolet”, din nye bog har solgt så meget, dit haveprogram er lige blevet vist, du skriver klummer i Berlingske, der er bare nogle mennesker, der har det sådan, at nu er det din tur. Når man er meget oppe, skal man også ned.” Det har hun jo ret i, det gælder i alle livets forhold.

Så Hella havnede i sit livs første shitstorm. Men hun følte sig misforstået med vilje.

- Allerede INDEN jeg udtalte noget som helst, var der nogen, der havde travlt med, hvorfor jeg skulle sidde i Disruptionrådet – men når en regering spørger, om jeg vil sidde i et råd sammen med nogle meget kloge mennesker, og det handler om, hvordan vi kommer ind i fremtiden, så vil jeg da gerne det, hvis det havde været den tidligere regering, havde jeg også sagt ja. Det er et borgerligt ombud. Jeg tænker, der har været nogle, der har siddet klar: Okay, nu tager vi hende og putter hende i gryden. Sådan føltes det. Fordi det var så massivt. Det spredte sig helt gakkelak.

 

LÆS OGSÅ: Selvværd: Hellas tre vigtigste leveregler

 

Udover at læse kommentaren bogstaveligt, skete der også det, der ofte sker i politik og debatmiljøet: Man viger uden om det, der faktisk blev sagt, når det kommer fra en, man er uenig med, og leder i stedet efter fejl. Så folk begyndte at stille spørgsmål: Fandtes ceremonien overhovedet? Var det nu også hvert syvende år?

– Det gør ikke noget, at folk synes, jeg har sagt noget, som de ikke er enige med mig i. Men det værste er, at jeg kan mærke, det går ud over min ÆRE, at folk skriver, at det er noget, jeg bare har fundet på. Det, jeg refererer til, findes faktisk. Potlatch er en ceremoni hos nogle nordamerikanske indianere. En voldsom omfordeling, hvor de forærer store værdier væk, faktisk også privilegier. I visse tilfælde smadrer eller brænder ejendom og starter forfra. Og jeg skulle have forklaret mig mere præcist, MEN – det var bare et BILLEDE på noget, man også skal gøre i sit eget liv. Hvert syvende år eller oftere skal man mærke efter: Skal vi bo her? Er det ham, jeg skal være gift med? ... Er det den her avis, jeg skal læse, eller bekræfter den mig bare i alle de fordomme, jeg har i forvejen? Det, jeg sagde, handler om at henlede opmærksomheden på, at man skal turde RYDDE OP indimellem. Også i samfundet. Fungerer det? Nej, det fungerer ikke en skid. Okay. Luk lortet. Kom, vi starter forfra.

 

Køb abonnement på femina her >

Det går jo nok

Shitstormen har alt i alt været en ”ordentlig røvtur”. Men Hella stopper ikke med at sige sin mening af den grund.

- Men det betyder ikke, at jeg ikke bliver påvirket, og jeg bliver ked af det, når en dame kalder mig for nynazist. Jeg bliver også ked af det, hvis folk tror, jeg er et dårligt menneske. At jeg er ligeglad med de svage, som en avis skrev. Det er jeg ikke ...

Men i tilbageblik er det måske ”fint nok” at have prøvet en shitstorm, fortæller Hella. Man lærer også noget om sine egne ressourcer.

– Da det var allerværst, var jeg i Frankrig på en bed & breakfast med min mand og nogle af mine bedste venner. Vi sad i liggestole ved en dejlig swimmingpool og drak rosévin, og om aftenen skulle vi ud på en dejlig restaurant, og jeg tænkte: Nu sidder jeg her omgivet af nogle mennesker, som elsker mig, og som jeg elsker, og vi har det vildt sjovt. De læste også nogle af shitstorm-tingene op for mig. Hi, hi, hi! Så tænkte jeg: Så går det jo nok. Der har siddet nogle mennesker og ventet på at få lov til at sparke mig i røven. Det overlever jeg nok. Men hvis jeg havde været 27 og ikke haft en mand og havde boet alene på et klubværelse, og det havde været regnvejr og november, så kan det godt være, jeg var gået ned med flaget, for da jeg var yngre, betød det meget for mig, hvad andre mennesker mente om mig. Jeg er taknemmelig over, at jeg er 54. Det er ikke alle, der kan lide hvidløg, det er ikke alle, der kan lide Mozart, og det er ikke alle, der kan lide mig.  

Læs hele interviewet med Hella i denne uges femina, hvor du også får magasinet Q-kvinder med kurver med!

Smugkig i det nye nummer af femina og det nye nummer er Q her

Læs mere om: