AllOver
Kendte

Dianas umulige drøm: Hun ville jo bare elskes

Selv om det i dag er 20 år siden at hele verdens prinsesse Diana blev slået ihjel, så betyder hendes skæbne stadig noget for os i dag, siger psykolog Camilla Holst.

Hotel Ritz i Paris. Det er midnat, det er lige blevet søndag den 31. august 1997. Sekunderne bevæger sig hurtigt efter kl. 00.16 på overvågningskameraets digitale ur, da et lille selskab går ind i elevatoren og trykker på knappen for at køre ned.

 

Vi ved godt, at det er nedtællingen til afslutningen på prinsesse Dianas liv, som vi får indblik i, mens filmen "Diana" fra 2013 kører over skærmen. Men i de selv samme antal sekunder på filmens kornede billeder stiger pulsen og sætter gamle følelser i spil. Min veninde snøfter, jeg holder vejret, og vi tænker begge den urealistiske tanke, at det bare ikke må ske ...

Men det gjorde det jo. For 20 år siden kørte en halvsnaldret chauffør i mere end fuld fart ind i en betonpille i tunellen under Pont d’Alma med prinsesse Diana og playboy-vennen Dodi al-Fayed på bagsædet af den sorte Mercedes, begge uden sikkerhedsseler, og han satte sammen med et kobbel nyhedshungrende paparazzifotografer punktum for hendes liv som verdens mest kendte kvinde siden 1981, og Dodis – som en parentes i hendes evige jagt på kærlighed.

 

LÆS OGSÅ: Sådan mødte Diana sit livs kærlighed

Verden gik i stå

De fleste mennesker husker, hvor de var, og hvordan de reagerede denne smukke sensommerdag i 1997. Lidt efter klokken fire samme morgen blev der udsendt en officiel meddelelse om prinsesse Dianas død, som var indtrådt et par timer før, og nyheden bredte sig til hver en afkrog i verden.

Derfor gibbede det i os, da filmen "Diana" udkom i 2013 og tog os med ind i de sidste år - og minutter - af hendes offentlige liv som verdens mest kendte kvinde. Og i dag, 20-års-dagen for hendes død, tænker vi igen tilbage på den ikoniske prinsesse og hendes liv, der begyndte som et eventyr for en genert adelsfrøken og endte med den tragedie, at hun aldrig rigtig fik, hvad hun hungrede mest efter – kærlighed. 

 

LÆS OGSÅ: Vi har brug for ikoner som Diana

Folkets prinsesse

Det var ellers så yndigt, da den daværende 32-årige prins Charles endelig havde fundet sin brud i den 19-årige Diana, som var ud af en af Englands ældste og mest fornemme adelsfamilier. Hun havde ungdommen og uskylden til at blive prinsesse-materiale og var forelsket til op over begge ører, selv om han havde datet hendes storesøster Sarah først – og den senere rival, Camilla. Alt det ænsede hun ikke, da Charles præsenterede hende for pressen som sin forlovede og behændigt gled af på spørgsmålet om, hvorvidt de var forelskede, med et: ”Hvad det end vil sige”. Diana tog et halvt år senere verden med storm i sin krøllede flødeskumskjole, med blussende kinder under diademet og det moderne pandehår, og hun indfriede alle kvinders drømme om romantik ved at få prinsen og kongeriget – selv om hun i realiteten fik ingenting, fordi han hellere ville have haft en anden.

Diana levede i begyndelsen i uvidenhed, fordi hun blev opslugt af den store folkelige opbakning. Hun var selv skilsmissebarn og følte sig hele livet forladt af sin mor, så hendes behov for at få en lykkelig kernefamilie blev opfyldt, da sønnerne Will og Harry kom til med kort mellemrum efter brylluppet.

 

Køb abonnement på femina her >

Sorg og ydmygelse

Det var ikke kun i England, Diana-feberen rasede. Hun fik fans over hele verden, som fulgte hendes mindste skridt foreviget af de altid tilstedeværende fotografer, så det næsten var, som om man kendte hende. Hun havde den sjældne star quality, som gjorde, at hun altid tiltrak sig opmærksomhed. Både når hun gerne ville, og når hun helst havde undgået det. Som da det kom frem, at hun efter det første knas i ægteskabet i midt-80’erne havde affærer med henholdsvis gin-arvingen James Gilbey og ridelæreren James Hewitt. Og  da hun blev offentligt ydmyget under prins Charles’ affære med ungdomskæresten Camilla Parker-Bowles, og båndoptagelser af deres telefon-lir afslørede hans ønske om at ”blive reinkarneret som hendes tampon”. Og ikke mindst da hun tog til genmæle i det veltilrettelagte BBC –interview i 1995 og med store, bedrøvede øjne udstillede sin sorg og jalousi med de berømte ord: ”Vi var tre i ægteskabet, så der var lidt trangt ...”.

– Det er helt naturligt, at kvinder dengang var og stadig er optaget af hendes skæbne, fordi denne sammensmeltning af virkelighed og fantasi bliver noget, vi kan spejle vores egne liv i, vurderer psykolog Camilla Holst. Og derfor er den engelske rose her 20 år efter sin død stadig et stort ikon og forbillede.

– I tilfældet Diana oplevede hun de samme ting, som genspejler mange af Europas kvinder – at ofre sig for en mand, kaste sig forelsket ind i et ægteskab, blive skuffet og tage konsekvensen, siger Camilla Holst. 

– Og så gjorde hun det, som mange kvinder drømmer om: At hjælpe verden, at være noget for andre mennesker. Det gav hende en masse sympati og blødgjorde hende som menneske i forhold til sin kongelige status, så hendes gerninger både var forbilledlige og opnåelige, slutter psykologen. 

Galleri: Diana