Alberte Winding
Kendte

Alberte Winding: "Nu er jeg matriarken"

Alberte Winding er lidt over midt i livet. 54 år gammel kigger hun både tilbage – og frem. Rynkerne og bekymringer, kan hun godt undvære. Til gengæld har hun held i kærlighed. Og ret til at udlægge sin egen barndom, fordi der ikke længere er forældre at tage hensyn til.

Alberte Winding om at blive ældre

Albertes Windings far døde i 2008 og hendes stedmor i 2012. Så nu er sangerinden selv den voksne, der husker længst tilbage. Det indebærer også en ret til at huske sin barndom uden hensyntagen til sine forældre eller indblanding fra dem. Erfaring, selvindsigt og ’I take no shit’ er noget af det gode, der følger med at blive ældre.

- Jeg har simpelthen naturligt fået foræret en ny ro på grund af min alder. Jeg forstår bedre nu, hvad det er, man rykker ind i. Døden er en meget større faktor nu, man skal prøve at forstå den og acceptere den. Man har mistet forældre, gamle i familien, venner ... Jeg er i en slags overgang. Når jeg tidligere har givet interviews, har jeg været meget gammelklog, sådan naivt gammelklog, men jeg har indset, at konklusioner er naive. Jeg har ikke patent på noget i tilværelsen, men med mine sange prøver jeg bare at fortælle, hvad det er, jeg ser.

Forstår du, at du er blevet ældre?

– Altså jeg kan godt mærke årenes længde, og det er faktisk helt okay, men det er irriterende at SE ældre ud. Virkelig irriterende. Der er et punkt, som jeg ikke har kontrol over overhovedet. Jeg kan løbetræne. Jeg kan lave yoga. Men det dér – det er bare fremskredent. Det er som noget, der bare marcherer inde i mig. Så den del … jeg kan godt forstå den, men jeg har svært ved at acceptere den. Det er røvirriterende, for så krøllet er jeg slet ikke indeni.

 

LÆS OGSÅ: Alberte Winding: "Jeg græder hele tiden over alt muligt" 

Skriver på bog om barndommen

Efter jul lukker Alberte næsten ned for koncerterne. Der er en bog, der skal skrives. Den har rod i Albertes barndom. Og så alligevel ikke.

– Den bliver halvt autobiografisk, er det ikke det, det hedder? For jeg kan ikke huske særlig godt, og noget af det er bare blevet anekdoter. Jeg havde en søster på besøg i går, hvor jeg nævnte tre-fire ting fra barndommen, og hun sagde: ”Nej, nej, det var lige omvendt”. Fuck altså! Den måde, man husker på som familiemedlem, er helt i hver sit verdenshjørne, og man kan blive næsten hidsig over at have patent på sandheden. Hvilket alle jo har! Så jeg tror simpelthen, det er lettere og bedre for alle, at det er fiktion. Men den kommer til at foregå meget på Ærø.

Hendes far, Thomas Winding, boede på Ærø, og selv om hun erindrer barndommen som lykkelig, så er hun ikke helt færdig med den.

– Det var en virkelig kaotisk opvækst i det hus med min stedmor og min far, der skulle alle mulige ting og i en sammenbragt familie. Nu ved alle moderne mennesker jo, hvordan dét er. Men selve omgivelserne, altså vennerne, naturen, dyrene og skolen, var faktisk ret fantastiske. Hver gang jeg kommer i tanke om et eller andet, vi gjorde dengang, så var det altid godt.

Distræt i rollen som mor

I 1972 tog Albertes mor, Lulu Gauguin, sit eget liv. Og otteårige Alberte rykkede til Ærø med sin far og stedmoren, Elin Bing. Spørger man Alberte om, hvad hun gerne ville have været foruden i sit liv, er moderens selvmord naturligvis på listen.

–Måske jeg hellere skulle gå ind i, hvad jeg kunne have gjort anderledes selv, og der er ederbrandhylemig mange ting. Men … mon ikke jeg har gjort mit bedste alligevel? For fanden, jeg ku’ ikke overskue andet. Jeg var meget sammen med mine børn, men jeg var også utrolig distræt. Jeg hentede dem tidligt. Det ydre. Men hvor var jeg henne? Jeg ville gerne have lært at lege. Også som barn, jeg synes ikke, jeg var så god til at lege som barn. På den anden side – hey, jeg leger stadig, fordi jeg ikke fik leget færdig som barn. Sådan ER det jo.

Giv et gaveabonnement i julegave! Vælg imellem 17 forskellige blade - f.eks. FEMINA. Klik her for at læse mere

Efter bruddet med Jan Rørdam mødte hun, den 18 år yngre, Andreas Fuglebæk. Så nu har hun familie igen. Andreas har Tristan på syv fra et tidligere forhold, og bor skiftevis hos sin mor og hos Andreas og Alberte. Og hun mener, at aldersforskellen er positiv i den forstand, at de har forskellige erfaringer at bringe til torvs.

–Der er f.eks. noget ny og sympatisk børnepædagogik, som har mere forståelse og respekt for barnet og dets følsomhed, og som gør, at barnet kan slappe af og lave noget andet end gå og være alene med store følelser.

Albertes egne børn er for længst voksne og flyttet hjemmefra. Er hun så startet forfra med Tristan eller hvad?

– Hmmm. Jeg ville virkelig gerne have et lille barn i mit liv, så det var rigtig dejligt, men nu er han jo ikke mit lille barn, jeg låner ham lidt. Og jeg oplever helt ærligt de samme ting, som jeg oplevede med mine egne børn: Jeg er stadig smadderdårlig til at lege, og jeg er stadig distræt og kommer til at sidde med computeren og skal hente mig selv tilbage. Jeg har ikke selv haft forældre, der sådan var til stede, og nu er Tristan endda et moderne barn, så jeg skal virkelig oppe mig. Men det giver altså noget godt i vores liv. Man er til stede i livet på en anden måde.

Savner forældrene

Det ærgrer hende dog, at hverken hendes far eller stedmor nåede at møde Andreas. Hun har mange stunder, hvor hun synes, det ville være rart, at hendes far, stedmor og andre nærmeste, hun har mistet, stadig var her.

–Men det er på den anden side også dejligt, at jeg kan tænke sådan, for det med at have forældre og være barn af dem er også superkompliceret, og indimellem er det fedt, at jeg bare kan sige et eller andet om min far i et interview, og der er ingen til at sige mig imod. Det er helt okay med mine søskende, og min far skal ikke sidde og blive forskrækket ovre på Ærø. Forstår du? Jeg kan godt nogle gange tænke: Nu er tingene, som de skal være, jeg er her i livet, og mine forældre er væk, det er fuldkommen normalt, og nu træder jeg i karakter, nu er JEG matriarken eller den gamle. Men dagen efter vil jeg bare gerne være den lille igen. Tre år og på blå stue! Og jeg ville virkelig gerne have de lange samtaler, jeg havde med mine forældre. Min stedmor var virkelig klartseende og ville f.eks. kunne bakke mig op i, at jeg maler nu. Og jeg ville kunne snakke med min far om … alt. Men især om åndelige ting. Det savner jeg. Og selvfølgelig ville jeg ønske, at de var der til at elske, elske, elske Andreas, for det ved jeg, de ville. Til gengæld, og det er virkelig fantastisk, så har jeg Andreas’ forældre, og så får de måske endnu mere tid sammen med os. Så der er sgu en mening med alt. Næsten alt. Undtagen krig og fortræd.

 

Alberte Winding, 54 år, mor til Josefine på 29 og William på 25.

Gift med musiker Andreas Fuglebæk, der er far til Tristan på syv.

Aktuel med Albummet ”Hva’ drømmer du”.

Læs mere om: