Bachelorette
Popkultur

De sidste roser er uddelt i “Bachelorette”: Se her, hvem Mette og Julie valgte

20. juli 2023
Af Signe Larsen
Foto: TV 2/Lotte Lemche
Gennem 27 afsnit har vi troligt fulgt med, mens Danmarks første to “Bachelorettes” har datet en række forskellige mænd i håbet om at finde den store kærlighed. Nu ved vi, hvilke mænd der modtog de sidste to roser.

Læs ikke med, hvis ikke du ønsker spoilers fra “Bachelorette”-finaleafsnittet.

Der var tårer, kram, kys, lettelse, overraskelse og ikke mindst skuffelse på programmet i finaleafsnittet af “Bachelorette”, hvor Mette og Julie efter fem ugers dating i Mexico hver især skulle uddele den allersidste rose til den mand, der havde vundet deres hjerte.

Særligt for én af kvinderne var beslutningen uden tvivl svær, og som seer blev man holdt hen til det sidste. I den anden lejr var der knap så meget spænding og drama, omend der skete et lille twist.

Sad du ligesom os klistret til skærmen og holdt vejret til det sidste, så ved du allerede, hvordan udfaldet blev, da kærlighedseventyret nåede til vejs ende – ellers sørger vi for at tage dig med gennem dramaet herunder.

“Jeg har aldrig været i tvivl”

Inden den store beslutning skulle træffes, havde 34-årige Mette været på to drømmedates med bejlerne Boris og Stig. Det samme havde 26-årige Julie med Jonas og Mads.

Trofaste seere havde formentlig allerede derfor regnet ud, hvem Julie ville tilbyde sin sidste rose til.

For på sin drømmedate med Jonas opstod der, trods kys, ikke så sød musik mellem de to, at Julie ønskede at sove sammen med ham. Det ville hun til gengæld gerne med Mads dagen efter.

Hvis ikke den detalje var afslørende nok i sig selv, så blev spændingen også punkteret i finaleafsnittet, før Julie selv fik et ord indført.

https://imgix.femina.dk/2023-07-17/Julie%20og%20Jonas%202%281%29.jpg
Julie og Jonas

– Du skal bare vide, at jeg synes, du er en mega fantastisk kvinde, men jeg har også skullet gå og mærke lidt efter her ovenpå vores date sidst, sagde Jonas og fortsatte:

– For mit vedkommende er der ikke rigtig opstået de her stærke romantiske følelser mellem os. Derfor synes jeg heller ikke, du skal tilbyde mig din sidste rose. Læg din energi og dine følelser hos Mads.

Julie, der så lettet ud, krammede Jonas farvel og tog efterfølgende imod en noget mere nervøs Mads. Hun fortalte ham, at hun syntes, han var et godt menneske, og at hun følte sig godt tilpas sammen med ham.

– Jeg føler virkelig, der er noget specielt imellem os to. Jeg er blevet vild med dig. Jeg er blevet forelsket i dig, sagde en følelsesladet Mads blandt andet.

https://imgix.femina.dk/2023-07-17/obs%20Julie%20og%20Mads%209%281%29.jpg
Julie og Mads

Julie svarede derefter ikke overraskende med et stort smil på læben:

– Jeg har aldrig været i tvivl om, at du skulle have min sidste rose.

“Jeg får bare totalt deja-vu"

Noget anderledes gik det til, da Mette skulle uddele sin sidste rose. Det var ikke på forhånd til at gennemskue, om den ville gå til Boris eller Stig, og det blev ikke nemmere af, at Mette var tydeligt påvirket forud for den store beslutning.

– Jeg ved, jeg kommer til at skuffe en fyr, som er virkelig vild med mig, og det kommer til at gøre megaondt. Jeg får bare totalt deja-vu, græd hun.

Sidste år deltog Mette i “Bachelor” og blev i sidste øjeblik valgt fra af Kasper Skak, der efterlod hende med et knust hjerte efter programmet.

Inden det afgørende øjeblik denne gang erklærede både Stig og Boris sig forelskede i Mette. Boris nævnte, at Mette på nogle punkter gjorde ham til et bedre menneske, mens Stig fortalte, at hun havde formået at stikke til nogle sider, han ellers ikke var glad for at vise frem.

https://imgix.femina.dk/2023-07-17/Mette%20og%20Stig%201%281%29.jpg
Mette og Stig

Til Petra fortalte Stig, at han tidligere var overbevist om, at Boris lå flere kilometer foran ham. Sådan havde han det dog ikke længere.

I sidste ende var det Mette, der havde magten. Hun stod med en mand, der kunne gå hen og blive den eneste ene, afslørede hun uden at nævne hvem af de to, hun talte om.

– Første gang jeg så dig på den røde løber, tænkte jeg: “Det kommer aldrig til at ske. Jeg vil ikke bruge et minut på ham der, han er jo ikke rigtig klog,” sagde hun til Boris.

Stig derimod gjorde et godt indtryk på den røde løber. Han var en af dem, hun tydeligt huskede, og allerede dér rørte han noget i hende, fortalte hun ham.

– Jeg kan rigtig godt lide tanken om, hvordan det kunne blive, hvis vi tog til Danmark, sagde Mette til Sig.

Men den tanke rakte ikke langt nok.

– Jeg er rigtig glad for, at du står her, men der er også en anden, som jeg føler meget for. Han har vækket nogle følelser i mig, som også er rigtig dejlige. Så jeg kan desværre ikke tilbyde dig min rose.

Stig, der tydeligvis var overrasket og ikke mindst skuffet over ordene, var decideret målløs. Efter en meget lang, intens pause krammede de to længe, og en høj lyd af hjertebanken blev fanget af mikrofonerne, inden de to tog afsked.

Tilbage stod Mette nu med Boris – som altså efter hendes egne ord meget vel kunne være “den eneste ene”.

– Jeg har virkelig nydt den rejse, vi har været på. Jeg kan mærke, at min mavefornemmelse er meget kraftigere, når jeg er sammen med dig. Så vil du tage imod min sidste rose? spurgte hun ham.

https://imgix.femina.dk/2023-07-17/obs%20Mette%20og%20Boris%204%281%29.jpg
Mette og Boris

Boris åndede i bogstaveligste forstand lettet op, de omfavnede hinanden, smilede, grinede og kyssede.

– Fra det øjeblik Boris siger ja, der eksploderer det i min krop. Det er ren lykke, lød det fra Mette.

– Det er noget tid siden, jeg har været forelsket. At komme hjem med en kvinde som Mette og at kunne starte en rejse med hende er hjernedødt, sagde Boris.

Kærligheden blomstrede altså mellem Julie og Mads og Mette og Boris, men Stig måtte derimod rejse mod Danmark med et knust hjerte.

Han troede, han ville få Mettes sidste rose, men blev fravalgt – akkurat som Mette gjorde, da hun medvirkede i “Bachelor” sæson 2.

– Jeg føler mig måske lidt snydt. Mette har trukket nogle ting ud af mig, som i sidste ende har været lige meget. Det er ubeskriveligt, hvor ondt det gør inde i min krop lige nu, sagde Stig.

Julie og Mette fulgte deres hjerter, og det ledte dem altså til Mads og Boris.

Hvordan det går “Bachelorette”-parrene i dag, må vi vente med at blive klogere på. Det afsløres i reunion-programmet “Efter den sidste rose” den 25. juli på TV 2 Play og TV 2 Echo.

Læs også