Kathrine Lilleør: Jeg skulle aldrig være præst!
3. december 2014Julie Steincke: Mine nederlag er en del af min succes. Læs hele SØNDAGs interview her
Skulle have været i reklamebranchen
Kathrine Lilleør har været præst i 16 år, men det har ikke altid ligget i kortene, at hun skulle den vej, selv om hun er vokset op blandt præster. Hendes bedstefar, hendes far og hendes onkel var og er præster. Men var hun aldrig selv i tvivl om, at det var præst, hun skulle være?
– Ork jo, jeg skulle aldrig være præst! Jeg læste bare faget, fordi jeg var nysgerrig på det. Men jeg skulle da ind i reklamebranchen. Jeg skulle være smart i en fart i den reklamebranche. Men det duede jeg absolut ikke til, siger hun til SØNDAG.
Lykken er ikke altid dér, hvor vi forestiller os
– På den måde er jeg et omvandrende eksempel på, at lykken ikke altid er der, hvor vi forestiller os. Jeg kunne overhovedet ikke finde ud af at lave reklametekster. Omvendt viste et præsteembede i Hvidovre sig at være lykken.
– Men sagen er jo den, at man aldrig rigtigt regner det, man er god til, for noget. Og sådan er det faktisk med mange, mange ting i vores tilværelse. Mange af os er utroligt nedladende over for det, vi faktisk er gode til, og vil hellere være gode til noget andet.
Caroline Henderson synes det er lidt deprimerende at fylde 50. Læs her hvorfor
Den rette hylde
– I virkeligheden gik det først for alvor op for mig, da jeg kom til Slagslunde og Ganløses to små fugtige landsbykirker og en stor fugtig præstegård med mit kæntrede privatliv, hvor rigtig den hylde var, siger hun til SØNDAG.
– Min kæmpe lykke i alt det, der bestemt også var smertefuldt dengang, var, at jeg skulle prædike hver søndag og blev tvunget til at trænge ned i evangelierne og se dybt i teksterne i den største af alle bøger, der findes, nemlig Det Ny Testamente.
Lykkelig?
Er Kathrine Lilleør, 50 år, mor til tre, ret nybagt præst i Sankt Pauls Kirke i København, et lykkeligt menneske?
– ja, jeg er et meget lykkeligt menneske. Men jeg mener også, at kongevejen til lykke er taknemmelighed. Det er »count your blessings«.
– Når jeg en gang imellem skal vejlede folk i, hvordan de skal bede, plejer jeg at sige: Først skal du rase over Gud, over alt det, du ikke får, og alt det, der ikke er, og alt det, du mangler, og alt det, der bare er rigtigt dumt. Helt i bund med alt det. Ud med det.
– Og når du så er kommet helt i bund med alt det, og du simpelthen ikke kan komme i tanke om mere, du vil skrive på negativlisten, skal du derefter begynde at takke for det, du så fik, og det, du har, og det, du hele tiden får. Og så bliver man altid forundret over, hvor lang DEN liste faktisk er. Det er en god øvelse, kan jeg roligt sige, siger hun til SØNDAG.