Sommerhoroskop
Horoskoper

Løvens sommer-horoskop: Her kan du møde en person, der interesserer dig, og en flirt kan opstå

13. juni 2023
Af astrolog Cathrine Oppenheim
Foto: Valery Hache/AFP/Ritzau Scanpix
Måske er dette sommeren, du bør fokusere på familien, får lidt ekstra ind på bankkontoen, med fordel kan starte på en ny hobby – eller måske burde rejse alene? Læs, hvad dit horoskop siger om netop din sommer.

Generelt

Første sommermåned byder på en del uafsluttede projekter, og det står ikke helt klart for dig, hvordan du skal gribe tingene an for at kunne lukke ned og holde en velfortjent ferie.

I anden halvdel af juli falder der en ro over dig, og den holder sig helt til august. Du vil i juli/august trives med at have fast base i familiens sommerhus og eventuelt styre begivenheder fra sidelinjen.

Den sidste uge af juli vil formentlig være den bedste i perioden, da du er i tophumør og fuld af fest og farver.

Tendensen varer helt indtil sidst i august. Jobopgaver vil komme i fokus i sidste halvdel af august, hvor du igen må trække i arbejdstøjet. Alt i alt en konstruktiv tid med plads til fordybelse og alvor, men også til et udadvendt socialt liv.

Kærlighed

Alt efter hvor du står på kærlighedens vej, vil lykken tilsmile dig både i det faste parforhold og i forsøget på at finde en potentiel partner.

Lever du i et fast forhold, har du med stor sandsynlighed mærket, at samværet er blevet lettere. Hvis der har ligget en tyngde over forholdet, burde den være væk nu.

Har du tanker om at arrangere en kærestedag, vil det være optimalt at gøre det i slutningen af juni. Her er den fælles kemi optimal, og I kommer hinanden så nær, som det nok sjældent sker.

Løvens højdepunkt

De dage, hvor du kan lykkes med dine forehavender, er i starten af juli. På det tidspunkt er heldet og lykken med dig, og du kan få det, næsten som du vil have det. Dagene omkring 13. august er værd at bemærke. Her kan du møde en person, der interesserer dig, og en romance kan sagtens udvikle sig eller opstå.

Din partner løsner mere op for sit følelsesliv i sommer, og det styrker det intime forhold. Er der behov for en seriøs snak, er dagene omkring 23. august oplagte.

For den single Løve, som har lyst til at gøre noget ved kærlighedslivet, vil der være en del muligheder i sommer. Dog vil starten af juli måned være den bedste til at søge kærligheden, da du her har det største overskud og det bedste humør.

Er du på date i midten af august, bør du være opmærksom på vedkommende og give plads til, at din date også får vist sider af sig selv. Vær lyttende.

Familien

Selv om familien kan have tendens til at lukke sig om sig selv i perioder, vil der det meste af sommeren være stor aktivitet. I juni kan rejser være i fokus, hvor du ikke bør blive overrasket, hvis planerne pludselig ændres. Udfordringer i familien bør løses omkring 20. juli. Det kan blive nødvendigt at drosle ned på de økonomiske udskejelser. August måned skiller sig ud i forhold til konstruktive tiltag i familien. Derfor bør familiesammenkomster lægges i august.

Økonomi

Som oven for antydet kan der opstå nogle økonomiske udfordringer i løbet af sommeren. Hvis du tager dig tid til at planlægge ferieøkonomien, kan du udskyde de største udgifter til sidst på sommeren og først der gøre de nødvendige indskrænkninger. Du kan med stor sandsynlighed få genoprettet den økonomiske ligevægt i oktober.

Ferie

Er der noget, Løver er gode til, er det at holde ferie. Rejser vil med stor sandsynlighed være obligatorisk for din sommer.

Der skal helst være aktiviteter og oplevelser i ferien, som kan være med til at udvide din viden om bestemte emner eller kulturer. Du kan godt lide at besøge steder, du ikke kender. Det kan være, at du i år har en arbejdsopgave, der vil forbinde arbejde og ferie/underholdning.

Måske har du ønske om at sætte dig ind i håndværk, der bygger på gamle traditioner. Du vil under alle omstændigheder sætte pris på en ferie, hvor alle sanser kan blive tilfredsstillet.

Læs også