Unges sexkultur: Hvordan kan man som mor ruste sin teenager til at springe ud i (sex)livet i en tid, hvor sexkulturen blandt unge bliver mere og mere grænsesøgende?
Kærlighed og sex

Unges sexkultur: ”Lige nu ser vi nogle tendenser, der er meget bekymrende”

28. juli 2016
Redigeret d. 27. februar 2018 (udgivet første gang d. 28. juli 2016) - af Camilla Wass, redigeret til web af redaktionen, foto: Claus Peuckert
Hvordan kan man som mor ruste sin teenager til at springe ud i (sex)livet i en tid, hvor sexkulturen blandt unge bliver mere og mere grænsesøgende? Psykolog Ulla Dyrløv har sammen med sin datter Sabine skrevet en håndbog til voksenlivet og kommer her med en håndsrækning til alle, der rødmer ved tanken om at skulle indlede den berømte sexsnak.

Unges sexkultur

- Sex er jo overlækkert, og det er vigtigt at få det budskab ud til de unge. Men lige nu ser vi nogle tendenser, der er meget bekymrende – og det handler især om at mærke, hvor éns grænse går.

Sådan siger psykolog Ulla Dyrløv, der sammen med sin datter Sabine har skrevet håndbogen ”Flyvefærdig”, der med sit kapitel om unge, sex, grænser og overgreb dårligt kunne være mere aktuel. I den seneste tid har medierne regelmæssigt budt på nye chokerende historier om ungdommens vilde sexkultur. Unge piger får udstillet deres sexliv på nettet, private nøgenbilleder deles vidt og bredt, gymnasiepiger bliver udvalgt som ”putter” og kommer ind på hotte diskoteker og får gratis drinks – i klar forventning om, at de så kommer med kropslige modydelser senere.

- Min generation er vokset op med, at der er porno overalt, og det har været med til at skabe nogle forventninger om, hvad man ”bør” synes er fedt. Du bliver hele tiden mødt med det her pornoagtige krav om, at du SKAL kunne have sex. Ordet ”narrefisse”, som vi har taget med i bogen, siger vist det hele, siger Sabine.

Bogen ”Flyvefærdig” giver svar på alle de hverdagspukler, man skal over, når man flyver fra reden. Og så stiller Ulla og Sabine skarpt på et af de mere farverige aspekter ved at træde ind i de voksnes rækker: Lagengymnastikken.

Selv kalder de bogen en pendant til ”Kvinde kend din krop” – bare henvendt til unge, der går og tumler med en masse spørgsmål, som de ikke kan få over deres læber. Afsnittet om sex er baseret på Ullas mange års erfaringer som psykolog, kombineret med de erfaringer og iagttagelser, Sabine har gjort med sig selv og sin vennekreds.

- Vores håb er, at når man læser bogen som ung, så får man en pejling af: Hvad er normalt, og hvad er ikke normalt? Vi er jo kvinder, så for at få fyrenes perspektiv med i bogen, har vi brugt min søn på 21 og et par af hans venner som sparringspartnere, fortæller Ulla.

LÆS OGSÅ: 8 tips til at tale om sex med din teenager

Glidecreme og Viagra til unge

I bogen sætter Ulla og Sabine en tyk streg under, at man skal huske at mærke sine egne grænser.

- Jeg har lige talt med to unge piger, der har været til lægen, fordi de ikke kunne blive våde, når de havde sex. Begge piger fik at vide, at de skulle gå på apoteket og købe noget glidecreme. Det er jo HELT galt. Man skal IKKE have brug for glidecreme, når man er 21 år gammel. Og jeg har talt med flere unge fyre, der har fået recept på Viagra fra deres læge – selv om de kun er i starten af 20’erne. Det er jo fuldstændig langt ude, sukker Ulla.

- Helt klichéagtigt er det nok sådan, at man ofte vælger at gå i seng med hinanden ret hurtigt, fordi man håber på at få en kæreste. Men hvis man ser sex som en vare, er det også let at komme til at overskride sine egne grænser, siger Sabine.

Fyre overskrider egne grænser

- Det dér med grænser er helt centralt, når det kommer til sex, pointerer Ulla. Hun er tilknyttet Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet, og her oplever de en klar stigning i antallet af piger, der henvender sig op grund af seksuelle overgreb, og det viser sig, at de ikke har sagt fra.

- Er det så et overgreb? Ja, det er det jo – men det er et overgreb på DIG SELV. Når man overskrider sin egne grænser, laver man er overgreb på sig selv, og det tror jeg, mange unge ikke er klar over.

Ulla fortæller, at det i lige så høj grad er de unge fyre, der overskrider deres egne grænser.

- Jeg har blandt andet talt med flere unge mænd, som ikke bryder sig om de lyde, pigerne kommer med under sex. Det er lyde ligesom i pornofilmene, og fyrene synes, det er KUNSTIGT. Pigerne tror, at sådan skal det lyde, når det er rigtig godt, så de laver pornomund og stønner – men det kan drengene bare slet ikke lide. De vil jo bare gerne have, pigerne er sig selv.

LÆS OGSÅ: Sådan hjælper du din teenager til at elske sin krop

Blowjob i spisefrikvarteret

Ulla har mødt piger i 8. klasse, der giver blowjobs i det store spisefrikvarter – og drenge, der ikke har LYST til at få det blowjob. Men hvorfor er det så svært at mærke sine egne grænser – det har Sabine et klart bud på.

– Jeg tror, det handler om, at det er ENORMT stressende at være ung. Man er hele tiden PÅ, og når man går rundt og er lidt bedøvet af stress hele tiden, er det virkelig svært at mærke sig selv.

Er det også noget, du selv har prøvet?

– Ja, jeg havde en periode for nogle år siden, hvor jeg gik rigtig meget i byen, og min krop pludselig en dag brød helt sammen. Jeg blev uforklarligt ked af det, glemte aftaler og kunne slet ikke overskue noget. Rigtig mange af mine venner har desuden været sygemeldt med stress eller depression, fortæller Sabine.

Det soleklare budskab fra Ulla Dyrløv er, at vi som forældre skal træde mere i karakter – også selv om de unge er på nippet til at flyve fra reden.

– Vi har fået en laissez faire-kultur, der viser sig hos forældre, ved at vi er holdt op med at tage ansvar og i stedet overlader ALT for mange valg til de unge: Vil du have en caffe latte eller en chai latte – eller måske en lille yoghurt? Vores børn får hele tiden at vide, at de SELV bestemmer over deres liv, og at der er fuldstændig frit valg på alle hylder. Men det betyder også, at de kun har sig selv at skælde ud, hvis de ikke træffer de rigtige beslutninger. Så i praksis sker der det, at vi lægger et JERNTÆPPE af stress ned over vores børn.

Ulla mener, det er på tide, vi tager presset fra vores børn og træder i karakter som forældre.

– Vi har brug for at mærke andres grænser for at føle os trygge, og jeg vil sige det sådan, at det er bedre at beslutte noget forkert end slet ikke at beslutte noget.

Men kan det overhovedet lade sig gøre at styre sine børn uden om hævnporno, sexvideoer på de sociale medier og one-night stands, man i virkeligheden slet ikke har lyst til?

– Det er klart, at man ikke kan gå igennem livet uden at falde og slå sig – og komme til at overskride sine grænser. Der er ikke noget galt i at tænde på porno eller at eksperimentere på alle mulige måder. Men der er noget galt i, at vi ikke får SNAKKET om det, siger Ulla bestemt. Sabine er enig:

– Jeg synes, der er en mærkelig skævvridning, når det kommer til sex. På den ene side vokser vi op med porno, og det kan virke meget frigjort – men samtidig er der en kæmpe berøringsangst hos mange forældre og lærere over at tale med unge om sex. Og så ender man jo med at få al sin viden fra internettet og andre unge.

LÆS OGSÅ: Sådan styrker du din teenagers selvværd

Sexsnak på en værdig måde

Ulla mener derfor, vi forældre SKAL tage den dér sexsnak med vores børn, selv om det kan være tåkrummende pinligt. Hun understreger, at man som forældre skal træde ind i den unges følsomme rum på en værdig måde.

– Hold nu op med at sidde og interviewe dine børn om deres sexliv, men prøv i stedet for at bringe nogle af de aktuelle historier fra medierne på banen: ”Jeg læste om hævnporno i avisen forleden dag ...”. På den måde får man de unge til selv at reflektere, og ofte sker der det, at de begynder at spørge ind til nogle ting, forklarer Ulla Dyrløv. Men hvad så hvis man er ved at dø af skræk over, hvad éns teenager NU roder sig ud i?

– Så er det er vigtigt at signalere, at det hele tiden handler om den unges følelser. Man må ikke spørge ind til ting, fordi man gerne vil have sin egen uro til at forsvinde – og man kan ikke KRÆVE at få noget at vide. Det handler om at opbygge en tillid og komme med en RAR opmærksomhed, så den unge kan mærke, man er klar til at være sikkerhedsnet. Ingen løftede pegefingre eller historier om dengang, mor var ung og på vilde vulkaner, griner Ulla Dyrløv.

https://imgix.femina.dk/1628_porno_og_unge.jpg

Bogen "Flyvefærdig - en guide til voksenlivets kriser og udfordringer" er udkommet på Akademisk Forlag.

Læs også