Småbørnsmoren om moderrollen: Man får en respekt for livet
4. maj 2016Det holder aldrig op: Når en baby én gang er landet hos dig, er du mor resten af livet. Men ikke på samme måde. Rollen forandrer sig, i takt med at barnet vokser til – og det går svimlende hurtigt. Vi har bedt fire mødre sætte ord på følelserne i forskellige faser. Her får du småbørnsmorens tanker:
– Den største lykke ved at blive mor er at få sin egen familie med nye og gamle traditioner. Mit liv skiftede med ét slag fokus fra noget meget stort til noget meget småt. Når man er ung, handler alt om at realisere sig selv. Jeg rejste fra Cuba til Peru og Mexico og var optaget af de store spørgsmål: Hvem er jeg, og hvad vil jeg? Da vi fik børn, kom der en banal hverdagsrytme ind i mit liv, og det er faktisk en lettelse at koncentrere sig om mad, søvn og legeaftaler, at hvile lidt i hverdagen. Jeg oplever små glimt af lykke, når jeg cykler hjem med børnene i vores Christianiacykel gennem Landbohøjskolens Have. Jeg elsker at se dem drøne op og ned i vores opgang til legekammerater, præcis som jeg selv legede på vejen i min egen barndoms villaidyl. Det er de små ting, man gør hver dag, som bliver til de bedste barndomsminder.
– Angsten for døden er kommet ind i mit liv sammen med børnene. Tidligere har jeg stået på rulleskøjter ned ad Valby Bakke i fuld fart. Tænk, at jeg turde! I dag cykler jeg forsigtigt gennem byen og kan blive forskrækket over at se en ung pige på cykel, der trækker en veninde på rulleskøjter. Endda uden lys på! Jeg tror, man får en respekt for livet, en forståelse af, hvor skrøbeligt det kan være, når man bliver mor. Der er en grundlæggende angst for, at der skal ske enten børnene eller én selv noget. Men sammen med den angst kommer også en overmenneskelig styrke, der gør, at du er parat til at hoppe ud foran en bil for at redde dine børn. Min yngste søn fik helt uventet konstateret en hjertefejl, da han var tre måneder. Lægen hørte en mislyd, han blev indstillet til operation, og da han var seks måneder, blev han opereret. Ventetiden var det værste, fordi jeg følte mig magtesløs som mor. Men kræfterne til at komme igennem sådan et forløb har man. Jeg ved ikke helt hvordan, men instinkterne tager over, og så kan man være stærk for sit barns skyld. Det hjalp også, at vi følte os i helt trygge hænder hos lægerne. – Urinstinktet er i det hele taget vigtigt at lytte til, synes jeg. Nybagte forældre drukner let i gode råd, undersøgelser og bøger om børneopdragelse. Der kommer hele tiden en ny puttemetode og en ny vidundergrøntsag, og jeg tror, det gør os mere usikre som forældre. Min mand og jeg taler meget sammen om, hvad vi mener er det rigtige for os. Vi finder ro ved at stole på hinanden. Han er meget reflekteret, og jeg er mere intuitiv, og tilsammen gør vi det bedste, vi overhovedet kan for vores børn.
– Trætheden de første år kommer man ikke helt uden om. Jeg sad med en babylift på skødet og vippede med lårene, mens jeg med en hånd forsøgte at berolige mit store barn. Der går tid med at tænke over, hvordan man får dem til at sove. Jeg har fået børn under mit studie, og det gik for sent op for mig, at jeg ikke havde natten til rådighed til at læse mere. Jeg har været vant til at kunne læse til eksamen i døgndrift, men med små børn var jeg nødt til at prioritere at få sovet. Når det er værst, tænker man, at man nok skal være træt, lige indtil de flytter hjemmefra, men så pludselig kan vi læse en godnathistorie, og så bobler de begge let og ubesværet lige til næste morgen. At vi har fået dem tæt, betyder desuden, at de i dag er hinandens bedste venner.
– Det har overrasket mig, hvor let det var at føde barn nummer to, og hvor stor en omvæltning det derefter var at være mor til to. Overgangen fra tre til fire mennesker var næsten større end at gå fra to til tre for os. Især fordi storebror var lille. Der er kun et år og ni måneder mellem mine drenge, og alligevel forventer man helt automatisk, at den store pludselig kan tage hensyn og vente, selv om han slet ikke er gammel nok til at forstå, hvad der sker. Alt er travlt med to så små børn. Men alt er også afsindig vidunderligt. Jeg har været skruk hele mit liv, og jeg er virkelig vild med at være mor. Så pyt da med, at ferie ikke er helt så afslappende, som det plejer, og at jeg har været konstant vinterbleg i fem år nu.
Nina Dorthea Glastrup, 32, nyuddannet cand. ling.merc., gift og mor til Carl Philip, fem, og Frederik, tre.
Læs, hvad teenagemoren siger om moderrollen her