julegaver
Selvudvikling

Sådan kan du OGSÅ give julegaver

Er det en kamp for dig BÅDE at finde på noget at ønske og noget at give til jul – og synes du, gaveræset har taget overhånd? Så læs med her og få inspiration til, hvordan andre håndterer den dér svære gaveudveksling.

ET BILLEDE AF GAVEN
– Vi har flere gange givet hinanden ÉN stor gave, som vi skal nyde sammen i vores lille familie. Som regel rejser. Så indrammer vi et billede fra Thailand, Afrika eller et andet eksotisk sted, lægger det indpakket under juletræet og pakker det ud i storfamiliens skød juleaften og GLÆDER os til, vi skal af sted. For forældrene er det jo ingen overraskelse, men det er det for børnene. Et enkelt år var fællesgaven et billede af en fladskærm ... det gav ikke helt samme jubel som palmestrand og savanne med zebraer!
Tine, 55 år
 
 
IKKE TIL DE VOKSNE
– I min familie er vi stået af gaveræset i den forstand, at de ”rigtigt” voksne ikke giver hinanden gaver. Sådan har det været i tre-fire år, og det er en stor lettelse ikke at skulle støve rundt i butikker og købe 30-35 mere eller mindre ligegyldige gaver. Hvornår man er voksen, kan være lidt svært at definere, men jeg har i hvert fald sagt til mine noget yngre søstre, som lige er færdige med deres studier og stadig i færd med at etablere sig, at jeg ikke tager imod gaver fra dem. Til gengæld giver jeg stadig gaver til dem, så længe deres økonomiske situation er en anden end min.
Iben, 46 år
 
SÆTTER BELØB PÅ FÆLLESKONTO
– Hvem ønsker sig overhovedet noget efterhånden? De fleste af os køber jo det, vi har brug for. Vi syntes, det var blevet rigtig svært at finde på gaver til f.eks. min mands forældre, og det blev ofte til en udveksling af gavekort, som for mig at se er det samme som at udveksle kontanter. Vi foreslog derfor, at vi i år skulle give en meget mindre gave, end vi plejer, og så sætte resten af det planlagte beløb til side på en fælleskonto og på den måde spare sammen til en fælles rejse eller weekendtur for hele familien. Det er ikke sådan, at vi aftaler beløbets størrelse, vi sætter bare ind. Vi har i øvrigt besluttet, at det samme gælder for fødselsdage – et fint lille kompromis, hvor vi også stadig viser vores børn, at man også kan sætte pris på hinanden som voksne med en lille gave, men uden at det bliver til et stressende gaveræs.
Bettina, 42 år
 
 
PAKKESPIL MED STORE GAVER
– Når vi fejrer jul med min mands familie, så er der ingen gaver til alle over 18 år. Til gengæld har vi en gavespil, hvor vi køber gode gaver som en flaske god whisky, en lækker creme eller lignende. Altså ikke noget fra 10-kroners-markeder, men gaver til minimum 200 kr. pr. stk. Vi spiller jo om gaverne, så vi ved ikke, hvem der får hvad, men skeler til, om søster Ida er vild med parfume, og så videre. For når spillet er færdigt, kan man jo prøve at bytte sig frem til det, man helst vil have. Der er indimellem også enkelte ”hade”gaver, som er med i spillet år efter år. Men generelt gør alle sig umage med at finde gode gaver, som man véd, andre vil blive glade for og ikke mindst vil kæmpe for. Vi rafler aldrig om gaverne, men spiller f.eks. kort, så det kan nemt tage flere timer at få fordelt gaverne.
Anne-Mette 48 år
 
ET KUNSTVÆRK
– Min kæreste og jeg har droppet både jule- og fødselsdagsgaver til hinanden og køber i stedet hvert år lige efter jul et nyt kunstværk i fællesskab. Det er faktisk en befrielse ikke at skulle finde på noget nyt at ønske sig hvert år, da vi bestemt ikke mangler flere ting i vores liv. Lidt nyt kunst er der dog altid plads til ...
Jesper, 41 år
 
KUN TIL DEM, VI FEJRER MED
– Vi har tidligere givet gaver til ALLE i familien, både dem, vi holdt juleaften med, og de andre. Men i år har vi lavet nye regler, så vi kun giver til dem, vi fejrer jul med, også selv om der er børn involveret. Både min søster og jeg plejer at holde øje hele året, så vi måske i august finder en ting, der er sat ned til cirka 100 kroner, og som passer til den person – men generelt går vi nu mere op i indpakningen end beløbets størrelse og selve gaven.
Marianne, 40 år
 
TRÆKKER LOD
– Vi blev trætte af, at vi skulle købe så mange kedelige julegaver til de voksne, som de lige så godt selv kunne købe, så vi blev enige om, at vi seks voksne, der plejede at give gaver til hinanden, i stedet putter alle vores navne ned i en hat, og så trækker vi hver især ét navn. Så skal man kun købe én gave til den ene person, og så har man et lidt større budget og kan gøre sig mere umage. Det sparer også en del tid juleaften. Vi har gjort det i seks-syv år og er blevet rigtig glade for det. Det er kun gået galt én gang, og det var sidste år, hvor jeg ikke fik nogen julegave, og min far fik to ...
Lone, 40 år
 
LÆS OGSÅ: Spiselige julegaver, du selv kan lave
 
 
 
 
Læs mere om: