https://imgix.femina.dk/media/article/renee-7_0.png
Selvudvikling

Renée: Vi taber vores børn på gulvet

17. maj 2016
af Renée Toft Simonsen
Kvaliteten i mange vuggestuer og børnehaver er åbenbart nået til et punkt, hvor selv robuste børn udsættes for et tab ved at være der, og udsatte børn lider decideret skade
Efter at have læst en artikel om kvaliteten i de danske vuggestuer er jeg virkelig glad for, at alle mine unger er store – men jeg er da allerede så småt begyndt at bekymre mig for mine kommende børnebørn. For kvaliteten i mange vuggestuer og børnehaver i Danmark er åbenbart nået til et punkt, hvor selv robuste børn udsættes for et tab ved at være der, og udsatte børn lider decideret skade. Og antallet af voksne pr. barn i vores daginstitutioner ER for lavt, ifølge flere af landets førende forskere. Jeg læste i en ny rapport, at der i hver fjerde vuggestue kun er to voksne til stede det meste af dagen til 11,5 børn. Og når åbningstiden for vuggestuerne er ca. 10 timer, vil det sige, at en del børn altså vil tilbringe det meste af deres dag overvåget, dog uden megen rigtig kontakt med en voksen ... IKKE TILSTRÆKKELIG VOKSENKONTAKT Uden tilstrækkeligt med voksenkontakt og nærvær vil børnene jo få dårligere betingelser for at udvikle sig, skabe sociale færdigheder og for at lære at regulere deres følelser og koncentrationsevne. Og med knap seks børn pr. voksen er der ingen tvivl om, at nærvær og kontakt med hvert enkelt barn vil blive yderst vanskeligt. LÆS OGSÅ: Renée: Hvordan er det vi behandler vores ældre? INDIMELLEM VAR DER STRESS PÅ Jeg har selv fået to børn meget kort tid efter hinanden, og jeg husker tydeligt, hvordan mine dage gik ... når den ene sov, var jeg sammen med den anden, og når de var vågne samtidig, var der faktisk indimellem stress på, når de begge krævede opmærksomhed på samme tid – for hvordan forklarer du en baby på otte måneder, at han lige skal vente, eller den toårige, at hun ikke kan få frokost før om en time? Den slags forstår børn ikke, og ved I hvad? Det skal de heller ikke. Hermed være ikke sagt, de aldrig må blive frustrerede eller være sultne i 20 minutter, før de får mad, men hvis de i løbet af en dag ikke får øjenkontakt, ikke finder tryghed på et varmt skød med en hyggelig bog, ikke kan få trøstet tårerne færdig eller skal vente længe på en ren ble – ja, så sætter det altså sit præg på barnet. TRE BØRN TIL ÉN VOKSEN Forskerne anbefaler én voksen til tre børn, hvilket må siges at være langt fra de tal, jeg nævnte tidligere. Hmm, en opstramning på normeringsområdet er vist tiltrængt, for virkeligheden harmonerer altså virkelig dårligt med de ambitioner, jeg oplever, der bliver lagt frem, så snart emnet berøres politisk. Og hvis ikke det sker – tja, så må vi nok forvente at se resultatet i de mange tests, børnene skal igennem, så snart de begynder i skolen. Det er sgu et mærkeligt samfund, vi lever i ... først svigter vi vores unger ved ikke at prioritere deres udvikling, og bagefter napper vi deres selvtillid, når alle vores tests viser, at de ikke er helt med på beatet? Kærlig hilsen Renée Skriv til FEMINA, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Renée mener”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.

Læs også