Renée: Vi skal bruge de unges potentiale

Jeg sidder på en lille ø midt i Thailand. Jeg er hoppet ind i en verden, der er helt anderledes end den, jeg lever i til hverdag, og her skal jeg være i seks uger. Jeg skal finde mit næste projekt. Jeg ved, at det ikke kan tvinges frem, så jeg må være tålmodig. Mens jeg venter, sidder jeg en aften og drikker en øl med en ung mand fra Frankrig. Han er 29 år og er også rejst herud for at finde noget. Hvad, ved han ikke. Det skulle bare være noget andet end det, der var. Jeg spørger ham, hvad der var? Han fortæller, at han kommer fra en helt almindelig familie. Han har en dejlig mor og far, der snart skal komme på besøg. Han har gået i skole i de obligatoriske 16-18 år, fået sig en uddannelse og gjort det, som der forventes af unge mennesker. Han er blevet en livsduelig borger, der kan bidrage til samfundet og den evige drøm om stadig vækst. Han fik sig et godt job i et forsikringsselskab, og så sad han dér. Bag en computerskærm. Hver eneste dag stod han op, vaskede sig, tog tøj på, drak sin kaffe, hoppede ned i bilen, kørte ind på arbejde og sad dér bag skærmen. LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Forældreskab - en anden type samfundsrelevant arbejde Det var så det liv! Hans udsigt var 35 år bag en skærm, til han blev 64 og gik på pension. Kroppen skulle han ikke bruge til noget, undtagen armene, og den uro, der var i benene, skulle holdes nede. Den havde ingen plads i samfundet. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at den unge mands historie kunne være en hvilken som helst ung mands eller kvindes historie i den vestlige verden. En verden, vi har indrettet, så unge mennesker med kroppe, der stadig kan alt, kroppe fyldt med potentiale og energi, mange steder slet ikke har en plads. Vi ønsker ikke noget fra de kroppe, og hvad de vil med dem, må de selv finde ud af. De skal bare kunne tifingersystemet og så ellers opholde sig i en eller anden virtuel verden, hvor de holder hjulene i gang for et samfund, der har mistet overblikket. Jeg var fuld af beundring for den unge mand. Hans bevidsthed omkring det håbløse perspektiv og hans mod til at handle. Da jeg kørte hjemad på min scooter, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at der i ungdommen lever et evigt håb og ikke mindst energien til revolution. Hans revolution var ikke samfundsomstyrtende, væbnet eller docerende. Den var ganske lille, og alligevel var den et rungende NEJ til det, vi bød ham. Så kom den gamle anarkist op i mig, og håbet om, at mange flere unge mennesker vil sige NEJ i fremtiden, blev vækket som en gammel hankat af sin slummer, mens den tropiske regn sparkede natten ind. Kærlig hilsen Renée