Renée Toft Simonsen
Selvudvikling

Renée: Jeg er stolt af vores ungdom

13. maj 2015
af Renée Toft Simonsen
Jeg fatter ikke, hvad det er, folk på min alder mener, når de siger, at ungdommen er doven og umulig og ikke ved, hvordan man strenger sig an og gør et ordentligt stykke arbejde
Frie børn leger bedst, var en af de sætninger, jeg stødte på her i weekenden, da jeg var til fernisering på Eriksminde Efterskole. Hvert år ved denne tid er der på mirakuløs vis fremkommet over 100 kunstværker. Når jeg går rundt på sådan en fernisering, fatter jeg ikke, hvad det er, folk på min alder mener, når de siger, at ungdommen er doven og umulig og ikke ved, hvordan man strenger sig an og gør et ordentligt stykke arbejde. Tværtimod bliver jeg uendelig stolt af vores ungdom, imponeret og ikke mindst rørt og berørt. Den åbenhed og entusiasme, hvormed de møder verden, den tillid, de viser, når de viser, hvad der bor dybt inde i deres hjerter. De unge viser deres smukke røde bankende hjerte – gennem billeder, fotobøger, film, noveller, essays, digte, tegneserier, malerier, keramik, sang, skuespil, dans og design. Kunstværkerne handlede ikke om at blive store, stærke og magtfulde. Der var ingen digte om at tjene masser af penge. Ingen film om, hvordan man fik magt over andre. Alle handlede om fælleskab, om at være udenfor, indenfor og om at være alene. De handlede om at være sammen, og hvilken betydning det får for os, når vi har hinanden. De handlede om at tænke tanker, om at være i nuet, om at mærke, være opmærksom, blive til, høre til, forandre sig. De handlede om at være bange og turde sige det højt. Om at fejle og stå ved det. LÆS OGSÅ: Vi skal bruge de unges potentiale En pige havde lavet den smukkeste ordløse film om følelsen/frustrationen ved at være ordblind. Visuelt viste hun, hvordan der så ud inde i hende, da hun kastede små plastikbogstaver op i røde, gule og grønne nuancer. En knægt havde fotograferet alle sine hjem. Hos mor, far, bedsteforældre og nu på efterskolen. Hellerup/København kaldte han sin fotoudstilling. For ham havde det med at høre til et sted indimellem været en smertefuld proces. En ung pige stillede det her spørgsmål og undersøgte svaret gennem sit værk: ”Det at være identitetssøgende ungt menneske er typisk forbundet med skam og usikkerhed over kroppen, og det udløser en enorm sårbarhed. Hvordan kan det tydeliggøres, uden at sårbarheden bliver erstattet af banalitet og unødvendigt forsøg på provokation?”. Smukke billeder af nøgne torsoer besvarede hendes spørgsmål på fineste vis. Sluttelig faldt jeg over det her lille statement klistret ind i en gammel latinsk bog: De siger, romantikken er tabt, dog priser jeg mig lykkelig for, at jeg lever i en verden, hvor jeg med et klik kan sige ”jeg elsker dig” på over 500 sprog. Touché, unge pige på 16 år – smukkere kan det vist ikke siges? Kærlig hilsen Renée LÆS OGSÅ: Hvorfor skal de unge nedgøres

Læs også