https://imgix.femina.dk/media/article/renee-2.png
Selvudvikling

Renée: Hvorfor har vi brug for at placere skyld?

23. oktober 2015
af Renée Toft Simonsen
The blame game kører for fuldt skrald, fra vi er små. Hvorfor har vi sådan brug for at placere skyld for at få vores verden til at hænge sammen?
En af mine venner på Facebook har postet en video med to små, ekstremt nuttede tvillingedrenge helt ens klædt på. De er på vej ned ad fortrappen til deres hus, alt imens deres mor filmer dem. De når til det nederste trin på trappen, og så skal der hoppes det sidste stykke. PROBLEMET OPSTÅR Men så opstår der et problem, for den ene dreng tør ikke springe ud og vil gerne holde hånd, mens den anden sagtens tør springe og gerne vil gøre det alene, uden at holde hånd. Den tilbageholdende forsøger ihærdigt at tage den modiges hånd, men den modige ryster ham af. Moderen bag kameraet forsøger at forklare, at broderen bare vil holde hans hånd, men den modige gider ikke og springer selv. Den tilbageholdende dreng stikker nu i et vræl, der kan høres fire blokke væk, og tårerne strinter ud. Det får den modige til at gå tilbage til sin bror og spørge: ”What do you want?”, hvilket jo er et ret fint spørgsmål. Den tilbageholdende svarer ikke, han hyler bare, og så kigger den modige op på sin mor for at få hjælp, hvorefter hun siger: ”You hurt his feelings, go back up there with him!”. LÆS OGSÅ: Renée: Skældud er som at blive slået med stemmen DU HAR GJORT NOGET GALT Han går tilbage op på trappetrinnet, tager sin brors hånd, de hopper ned sammen og giver hinanden et kram på moderens opfordring, mens de griner. Meningen med det hele var nok, at vi skulle se, hvordan man opdrager små børn til at være gode og kærlige ved hinanden, vente på hinanden og hjælpe hinanden. Men der var alligevel noget, der fik mig til at stejle ved den lille film, for hvad var det for en bemærkning, der gjorde, at den modige gik tilbage: ”DU har såret din brors følelser”, altså: DU har gjort noget galt, og nu skal du gå tilbage og fikse det! TACKLER VERDEN FORSKELLIGT Men for mig at se var det bare ikke det, der var sket. Det, jeg så, var, at ja – den tilbageholdende bror blev helt tydeligt såret og ked af det, men jeg så ikke, at det var nogens skyld og da slet ikke den brors, der bare gerne ville hoppe ned selv. Jeg så to små brødre med temperamenter så forskellige, at det gjorde, at de tacklede den verden, de gik ud i, meget forskelligt. At vise ham en måde, han kan hjælpe en bror, en ven eller et medmenneske i nød på, er fuldstændig, som det skal være. Men at påstå, det var hans skyld, at den anden bror blev ked af det, er efter min mening helt forfejlet. The blame game kører for fuldt skrald, fra vi er små, og indimellem kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvad det gør ved os, og hvorfor vi har sådan brug for at placere skyld for at få vores verden til at hænge sammen? Kærlig hilsen Renée LÆS OGSÅ: Lad børnene sige nej

Læs også