Reducér dit stressniveau med mindfulness

Har du svært ved at være til stede og nyde øjeblikket? Måske endda de oplevelser, du længe har set frem til? Eller er du bare stresset? Så er det måske værd at kigge lidt nærmere på mindfulness

Mandag, 27. januar 2014 - 9:45 - af Ida Reichardt
Mindfulness handler om evnen til nærvær og at have fuld opmærksomhed på og acceptere nuet – derfor kaldes det også ’opmærksomt nærvær’. Det stammer oprindeligt fra budismen, men i 70’erne blev professor Jon Kabat-Zinn opmærksom på, at han kunne bruge nogle af de ting, han havde lært af at dyrke yoga, i behandlingen af patienter med stress, smerter eller kroniske sygdomme.
 
Han grundlagde efterfølgende the Center for Mindfulness in Medicine, Health Care, and Society ved University of Massachusetts og udviklede MBSR-programmet: Mindfulness Based Stress Reduction.
 
Prøv en guidet meditation med Professor Jon Kabat-Zinn
                                         
Det kan være svært at komme i gang
Også herhjemme har videnskaben fået øjnene op for mindfulness. Ifølge professor Reinhard Stelter fra Københavns Universitet har mindfulness meditation en dokumenteret effekt på en række lidelser som stress, depression, psoriasis og fobier.
 
- Mange bruger det i forhold til en stresset hverdag. Når de fornemmer, at hverdagen er ved at overmande dem, sætter de sig og mediterer nogle minutter, siger Reinhard Stelter til videnskab.dk.
 
Han påpeger samtidig, at det kan være en udfordring at starte med mindfulness meditation. For det første gælder det, som med så meget andet, om at prioritere tiden til det – hvilket kan være svært, hvis man er stresset. Men derudover vil mange også opleve irritation den første måneds tid, fordi det kan være svært ikke at blive overmandet af tanker. Men holder man ud, kan mindfulness meditaton blive et åndehul i hverdagen.
 
 
Livsstilsændringer ved hjælp af mindfulness
Kostekspert Per Brændgaard er begejstret for mindfulness. Ifølge ham er mindfulness meditation særdeles effektiv til at understøtte livsstilsændringer med ”små skridt”- metoden.
 
"Små skridt"- metoden går ud på, at opdage de mange små valgmuligheder du har i hverdagen med hensyn til kost og motion. Meditation understøtter de små skridt ved at slå autopiloten fra og opmærksomheden til, skabe eksistentiel koncentration (så du opdager strømmen af småting) og øge intentionen af kærlig venlighed (som er den dybeste motivation for sundhed).
 
Per Brændgaard fortæller desuden, at der Inden for mindfulness findes tre forskellige meditationsmetoder, der understøtter hinanden:
 
1) Åndedrætsmeditation, som går ud på at iagttage dine ind- og udåndinger.
 
2) Ikke-dømmende iagttagelse af det mest fremtrædende aspekt i bevidstheden i nuet: En tanke, en følelse, en kropsfornemmelse, et sanseindtryk, et livsstilsvalg.
 
3) Meditation på kærlig venlighed, som er intentionen af betingelsesløs godhed, altså at ønske det bedste for dig selv.