Mormoren om moderrollen: Når man mærker en springflod i øjnene, skal man vide, man ikke er alene

Det holder aldrig op: Når en baby én gang er landet hos dig, er du mor resten af livet. Men ikke på samme måde. Rollen forandrer sig, i takt med at barnet vokser til – og det går svimlende hurtigt. Vi har bedt fire mødre sætte ord på følelserne i forskellige faser. Her får du mormorens tanker:

– Samhørigheden mellem Gerda og mig er måske større end nogensinde. Jeg ved, hvor stort det er at føde et barn, og det er fantastisk at se i min datters øjne, at hun oplever det samme. Den følelse kan vi først dele nu. Samtidig har jeg lyst til at hjælpe, for jeg véd, det er en stor omvæltning. Gerda ringede en dag med en meget lille stemme og spurgte, om jeg ville komme forbi. Hun trængte til ro, og dér tager jeg gerne tidligt fri og iler til hjælp. Jeg tror, det betyder noget for vores forhold, at jeg ærligt har fortalt hende om min egen barsel med hende. Hun ved, at jeg tudbrølede, dagen efter at jeg kom hjem fra hospitalet. Vi holdt rejsegilde i vores nye tilbygning til huset, der var mange mennesker og for min mands vedkommende mange at skåle med, og da han gik i seng, følte jeg mig pludselig overvældet af ansvaret for et nyt menneske. Mine forældre kom sent på eftermiddagen, og pludselig følte jeg, jeg ikke kunne klare det, og derfor blev de hos os og sov og tog Gerda om natten. Det er vigtigt at give den slags historier videre, så babylivet får andre nuancer end lyserød. Når man mærker en springflod i øjnene, skal man vide, man ikke er alene.

– Tålmodighed har aldrig været min stærke side. Alt skulle køre efter en snor, da Gerda og hendes lillesøster Randi var små. Jeg arbejdede fra otte til 16 og stod for både at hente og bringe dem, handle ind og lave mad. Der var ikke plads til udsving, jeg havde madplanen i et Excel-ark og købte ind til kummefryseren én gang hver måned. Jeg oplever, at begge mine døtre er mere tilbagelænede og langt mere tålmodige. De giver mere slip, og det beundrer jeg dem for. Men jeg beundrer ikke så meget spisesituationen, hvor der er mad overalt, og de små selv skal spise. Jeg ved godt, at de skal have lov at prøve selv, men begge mine piger blev fodret med ske, og de har da lært at spise alligevel. Vi kan sagtens grine ad det, for Gerda ved udmærket, at mad på gulvet og fedtede fingre ikke lige er mig. Til gengæld kunne jeg aldrig drømme om ikke at respektere Gerdas måde at gøre tingene på.

– Oprørstrangen fik Gerda grundigt overstået som teenager. Dengang havde vi nogle år, hvor vi var virkelig irriterede på hinanden. Min rolle som hofdame holdt op, da de blev teenagere, og det var Gerda, der tog det store skrald med hensyn til at prøve grænser af. Men vi har talt om det, og vi er meget mere på linje nu. Gerda kan stadig godt sige fra, og sådan skal det også være. Jeg er sikker på, hun synes, jeg har sagt: Det bestemmer jeg! lidt for mange gange, så det er nok en af de ting, hun vil gøre anderledes med sin egen datter. Det er fint. Selvfølgelig skal hun og hendes mand finde deres egen måde at gøre tingene på.

– Jeg er nysgerrig ud over alle grænser, når det drejer sig om mine børnebørn. Da Gerda havde født klokken 10 om formiddagen, ringede min svigersøn klokken 13, og dér sagde jeg straks: ”Hvorfor ringer du så først nu?”. Jeg var ikke bekymret, for hendes graviditet havde været uproblematisk, og hendes forløb lignede mit eget, men jeg var virkelig nysgerrig. Heldigvis får jeg stillet den trang, for med børnebørnenes ankomst er jeg i daglig kontakt med Gerda igen. Jeg får mms’er og videoer sendt, hver gang Eija nyser eller klukler, og det er skønt. At være mor til en mor er ren livsbekræftende lykke.

Mette Bohsen, 60, receptionist og koordinator, gift og mor til Gerda og Randi, nybagt mormor til Eija og Hektor.

Læs, hvad småbørnsmoren siger om moderrollen her

Læs, hvad teenagemoren siger om moderrollen her

Læs, hvad moren til et voksent barn siger om moderrollen her