Min mor rakker ned på min mand
29. december 2011Kære Renée.
Min mand har et firma, som kører rigtig godt trods "krisen". Han arbejder selvfølgelig mange timer og får tit ikke sagt godnat til vores fire børn, mens jeg er medhjælpende og er hos vores børn 24 timer i døgnet. Selvfølgelig er der et savn, både hos dem og hos min mand, men det er den måde, vi har valgt at leve på. Min søster og hendes mand havde også eget firma, men gik ned med det for et par år siden, og lige siden har min mor været negativ og er ligefrem ond over for min mand og mig. Det er, som om hun ikke kan have, at det går godt for os, når nu min søster og hendes mand gik ned. Hun rakker ned på min mands firma, og når jeg fortæller, hvor godt det går, kan hun slet ikke holde ud at høre på det. Det har primært noget at gøre med, at min mand ikke er så meget omkring børnene, så bliver hun rasende. Jeg synes, det er et privilegium, at jeg ordner regnskab herhjemme, og børnene bare kan komme hjem fra skole, når de har lyst - for jeg er her altid. Jeg bliver bare så ked af, at hun ikke kan glæde sig på vores vegne. Problemet er egentlig ikke så stort, for hun skal jo ikke blande sig i, hvordan vi lever ... for man kan ikke leve andres liv, heller ikke sine børns. Men jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg eventuelt skulle sige til hende, for jeg gider heller ikke være uvenner med hende. Jeg er lidt flov over at spørge dig om råd i min alder, men jeg er meget i tvivl om, hvordan jeg skal gribe tingene an.
Venlig hilsen
B.
Kære B.
Hvorfor mon du er flov over at spørge mig, fordi du er 48 år? Som om man pludselig ved alt selv, kan alt selv og ingen problemer har, som man ikke selv burde kunne løse, når man når den alder. Jeg er 46, og jeg spørger og deler ofte mine problemer med andre, lytter til, hvad de siger, og tager det med, jeg kan bruge. Jeg tænkte, da jeg læste dit brev, at det selvfølgelig var en ulykkelig situation for din søster og hendes mand, men at deres nedtur jo intet har med jeres succes at gøre. At din mor har svært ved at adskille de ting, er måske naturligt, set i hendes perspektiv: Hun elsker jo begge sine døtre og vil jer begge det bedste, og derfor er det alt for svært for hende at se på, at det går den ene godt, mens den anden har det skidt. At hun har det sådan, er forståeligt nok, selv om det selvfølgelig ikke giver hende ret til at være "ond" over for dig. Det er der ingen, som har ret til. Så jeg synes faktisk, du skal se at få sagt fra over for hende - venligt, men bestemt. Næste gang hun nævner noget, så siger du rent ud, at du bliver enormt ked af det. Spørg hende, om hun ikke nok vil være venlig at lade være. Det dér med at være den heldige er ikke altid nemt, især ikke når det er i forhold til éns søskende. For du ønsker det jo godt for din søster, selvfølgelig gør du det - så måske har du selv et eller andet sted dårlig samvittighed? Hvis det er sådan, at alt, hvad din mor lufter af følelser og tanker, og sender af sted af projektioner, rammer dig et sårbart sted, så burde du måske i virkeligheden finde en måde at bearbejde og tackle det på? En måde at gøre dét på kunne være at tage snakken med din mor om det, tale åbent om den sorg, det er for både dig og hende, at din søster ikke har det så godt, fordi deres firma er gået ned, og at du samtidig har brug for at have lov at være glad for det, du har, og de valg, du og din mand har truffet. Det er ikke nødvendigt at retfærdiggøre dine valg, de er dine, og dem har du al ret i verden til at træffe.
Kærlig hilsen
Renée
Jeg kan ikke glemme hans utroskab