Jeg skræmmer mændene væk

Kære Renée.

Jeg mødte en mand her i sommer. Vi havde et par gode dates, og så på tredje date endte vi i seng sammen hos ham. Morgenen efter gik han ud og slog græs, og da jeg skulle gå, fik jeg et kort kys på munden. Jeg følte mig tung om hjertet og i tvivl om, hvorvidt han ville mig. Jeg hæftede mig ved, at han valgte at slå græs på tredje date, og at jeg kun fik et kort kys.

Næste morgen ringede jeg til ham, men han havde travlt, så jeg tænkte straks, at han var ved at trække sig. I løbet af formiddagen skrev jeg til ham, at min intuition sagde mig, at han var ved at trække sig. Så han ringede til mig, og midt i samtalen begyndte jeg at græde. Han sagde, at der måtte være nogen, der havde gjort noget grimt ved mig, siden jeg reagerede sådan. Jeg har oplevet mange svigt som barn, og min skilsmisse var rigtig hård, så jeg blev under samtalen klar over, at jeg har nogle "traumer" dér, som jeg bliver nødt til at forholde mig til. Om aftenen ringede vi sammen igen, og da sagde han så, at han var kommet i tvivl i forhold til mig. Han var ikke i tvivl før min sms. Jeg blev rigtig ked af det og genkendte et mønster.

Jeg bliver usikker på, om manden vil mig, og så skræmmer jeg en potentiel partner væk. Han var nok ikke den rette for mig, men mødet med ham har gjort mig opmærksom på et adfærdsmønster, som i den grad er destruktivt for mig. Jeg har tilmeldt mig en selvværdsgruppe, men jeg tænker også, at jeg også skal gå til en psykolog? Mange tanker fra C.

Kære C.

Det er bare frygtelig smertefuldt at blive afvist - sådan er det, det kan vi ikke gøre noget ved. Og erkendelsen af, at du nok selv er med til at skabe afvisningen, må også være smertefuld. Jeg tror, du har ret: Din egen reaktion og usikkerhed har været med til, at den mand, du mødte, fik kolde fødder, som man kalder det.

Jeg tænker, det er en rigtig god idé at gå i selvhjælpsgruppe. Dér vil du møde andre, der måske har lignende problematikker, og det tænker jeg altid er godt og lærerigt. Hvorvidt du skal se en psykolog oven i selvhjælpsgruppen, skal du selv mærke dig frem til. Hvis du tænker, du har det behov og har råd til det, så hvorfor ikke?
Men samtidig så har jeg lige lyst til at sige til dig, at du faktisk godt i mellemtiden kan arbejde med at ændre dit adfærdsmønster, også uden at ændre dine tanker og følelser i første omgang. For spørgsmålet er jo også, om man overhovedet kan styre sine tanker? Men det, du kan styre, er handlinger - dvs. hvorvidt du agerer og reagerer på de tanker og følelser og de impulser, der fylder dig. Det, du kan arbejde med, er at beherske dig og ikke handle på dine impulser.

Det vil altså sige, at når du får en tanke eller en følelse, som normalt ville sende dig af sted med en handling - f.eks. et spørgsmål om, hvorfor han ikke ringede - så kan du i stedet lave et lille ritual eller sætte dig ned og blive opmærksom på, at lige nu har du en tanke eller en følelse, du har trang til at handle på - men du gør det ikke! Så fortæller du tanken eller følelsen, at den gerne må være der, at du ikke har nogen dom på den (du er ikke dum, fordi du får en tanke eller en følelse af ikke at være noget værd), samtidig med at du så siger til den, at den ikke lige kan komme ud nu. Den skal nok komme ud og få sin plads på et andet tidspunkt, hvor det er mere passende, måske i selvhjælpsgruppen, og så lader du den ellers bare være, hvad den lige præcis er: Tanke eller følelse.
Du behøver ikke at dele alt, hvad der er inden i dig, hele tiden ... heller ikke selv om du har lyst eller trang til det. Og når den har lagt sig lidt, kan du jo gå videre med det, du var i gang med. Jeg ved det ikke, men det kunne måske hjælpe dig at prøve - det, det drejer sig om, er jo, at vi bliver mere opmærksomme og bevidste, for ændre på tanker og følelser kan vi desværre ikke altid! Kærlig hilsen

Renée

Læs også:

Mine børn behandler mig dårligt

Min mand er flov over mine penge

Jeg kan ikke glemme hans utroskab