Hvorfor skal de unge nedgøres?

Læste for nylig en artikel med ordet "taberdrenge" i overskriften. Den handlede blandt andet om, at det begreb ikke kun var nedgørende og negativt, hvilket det er, men også om, at det samtidig er en statistisk konstruktion. Det sidste, fordi den måde, man talte de drenge på, der faldt fra i uddannelsessystemet, ikke tog højde for dem, der f.eks. bare skiftede linje; et linjeskift blev optalt som et frafald.

Vældig underholdende i grunden, hvem kan bruge det til noget og hvorfor dog tælle på den måde? Men lad nu det ligge, det, der slog mig, var, at man brugte ordet "taberdrenge", som er et helt igennem ubehageligt ord. I samme artikel blev det endvidere påpeget, at retorikken om taberdrengene ikke komplementeres af en retorik om, at pigerne er gode eller dygtige. De beskrives som konforme, lydige og flittige, når man f.eks. skal forklare, hvorfor de får gode karakterer. Så man taler altså nedsættende både om unge piger og om unge drenge, og dertil spurgte statistiker Inge Henningsen meget relevant om, hvorfor det er officiel retorik i Danmark at nedgøre unge i uddannelsessystemet?

Godt spørgsmål, personligt er jeg virkelig træt af den slags retorik. Det siger sig selv, at brugen af ord, der opfattes negativt, har en negativ virkning tilbage på den, ordet er møntet på. Og når man således siger noget negativt om en hel gruppe, bliver alle i den gruppe automatisk opfattet negativt - hvad godt skulle der komme ud af det? At det f.eks. primært er drenge, der vælger erhvervsuddannelser, og at der så efterfølgende ikke er praktikpladser til dem, og at de derfor ligesom ikke har en kinamands chance for at færdiggøre noget som helst - det er vel ikke deres helt egen personlige skyld, eller hvad? Og at mange etniske drenge har det endnu sværere, siger vel i grunden ikke så meget om de etniske drenge, men en del mere om den måde, vi har indrettet vores samfund på?

For mig at se er vi med en kategori som "taberdrenge" endnu en gang ved kassen og klodsen-tænkning. Klodsen, der bare ikke kan passe ind i kassen, og så den direkte slutning, at det helt sikkert er klodsen, der er noget galt med. For mig virker den tænkning ikke som andet end fejlfinding og ansvarsfraskrivelse, og så er den oven i købet både fantasiløs og begrænsende. Den fører os ingen steder hen - så skulle vi ikke snart tage og droppe den?
Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

Camillas hjørne:
Mr. Right eller Mr. Good Enough

Find din indre filmheltinde