Delebørn
Selvudvikling

Familieterapeut: Vi skal blive bedre til at lytte til vores delebørn

4. marts 2015
webversioneret af redaktionen
foto: Panthermedia
For delebørn kan en skilsmisse familie bestå af både venner, dyr og bonussøstre, og det skal vi have med i baghovedet, når vi vil støtte delebørnene i deres hverdag, siger en familieterapeut

Noget af det sværeste, vi kan stå i som forældre, er at vide, at det mest dyrebare, vi har – vores børn – er blevet ulykkelige over noget, som vi selv har ansvaret for og ikke kan lave om på. Det er aldrig børnene, der vælger, at familien skal splittes op og gennemgå en skilsmisse.

Anna Prip er familieterapeut og specialist i børn og sorg. Hun har indgående erfaring med at lytte til delebørns historier og guide skilsmisseramte familier igennem den svære tid. Og så mener hun, vi skal blive bedre til at lytte til vores delebørn. Det fortæller hun til femina.

- Det dér med at lytte er ikke så enkelt, som det lyder. Som voksne har vi ofte svært ved at rumme, hvordan barnet helt ærligt har det – at det for eksempel ikke gider bo to steder. Her handler det om at bære historien sammen med barnet uden at prøve at fikse det hele med trøstende ord som; ”Du har jo også fået en bonussøster …”. Mange delebørn fortæller, at de betror sig til deres kæledyr. Et kæledyr er der altid, det lytter og bærer historien for barnet. På samme måde skal vi agere ”kæledyr” for vores børn.

Næsten ingen fortryder en skilsmisse, viser en undersøgelse

Familien har ændret sig efter en skilsmisse

Men hvordan hjælper vi så børnene med at navigere i de nye familier? Det handler blandt andet om at anerkende, at børnene danner familie ud fra nogle andre præmisser, end vi er vant til, siger Anna Prip.

- Det handler om at forstå, at delebørn har en bredere opfattelse af, hvem der er deres familie. Forskning i forhold til delebørn viser, at de danner familie- og søskenderelationer ud fra andre præmisser, end man traditionelt gør. Familiebegrebet har ændret sig, og det ved delebørnene, fordi de begår sig på mange forskellige arenaer – de har måske oplevet, at deres forældre blev skilt, fik nye partnere og blev skilt igen. Mange delebørn fortæller, at deres familie er de voksne, børnene og de levende væsener i det hele taget – det kan nemlig også være dyr – som de har en hverdag med. For min søn var det i en periode min søsters hund, der betød meget for ham.

Skilsmisse: 10 gode råd til dig, der har børn

Genfind det kærlige rum

Anna Prip anbefaler desuden, at man stadig skal se på sin ekspartner som familie, selvom man er skilt.

- Vi har en kultur, hvor det er helt normalt at sige: ”Vi elskede ikke hinanden, og derfor blev vi skilt …” Men det er absurd tænkning for børn, at man lige pludselig kan stoppe med at elske nogen, man har elsket. Barnet vil spørge sig selv: Kan du så også stoppe med at elske mig? Jeg arbejder meget med at hjælpe forældre i skilsmisse med at genfinde det kærlige rum, de har haft sammen. Der kan være vrede, frustration og skuffelse – men omsorgen og det kærlige rum forsvinder ikke.

Hvad så, hvis man ikke har lyst til at se sin ekspartner?

- Hvis eksmanden har forrådt mig, kan det være svært at rumme, at han er med til familiefødselsdagen – og måske tager sin nye partner med. Men det handler meget om, at man sørger for at få adskilt sine egne følelser fra barnets, og om at spørge sig selv: Hvilken barndom vil jeg give mit barn? Hvis man betragter tingene på den måde, vil man ofte kunne strække sig længere. Personligt er jeg blevet skilt tre gange, og den ene af mændene var mig utro. Alligevel har jeg sagt til mit barn: Dem, du kender som din familie, det er din familie – og du bliver ved med at have kontakt med dem, hvis det er det, du ønsker. Men det kan godt være, jeg vælger ikke at tale med den ene af dem, siger Anna Prip.

Få råd til, hvordan du økonomisk kommer igennem en skilsmisse

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også