https://imgix.femina.dk/media/article/1608_karen_ellemann.jpg
Selvudvikling

Er politikere virkelige mennesker? Svar til Renée fra social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V)

24. februar 2016
af social- og indenrigsminister Karen Ellemann
foto: PR-foto
Renée Toft Simonsen spurgte i sin klumme, om politikere er ”virkelige” mennesker, for hun forstår ikke måden, de vælger at prioritere de offentlige finanser. Her er et svar fra social- og indenrigsminister Karen Ellemann.

Kære Renée Toft Simonsen.

Jeg blev så ærgerlig over at læse din klumme og det grumme billede, du tegner af politikere generelt, at jeg bliver nødt til at svare. Alle de politikere, jeg kender, hvad enten de er fra Enhedslisten, Dansk Folkeparti, mit eget Venstre eller et fjerde parti, er gået ind i politik, fordi de - lidt højstemt sagt - har en brændende ambition om at gøre forholdene bedre for mennesker i Danmark. Det kan være et hårdt og presset job at være politiker, og jeg kender ved gud ingen, som har gjort det for lønnens skyld, eller fordi de elsker at blive stillet kritiske spørgsmål direkte i radioen klokken seks om morgenen.

Jeg kan godt forstå, at vores politiske arbejde somme tider kan ligne en absurd prioriteringsøvelse. Sådan føles det faktisk også ind i mellem for os, der skal blive enige og træffe beslutningerne. For hvordan vurderer man, hvor mange ressourcer man skal bruge på plejen af vores ældre og børnene i vores daginstitutioner i forhold til hjælpen til udsatte børn og voksne eller på at forsvare Danmark imod grupper udefra, som vil os det ondt? Det er kompliceret, der er mange hensyn at tage. Og desværre er pengekassen ikke bundløs.

Læs Renées klumme: Er politikere virkelige mennesker?

Som social- og indenrigsminister er jeg glad for at kunne sige, at vi i Danmark prioriterer hjælpen til de udsatte i vores samfund meget højt. Sidste år brugte vi for eksempel omkring 45 milliarder kroner på støtte til handicappede og udsatte børn og voksne. Vi har et af verdens mest lige samfund, og ifølge den seneste opgørelse er vi det land i Norden, som bruger flest penge på at holde hånden under folk, så de ikke falder igennem. Men for mig er det ikke målet at bruge så mange penge som muligt. Jeg går op i, at vi skal give folk den støtte, der virker bedst i praksis – som giver folk de bedste muligheder for at blive herrer i eget liv. Derfor arbejder jeg for, at vi får mere viden, for eksempel om, hvordan vi bedst får folk ud af hjemløshed, voldelige parforhold eller ungdomskriminalitet og ind i uddannelse og job.

Kære Renée. Du mener at vide, at når politikerne fordeler pengene, er der nogle, som ”faktisk helst bare vil have lækre fly”. Hvis det er kampflyene til forsvaret, du tænker på, er de ikke ligefrem til for at se lækre ud. De er med til at forsvare vores land, og beskyttelsen af vores land er jo hele forudsætningen for, at vi overhovedet har et velfærdssamfund at leve i. Derfor er det noget, mange politikere kan blive enige om at bruge penge på.

Og når et flertal i Folketinget giver skattelettelser til erhvervslivet, er det jo ikke for at give virksomhederne flere penge i lommen. Det er, fordi gode rammer for erhvervslivet betyder flere, gode job til ganske almindelige mennesker. Virksomheder er ikke per definition onde, som nogen måske er tilbøjelige til at tro. Det er i høj grad dem, der bærer hele vores velfærdssamfund med gratis sygehuse, skoler og plejehjem.

Danmarks Radio lavede på et tidspunkt nogle interessante tv-programmer, hvor de bad almindelige danskere om at blive enige om, hvad en begrænset pose penge skulle bruges til. Pludselig skulle sygeplejersken fra Varde og elektrikeren fra Vordingborg tage stilling til, hvor der skulle spares i samfundet, når der ikke er uendelige mængder penge. Prøv selv at forestille dig, hvordan du ville prioritere, hvis du var politiker. Der er sikkert mange ting, du gerne ville give penge til, men hvor ville du tage dem fra? Og hvilke konsekvenser, ville det have?

Vi politikere er selvfølgelig ligeså virkelige som jer andre. Vi har børn, børnebørn og gamle familiemedlemmer. Vores udfordring er bare, at vi ikke kun skal tænke på vores nærmeste, men på hele befolkningens interesser. Og at vi skal tænke længere frem i tiden end blot de år, hvor vores søn går i skole, og vores mor bor på plejehjem. Det er en kæmpe opgave, som vi har valgt at bruge det meste af vores tid og kræfter på. Det er ikke kun for sjov.

Venlig hilsen

Karen Ellemann

Læs også